Grim ælling eller majestætisk svane? Det afgør du selv!

Da jeg var barn, læste min mor »Den grimme ælling« af H.C. Andersen højt for mig. Måske var det, fordi jeg var genert og følte mig udenfor, at jeg aldrig har glemt historien eller dens morale.

I den udgave, som jeg husker, venter andemoderen tålmodigt på, at hendes æg udruges og bliver til ællinger. Inden længe dukker de små, dunede, gule ællinger op til deres mors store glæde. Men der er et lidt større æg, som endnu ikke er udruget. Moderen og hendes ællinger venter og kigger. Da ægget endelig revner, opdager de gule ællinger, at dette nye medlem af deres familie ser anderledes ud. De samler sig omkring ham og siger til deres mor og far: »Han ligner ikke os. Han er grim.« De lader ham alene tilbage i reden, mens de svømmer bort. Den grimme ælling vandrer væk fra reden og prøver at gemme sig. Hvert gang han møder andre, er det negativt og nedslående. Han tænker ofte for sig selv: »De hader mig alle sammen, fordi jeg er grim.«

Så sker der et mirakel for ham. Han ser andre, som ligner ham og opfører sig som ham! Han bliver venner med dem, og de tager ham med hen til deres mor og spørger: »Mor, mor, vi har fundet en lillebror! Må han ikke blive hos os altid?« Den smukke, elegante svanemor folder sine vinger om den grimme ælling og siger med blid røst: »Du er slet ikke en ælling! Du er en lille svane, og en dag bliver du dammens konge.«

Jeg elskede at høre den historie som barn. Jeg var ikke klar over, at den lektie, som jeg lærte af den, ville hjælpe mig gennem mine vanskelige teenageår. Jeg var blevet døbt som medlem af Kirken, da jeg var otte, men min familie blev langsomt inaktive.

I den lille by i Idaho, hvor jeg voksede op, blev der vist eftermiddagsfilm hver lørdag. Jeg tog altid derhen med to eller tre af mine venner. Biografen viste en kortfilm om sport og en anden om aktuelle begivenheder. Hovedfilmen var som regel en western med masser af action.

En lørdag kørte biografpersonalet en flot 10 gearscykel ind under pausen. Den var rød, den var flot, og de udloddede den til den blandt publikum, som havde den vindende billet! Åh, hvor ville jeg dog gerne have den cykel!

Opråberen stak hånden ned i en beholder og trak en billet op. Da han læste nummeret på billetten op, opdagede jeg, at jeg havde vinderbilletten. Men jeg hverken bevægede mig eller sagde noget. Jeg var for genert og pinlig berørt. Jeg havde ikke selvtillid nok til at rejse mig og lade alle vide, at jeg havde vinderbilletten. Han bekendtgjorde det vindende nummer to gange mere, og hver gang holdt jeg billetten nede, så ingen kunne se den. Til sidst råbte han et andet nummer op. En af de venner, jeg var i biografen med, havde tilfældigvis det nye nummer. Han sprang op og jublede og styrtede op på scenen for at hente sin cykel. Den cykel kunne have været min!

Da jeg vandrede hjem alene fra biografen den lørdag, tænkte jeg på historien om den grimme ælling. Jeg følte mig meget som den lille svane. Jeg følte, at jeg vandrede rundt i skoven og forsøgte at gemme mig, og at ingen brød sig om mig. Jeg var ikke klar over, hvem jeg var, eller hvad jeg kunne blive. Da jeg nåede hjem, var jeg klar over, at jeg måtte gøre noget. Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Nu må jeg tage mig sammen. Det her skal aldrig gentage sig.«

Jeg begyndte at opdage, at der var andre omkring mig, som elskede mig og holdt af mig. Biskoppen i min menighed viste mig opmærksomhed, og det samme gjorde min stavspræsident, som boede lidt længere nede ad vejen. De underviste mig i evangeliet. De bar vidnesbyrd for mig om, at Frelseren levede, og om hans dyrebare forsoning, og hvad den betød for mig. De læste gentagne gange beretningen om Joseph Smith og hans syn i den hellige lund for mig. Den oplevelse gjorde, at jeg udviklede den dejlige vane at læse Joseph Smith – Historie hver uge. Det gav mig en vished om, at jeg har styrke til at overvinde alt, som kommer i vejen for mig den uge.

På et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde så inderligt brug for nogen, velsignede min himmelske Fader mig. Han vidste, hvem jeg var, og han sendte sine tjenere, som hjalp mig med at finde ud af det. De lagde deres arme om mig og fortalte mig ved deres handlinger, at jeg slet ikke var en grim ælling, og at hvis jeg var værdig og holdt Guds bud, så kunne jeg blive »dammens konge«. Forståelsen af forsoningen og dens velsignelser gav mig den nødvendige styrke og selvsikkerhed.

Da jeg blev 16 år, opmuntrede disse gode mænd mig til at få min patriarkalske velsignelse. Da jeg havde fået min anbefaling, satte jeg mig op på min gamle cykel og cyklede de mange kilometer til patriarkens hjem. Han forklarede endnu engang, hvad en patriarkalsk velsignelse er, og hvordan den kunne velsigne mit liv. Han lagde sine hænder på mit hoved. Efter den oplevelse var mit liv ikke mere det samme.

Jeg tog imod en kaldelse til at tjene som missionær i Skotland og havde en vidunderlig tid. Nogle få uger efter at jeg var vendt hjem, traf jeg min kommende hustru ved et kirkemøde. Vi gik ud sammen, og jeg friede til hende. Vi blev gift i templet i Salt Lake City.

En sætning i min patriarkalske velsignelse antydede, at jeg skulle leve dette liv sammen med en engel. Dengang patriarken gav mig velsignelsen, vidste jeg ikke, hvad en engel var, og jeg forstod slet ikke betydningen af sætningen. Da jeg forlod templet den dag, hvor min hustru og jeg blev beseglet, vidste jeg, hvad den betød. Hun har været mit livs lys. Takket være hende har jeg ¨fået lov at leve i lyset. Hun har bragt glæde og lykke til vore otte børn, 25 børnebørn og to oldebørn. Alle mine børn har kaldt hende velsignet. Jeg takker Gud for evangeliets velsignelser og de evige velsignelser, som udspringer af det hellige tempels pagter og ordinancer.

Satan vil have os til at tro, at vi er grimme ællinger uden en chance for at blive som vor himmelske Fader og hans hellige Søn. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud elsker os hver især. Som ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum så ofte sagde: »Guds personlige formende indflydelse ses i vores livs detaljer.«¹ Vi er hans børn. Jeg har erfaret, at vi kan hæve os over vore nuværende omgivelser og blive »dammens konger og dronninger« ved at efterleve evangeliets bud.

Jeg lærte også noget andet. Jeg ved, hvem I er, og hvor I kommer fra. Åbenbaringerne minder os om vores trofasthed i forudtilværelsen (se Åb 12:7-11); L&P 138:56; Abraham 3:22-23). Når vi knytter vores vidnesbyrd til den store sandhed, bliver hver dag en vidunderlig velsignelse for os.

Bliv på Herrens side af stregen. Hvis han kan tage sig af en sky og genert dreng som mig, kan han også tage sig af jer nu og i fremtiden. Du er et barn af Gud med stort værd. Vælg at leve op til det guddommelige potentiale, som findes i dig.