Vi vil gerne se templet

En efterårsdag, mens jeg havde vagt som tempeltjener i templet i Salt Lake City, ankom en ung mand og hans venner, der tydeligvis ikke var klædt til tempeltjeneste.

»Vi vil gerne se templet,« sagde den unge mand.

»Har du en anbefaling?« spurgte jeg.

Den unge mand tænkte sig om et øjeblik. Så sagde han: »Ja. Min mor har en mormonven i Minnesota. Hun anbefalede, at vi så templet.«

Jeg følte mig tilskyndet til at trække de unge mennesker til side og tale med dem. Den unge mand hed Lars. Jeg forklarede ham, at han ikke alene kunne komme i templet, men at hans himmelske Fader også ønskede, at han skulle komme. Jeg fortalte Lars, at han først måtte forberede sig, og jeg forklarede hvordan.

På det tidspunkt havde jeg kun været aktiv i Kirken i kort tid. Jeg havde været på mission, men havde senere forladt Kirken, fordi jeg var blevet indfanget af underholdningsindustrien og var begyndt at tage stoffer og drikke. Jeg troede, at min familie ville blive imponeret over min karriere og min rigdom, men min mor var ligeglad med alt det. I stedet skrev hun altid mit navn på bønnelisten i templet, hvilket gjorde mig vred.

Den kvinde, jeg giftede mig med, havde også forladt Kirken. Da vores otteårige datter, Tori, begyndte at spørge os om Jesus Kristus, havde vi nået bunden rent åndeligt. Selv om jeg havde været missionær, kunne jeg ikke huske noget om Frelseren.

»Der er mennesker, som kan fortælle dig om Jesus,« sagde jeg til Tori. »Hvorfor ikke tale med dem?«

Et par dage senere bankede et par søstermissionærer på vores dør. Tori inviterede dem indenfor og lod dem undervise sig. Jeg smuglyttede i stuen ved siden af og hørte søstrene forkynde lærdomme, som jeg vidste var sande.

»Vil du gerne døbes?« spurgte en af søstrene Tori efter den tredje lektion.

»Ja,« svarede hun.

»Skal din far døbe dig?«

Jeg havde ikke været i kirke i 20 år, men jeg vidste, at min liv snart ville ændre sig. Jeg lyttede med på de sidste få lektioner, vi begyndte at komme i kirke, og min hustru og jeg talte med biskoppen. Da jeg omvendte mig, besluttede jeg, at jeg måtte gøre alt, hvad jeg kunne for at rette op på de forsømte år. Jeg skiftede karriere, ærede mine kaldelser i Kirken, blev beseglet til min hustru og datter og blev tempeltjener. Så derfor vidste jeg, at en gruppe nysgerrige unge mennesker kunne blive tempelværdige.

Det følgende forår sendte Lars mig et brev, hvori han takkede mig, fordi jeg havde forklaret betydningen af en tempelanbefaling. »Jeg har hørt mere om tempelanbefalinger,« skrev han. »Faktisk er jeg blevet døbt og modtog min egen tempelanbefaling i januar!« Jeg fik tårer i øjnene, da jeg så på det fotografi, som han havde vedlagt. Det viste ham i hvidt tøj sammen med de missionærer, som havde undervist ham.

Min vej tilbage til templet var enestående, og da jeg hørte om Lars’ vej, var det en vidunderlig velsignelse, som mindede mig om, at vi alle kan påvirke hinanden.