Begynd med en bøn

Noget af det mest interessante, som de unge fra Ottawa talte om, var, hvordan deres bønner blev besvaret. Brook sagde: »Hvis man vil have et svar, må man lytte efter det.«

Susan sagde, at hendes svar til tider kommer, når hun læser i skrifterne. Hun havde et godt eksempel: »En dag var jeg meget træt, og jeg var tarvelig mod alle andre. Jeg havde ikke lyst til at tale med nogen. Jeg kan huske, at jeg læste i skrifterne, jeg kan ikke huske hvor, men der stod: ›Vær ydmyg.‹ Det slog mig. Det er mit svar« (se L&P 112:10).

Ariana Keith hører omhyggeligt efter i kirken. »Jeg mener, at mange af vore bønner besvares af talere i Kirken,« sagde hun. »Engang ville jeg rigtig gerne have min patriarkalske velsignelse. Så en uge før jeg skulle have den, kom stavpatriarken faktisk til vores menighed og talte. Jeg havde bedt så inderligt om det, og det var dejligt at høre ham tale.«

Mackenzie Loftus sagde, at hendes bønner ofte bliver besvaret gennem hendes familie. Hun bad angående en familiebeslutning, og »jeg følte straks Ånden, så jeg vidste, at den beslutning, vi havde truffet, var den rigtige.«

Til tider kommer svaret dig bogstavelig talt i møde. Da Thomas Francis og hans familie flyttede til Ottawa, skulle han finde nye venner på en ny skole. Han bad om at måtte finde nogle gode venner. »En dag,« fortæller Thomas, »kom en fra min klasse hen til mig og sagde: ›Har du lyst til at møde mine venner?‹ Vi har været bedste venner lige siden. Det hjalp mig meget.«

Dawson Lybbert har noget vigtigt at sige angående svar på bønner. Han sagde: »Nogle gange får man ikke det svar, man venter, men det svar man har brug for.« Nogle gange kan man ikke se det med det samme, men man kan, når man ser tilbage på det.

Flere af de unge sagde, at det var dejligt at have en familie, der beder sammen. Kyffin de Souza er glad for visheden om, at hendes familie beder sammen hver aften. »Vi skiftes til at bede. Jeg fornemmer Ånden, og jeg ved, at når jeg er hjemmefra, så beder de om, at jeg må blive beskyttet.«

Bénédicte Bélizaire elsker at bede sammen med sine forældre hver morgen. »Jeg går ind på deres værelse, og så beder vi,« sagde hun. »Jeg har et vidnesbyrd om, at Helligånden er med mig, og hvis jeg har brug for hans hjælp, så beder jeg min himmelske Fader om den.«

Hendes veninde, Ruth Decady, sagde: »Det er meget vigtigt, at vi er klar over, at vor himmelske Fader lytter, når vi beder. Der er en, som støtter en.«

Katie Cameron elsker den følelse, hun har, når hun beder. »Når jeg taler med Herren, føles det, som om der faktisk er en, som gerne vil tale med mig. Jeg ved, at jeg kan fortælle ham alt.«

De unge mænd – især dem i præstealderen, som Ronan Filamont, Fred King og Dawson og Davin Lybbert – talte om betydningen af den hellige pligt at bede nadverbønnen for medlemmer i deres menigheder og grene.

Dawson sagde: »Når man beder over nadveren, tænker man mere over dens betydning. Jeg har denne præstedømmemyndighed, og jeg føler, at jeg ikke må misbruge den.«

Fred kan huske dengang han sagde nadverbønnen første gang, da han var blevet ordineret til præst. »Til at begynde med var det svært, og jeg blev ved med at begå fejl. Engang måtte jeg hele tiden begynde forfra. Men Ånden hviskede til mig, at det ikke betød noget, hvor mange gange jeg skulle gøre det om; jeg skulle nok lære det. Det var en dejlig følelse.«

Flere af de unge talte om de vigtige forberedelser, inden de beder. Matt Larson har et skriftsted sat op på væggen i sit værelse, L&P 78:19: »Den, der modtager alt med taknemmelighed, skal blive herliggjort, og de jordiske ting skal tilfalde ham hundrede fold, ja, mere.« Det minder ham om at være taknemlig for det, som Herren har givet ham. Han ved, at taknemlighed må være en del af hans bønner.

Nick Moolenbeck sagde: »Bøn fungerer ikke, hvis jeg bare beder uden at tænke tingene igennem og lægge mit hjerte og sjæl i det.«

Sierra Lybbert har en dejlig historie om bøn. Da hun var to år gammel, trådte en hest på hendes hånd. Hendes tommelfinger blevet revet af og flere fingre blev flået op. Hendes forældre kørte hende hurtigt fra det ene hospital til det andet for at finde en kirurg, der var villig til at påtage sig den nærmest umulige opgave. Hun sagde: »En læge fortalte mine forældre, at kirurgen ikke havde en chance for at klare det. Min mor sagde, at kirurgen ikke havde brug for chancer – der var mange, som bad for ham. Min mor havde ringet til templet og fået mit navn skrevet på bønnelisten.«

Sierra, der nu er 13, har en fuldt fungerende hånd i dag. Hendes tommelfinger fungerer fint, og hun løftede den, så nogle piger fra hendes menighed kunne se den. De havde aldrig hørt historien før. Det eneste, de kunne se, var et tyndt, næsten usynligt ar, der strækker sig hele vejen rundt om tommelfingeren. Resultatet forekom virkelig fantastisk.

Sierra sagde: »Det gør mig glad at vide, hvad bøn kan gøre for mig. Det er noget ganske vidunderligt.«

Alle syntes at være enige med Kale Loftus, da han sagde: »Bøn er en vane, man bør tillægge sig.«