Et tempelbesøgende folk

Som forberedelse samarbejder de voksne medlemmer med biskoppen, så de kan blive værdige til at komme i templet. Derefter deltager de i tempelforberedelsesklassen. Deres interesse for klassen topper virkelig, når de har udført dåb for de døde. De opdager, at det at tale om templet i klassen er en ting, men det at fornemme Herrens Ånd i templet er noget helt andet.

Det at have muligheden for at tage nogen med i templet, som måske ikke er parat til at påtage sig yderligere pagter, men dog kan få en stor oplevelse ud af at deltage i ordinancerne, er fantastisk,« siger biskop Baczuk. »Jeg synes, at det hænger godt sammen med det, som Kirken ønsker at udtrykke i tempelforberedelseshæftet: ›Kom til templet!‹«¹

David Boyd, der er ældsternes kvorumspræsident i Three Forks Menighed, siger, at det at gå i templet og udføre dåb gør målet håndgribeligt: »De begynder at se muligheden for, at de kan modtage deres egen begavelse. Mange af dem har end ikke sat deres fod i tempelanlægget før, så disse voksendåbsture giver medlemmerne den mulighed.«

Mange nyligt genaktiverede medlemmer i menigheden udfører dåb for de døde, før de modtager deres egen begavelse. »Det har aldrig været et spørgsmål om værdighed,« siger biskop Baczuk. »Det var et spørgsmål om forberedelse. Nogle var værdige og beredt til at udføre dåb, men de var ikke mentalt eller åndeligt beredt på at påtage sig begavelsespagten.« For mændene er det også tidspunktet, hvor de bereder sig på at modtage Det Melkisedekske præstedømme.

Slægtsforskning sætter også skub i tempeltjenesten. Medlemmer af menigheden, såsom Larry og Carolyn Isom, arbejder i menighedens slægtshistoriske center for at skaffe flere hundrede slægtsnavne. Denne tretrinsindsats – tempelforberedelsesklassen, slægtsforskning og tilbedelse i templet – går hånd i hånd. De, der udfører slægtsforskning, bliver begejstrede for at skaffe navne til dem, der går i templet. De medlemmer, som kommer i templet, glæder sig over at udføre ordinancer for deres egne slægtninge og for deres menighedsfæller. Og at være i templet motiverer medlemmer til at berede sig på at vende tilbage til templet.

I løbet af de sidste par år har 22 medlemmer af Three Forks Menighed deltaget i tempelforberedelsesklassen, og 14 af dem begyndte at gå i templet regelmæssigt for at udføre dåb for de døde. Og efter at have fuldført klassen modtog 13 af de 14 deres egen begavelse. Nogle af dem var enlige eller enker og enkemænd, mens andre, som Gary og Jennifer Tucker, blev beseglet som familie.

Gary blev medlem af Kirken i 1992, et par måneder før han og Jennifer blev gift. Hun var allerede medlem. Men lang arbejdstid og omgang med de forkerte venner gjorde det vanskeligt for Gary at forblive aktiv i Kirken, selv med sin hustrus støtte. Han tilbragte mange år med at »skrå« og »bande«.

Da deres datter Cody blev født, stræbte søster Tucker efter at opdrage hende i evangeliet ved at tage hende med i kirke, selv om bror Tucker ikke ville se kirkematerialer derhjemme. Selv om han tilskyndede sin familie til at gå i kirke, så gik han dog ikke selv med. Da Cody fyldte otte år, blev hun døbt af en missionær, ikke af sin far. Bror Tucker siger: »Jeg er utrolig glad for, at jeg var med, men jeg fortryder, at jeg blot var iagttager og ikke deltager.«

I de følgende år blev Gary ført ind i fællesskabet og blev aktiv igen. Jennifer inviterede medlemmer af menigheden eller missionærerne til middag, fordi det gav dem mulighed for at tale med Gary. Han er de medlemmer og missionærer taknemlige for, at de øvede en god indflydelse på ham.

Dale Price var for eksempel hjemmelærer for Jennifers mor og lærte på den måde Gary og Jennifer at kende. Når bror Price mødtes med bror Tucker, talte de i begyndelsen ikke om evangeliet. De talte om en fælles interesse: Jagt. Familien Price sad også sammen med familien Tucker ved menighedsaktiviteter, gav dem mad fra deres forråd, da bror Tucker var arbejdsløs og forærede dem honning fra deres egne honningbier. Honning er familien Tuckers yndlingspålæg på ristet brød. Som bror Price sagde, så »forsødede den lille gave forholdet«.

Familien Tucker blev også hjulpet af gode råd fra deres stavspræsident. Præsident David Heap bad stavens medlemmer om at gøre »syv små og enkle ting«: (1) Studér skrifterne personligt hver dag; (2) læs i skrifterne mindst fem gange om ugen som familie; (3) bed dine personlige bønner hver morgen og aften; (4) bed familiebøn hver morgen og aften; (5) gå i kirke hver søndag som familie; (6) hold familieaften hver mandag aften; og (7) gå i templet hver måned.

Gary kunne godt se, at alt dette ville knytte hans familie tættere sammen – noget han brændende ønskede – så familien Tucker begyndte at bede familiebøn, studere skrifterne og afholde familieaften. Denne indsats var med til at berede Gary til at være modtagelig, da hans biskop opfordrede ham til at berede sig på at tage i templet.

I januar 2006 deltog familien Tucker i en fireside hjemme hos biskoppen. Biskop Baczuk trak Gary til side og talte med ham om templet. På stedet gav Gary ham sin dåse med skrå, så den ikke skulle friste ham mere. Han havde mange spørgsmål til biskoppen der og under flere følgende samtaler. Biskoppen fremhævede, at Gary skulle efterleve den pagt, han havde indgået ved dåben, så han kunne være værdig til at have Ånden.

Familien Tucker begyndte at deltage i tempelforberedelsesklassen, og Jennifer begyndte at komme i templet hver måned og udføre dåb for de døde sammen med menigheden. Gary arbejdede på at blive værdig til at tage med. Deres datter Cody, som på det tidspunkt var 11 år, glædede sig, til at hun snart kunne komme i templet og udføre dåb. Da hun fyldte 12 år, kunne Gary tage med hende i templet. Det var første gang nogen af dem havde været i templet.

Cody siger: »Det var vidunderligt. Der er så fredfyldt der. Min far var med, så det var en større begivenhed.« Gary siger, at han følte »en utrolig fred og glæde den første gang«.

I tempelforberedelsesklassen den følgende søndag var Gary et nyt menneske. »Et lys var blevet tændt,« siger søster Elna Scoffield, som i flere år har undervist klassen. Gary blev efter klassen for at stille spørgsmål. Han havde fornemmet Ånden i templet og ønskede at vende tilbage – ikke blot for at udføre dåb, men for at modtage sin egen begavelse og få sin familie beseglet til sig.

Den følgende måned besøgte familien Tucker igen templet sammen med biskoppen og andre medlemmer af menigheden.

I ugerne inden bror og søster Tucker modtog deres begavelse og blev beseglet, mærkede de den ondes modstand. Gary gjorde fremskridt, men han tvivlede stadig på, om han var værdig til at komme i templet. Deres drøm om en evig familie var tæt på, men den føltes alligevel uden for rækkevidde. Familien Tucker vidste, at de ofte måtte bede sammen for at få styrke. »Vi modtog den altid i form af en beroligende fred og vished om, at alt var i Herrens hænder,« siger søster Tucker. »Helt op til det øjeblik, hvor vi trådte ind i templet, var hans beroligende Ånd med hele vores familie.«

Da Gary og Jennifer havde modtaget deres begavelse, knælede de i beseglingsværelset med deres børn, Cody og Garrett, alle klædt i hvidt. Da seksårige Garrett så sin mor græde, rakte han hånden op for at tørre tårerne væk fra hendes kinder. Gary og Cody græd også af glæde. Selv besegleren var dybt rørt.

Familien Tucker siger, at deres familie nu har et stærkere sammenhold og bedre kommunikation. Gary siger: »Vi er lykkeligere. Min hustru og jeg er kommet hinanden nærmere, og det kan børnene se.« Gary føler, at han er et bedre eksempel for de familiemedlemmer, som ikke er medlemmer af Kirken, og han håber, at andre familier i menigheden ønsker at opnå de samme velsignelser, som Herren har givet familien Tucker gennem templet.