Et fredfyldt sted
For disse to unge kvinder fra Den Dominikanske Republik er templet meget mere end blot en smuk bygning. Det er også en tydelig påmindelse om deres dybeste håb og drømme.
Dilcia Soto på 16 mindes stadig den dag, hvor templet blev indviet i hendes hjemby Santo Domingo i Den Dominikanske Republik. »Jeg var kun ni år dengang, men jeg sagde: ›Wow! Et tempel her!‹ Jeg var vant til at se folk rejse til andre lande for at blive beseglet og indgå pagter. Jeg tænkte: ›Nu behøver min familie og jeg ikke at rejse til et andet land, for vi har vores eget tempel lige i nærheden.‹«
I dag knejser templet majestætisk og højt i hovedstaden. Det er så smukt med dets spir og velplejede anlæg, at mange mennesker antager, at det er en katedral. Dilcia er glad for at kunne forklare, at det er meget helligere end som så. Omkring templet hersker der en stille værdighed i modsætning til den larmende energi i gaderne og på markedspladserne i byen.
Det er til dette fredfyldte sted, at Dilcia og hendes veninde Kelsia St. Gardien på 14 år er søgt hen. Begge er medlemmer af Mirador Menighed i Independencia Stav i Den Dominikanske Republik. Begge har været i templet før for at udføre dåb for de døde. Men i dag er de kommet for at slentre omkring i haveanlægget, snakke og udefra fornemme den Ånd, som bygningen rummer.
Dilcias ønsker
»Jeg nærer en stærk kærlighed til Herren, og jeg er så taknemlig for det, han har gjort for mig,« siger Dilcia. »Min nærmeste familie er medlemmer af Kirken, men mine tanter, onkler, fætre og kusiner er ikke. Når de besøger os, har jeg altid et eksemplar af Mormons Bog liggende klar, for måske er der en mulighed for at fortælle dem om evangeliet.« Hun fortæller også om evangeliet til sine venner og »enhver, jeg møder, som er virkelig interesseret«. Og hun siger, at hver gang hun gør det, »føler jeg Ånden så stærkt. Hver gang jeg bærer mit vidnesbyrd, føler jeg atter, at Kirken er sand.«
Hun mindes en seminarlektion om frelsesplanen. »Inden verden blev skabt, deltog vi i et stort råd i Himlen, og vi valgte at følge vor himmelske Fader og anerkende det offer, som Jesus Kristus ville yde på vores vegne,« siger hun. »Vores lærer forklarede, at vi kunne vide, at vi adlød vor himmelske Fader dengang, fordi vi er her på jorden nu med legemer af kød og ben. Da han sagde det, vidste jeg, at det var sandt. Da jeg bad den aften, græd jeg og takkede min himmelske Fader for den kundskab.«
Dilcia citerer 1 Kor 3:16: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? »Hvis jeg også er et tempel,« siger hun, »så skal jeg være lige så ren og smuk som templet. Hvor er det dog en storslået velsignelse at tilhøre denne kirke og være en dydig, ung kvinde!«
Hun siger, at det er hendes største ønske at bo hos vor himmelske Fader igen en dag. »Jeg er så taknemlig for, at han har givet os et tempel, så vi kan gøre alt det, vi skal gøre for at vende tilbage til ham,« siger hun. »Den bedste tak, vi kan give ham, er at leve på den måde, han beder os om.«
Dilcia siger: »Herren ønsker, at vi skal komme i hans hus, lære mere om ham og udarbejde vores vej frem mod en evighed sammen med ham.« Hun siger, at hun nyder at deltage i dåb for de døde, fordi »det er en måde, hvorpå man kan hjælpe dem, som venter på den anden side af sløret, at gøre noget for dem, som de ikke selv kan gøre.«
Kelsias løfter
Kelsia er enig. »Vores forfædre har brug for, at vi udfører det arbejde, og jeg ved, at de er taknemlige,« siger hun. »Jeg glæder mig især til at møde min bedstemor, som jeg aldrig lærte at kende i dette liv. Vi sørger for, at alle de nødvendige tempelordinancer bliver udført for hende.«
Det vækker stærke følelser i Kelsia at tale om templet. »Jeg er fast besluttet på at træffe valg, der hjælper mig til at blive beseglet til min familie,« siger hun. »Vi skal respektere evangeliet og efterleve budene al pie de la letra [lovens bogstav],« siger hun. »Vi gør det, fordi vi elsker vor himmelske Fader, og vi viser ham vores taknemlighed ved at være lydige.«
Hendes familie blev medlemmer af Kirken i december 2006, seks år efter at hendes forældre flyttede til Den Dominikanske Republik fra Haiti. »Jeg er taknemlig for de missionærer, der bankede på vores dør. Det var så dejligt at fornemme Ånden og høre om vor himmelske Faders plan for os. Siden evangeliet kom ind i vores tilværelse, er vores familie blevet knyttet tættere sammen. Jeg er taknemlig for, at han har givet mig en familie, der står sammen, selv i de vanskeligste tider. Tanken om, at vi kan få lov at blive beseglet til hinanden i al evighed, virker som en af de største velsignelser.«
Hendes forældre deltager i en tempelforberedelsesklasse lige nu, og det minder hende om, at hun selv skal berede sig på den dag, hvor hun skal giftes i templet. »Det er mit største mål, at min kommende mand og jeg er hinanden værdige og værdige til at blive en evig familie.«
Fredfyldt fællesskab
De to veninder går forbi flagstangen, hvor deres nationalflag folder vajer i brisen. »Selv flaget ved templet minder os om at være trofaste,« siger Dilcia. »Det er mere end bare et farvet banner. Det rummer valgsproget Dios, patria, libertad [Gud, fædreland, frihed] og et kristent kors og de ti bud. Det minder os om, at vores land blev grundlagt af mennesker, som troede på Gud, og at Gud stadig betyder noget her.«
De går også forbi indgangen til templet, hvor ordene Santidad al Señor, la Casa del Señor (Helliget Herren, Herrens hus) står skrevet over døren, som de er på hver eneste tempel.
»Hver gang jeg læser de ord, fyldes jeg med et stærkt vidnesbyrd om, at de er sande,« siger Dilcia. »Jeg kan huske, at jeg kom her sammen med de unge fra GUF en aften, bare for at gå rundt ved templet. Da vi gik herfra, spurgte biskoppen os, hvad vi havde følt. Vi talte om det og fandt frem til et enkelt ord: Fred.«
Og Kelsia og Dilcia går herfra, mens de tænker over det perfekte svar … perfekt, fordi det netop er dét, som templet er – et fredfyldt sted.
Fotos: Richard M. Romney.