Mit privilegium at tjene

Inden dørene til templet i Recife i Brasilien åbnes for endnu en dag med udførelse af frelsende ordinancer, står 70-årige Maria José de Araújo op og bereder sig på endnu en dags uselvisk tjeneste.

For at nå frem til templet må Maria køre i halvanden time med fire forskellige busser fra sit hjem i Cabo de Santo Agostinho syd for Recife på Brasiliens nordøstkyst. Men inden hun kan tage af sted, tilbereder hun mad og andre nødvendigheder til en blind kusine, som hun passer i sit hjem.

»Maria er et godt eksempel på tjeneste,« siger Cleto P. Oliveira, der er tempelsekretær. »Siden templet blev indviet i december 2000 har hun frivilligt tjent her hver eneste dag, hvor templet har haft åbent. Hun kommer her sågar på helligdage.«

Hver tirsdag til lørdag fra kl. 7 til kl. 15 arbejder Maria i templets cafeteria, hvor hun vasker op og tilbereder salater. Hun ville gerne arbejde længere, siger hun, men da busturen hjem er lang, må hun tage af sted i god tid for at nå hjem, inden det bliver mørkt.

Bror Oliveira har fortalt Maria, at hun ikke behøver at komme i templet hver dag, men han indrømmer, at der skulle to personer til at afløse hende. »Hun smiler bare og siger, at hun har viet sit liv til Herren,« siger han.

For Maria er det et stort privilegium at tjene i templet hver dag.

»Min Fader i himlen har velsignet mig med et godt helbred, og det er mit mål at fortsætte med at komme her hver dag, så længe helbredet tillader det,« siger hun. »Jeg har indgået en pagt om at vie alle mine talenter og evner til at tjene Herren. Når jeg vender hjem efter at have tjent i templet, føler jeg mig ikke træt. På den måde har Herren velsignet mig.«

Tidligere, da Maria i seks år tjente i menighedens slægtshistoriske bibliotek, forskede hun i sin slægtslinje. Og adskillige lørdag morgener, inden hun begyndte sit arbejde i templets cafeteria, fuldførte hun stedfortrædende arbejde for fire generationer af sine kvindelige forfædre. Hun har også fået udført arbejde for fire generationer på den mandlige side.

Da Maria begyndte at dyrke slægtsforskning, følte hun, at opgaven var umulig – især da hun var ude af stand til at verificere navnene på to oldeforældre. Men en nat blev deres fulde navne åbenbaret for hende i en drøm. Til at begynde med spekulerede hun på, om navnene nu kunne være rigtige, men da hun søgte i sin mors optegnelser, fandt hun navnene og var i stand til at skabe den slægtsforbindelse, som hidtil havde været umulig. Hun mener, at drømmen kom som en velsignelse, fordi hun tjener Herren og hans børn.

»Templet er mit liv,« siger Maria. »Folk, der ikke kommer i templet, går glip af en storslået mulighed og en velsignelse. Ved at tjene i templet får vi en forståelse af templets virkelige betydning og kraft.«