Tortilla-miraklet

To unge mænd iført hvide skjorter og slips kom til vores hjem i Honduras. »Vi kommer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige,« sagde de.

Mor bød dem indenfor. Missionærerne fortalte vores familie om Jesu Kristi evangelium. Selv om jeg kun var ni år, fornemmede jeg i mit hjerte sandheden af deres ord.

»Hvad skal vi gøre for at blive medlemmer af Kristi kirke?« spurgte far.

»Blive døbt,« sagde en af ældsterne.

Mor, far og jeg blev døbt en måned senere. Min bror, Tomas, som var seks år, blev døbt to år senere.

Mens ældsterne underviste os i evangeliet, forklarede de, hvordan familier kunne blive beseglet til hinanden i templet.

Det nærmeste tempel lå i Guatemala, som var mange kilometer borte. Vi skulle betale for en todages busrejse og to overnatninger i byen. Vi havde ikke penge til sådan en rejse, men mor og far nægtede at lade det hindre os i at komme til templet.

Hvert år dyrkede min familie majs. Vi brugte majsen til at fremstille tortillaer, som vi solgte til rejsende, der kom gennem vores landsby.

Mor fandt blyant og papir frem. Hun lagde nogle tal sammen og sagde: »Vi skal sælge 2.500 tortillaer for at spare op til rejsen.«

Jeg gjorde store øjne. Det var vildt mange tortillaer! »Så mange tortillaer har vi aldrig solgt,« sagde jeg.

Mor så ikke bekymret ud. »Herren vil hjælpe os,« sagde hun. »Raoul, du og Tomas må hjælpe far med at høste majs,« sagde mor.

Tomas og jeg hjalp far med at høste majs. Hver dag malede mor majsen til mel, lavede dej og stegte den. Tomas og jeg bragte tortillaerne til landsbyen.

»Der kom en bus med turister i dag,« fortalte jeg mor, da vi vendte hjem den første dag. »Vi solgte mange tortillaer.«

»Det er et mirakel,« sagde mor.

Hver dag solgte vi flere tortillaer. I løbet af få måneder havde vi sparet de penge op, som vi skulle bruge til rejsen til Guatemala. Men jeg var stadig bekymret. Jeg havde hørt historier om røvere, der stoppede de busser, som kørte gennem junglen. De tog alle passagerernes værdigenstande.

»Hvad med røverne?« spurgte jeg.

»Herren beskytter os,« sagde mor. Så spurgte hun: »Raoul, tror du på evangeliet?«

»Ja.«

»Så ved du jo godt, at vi må gøre alt, hvad vi kan for at følge Herren og hans profeter.«

Et år efter vores dåb var min familie klar til at rejse til templet. Vi kørte i bus til Guatemala City. Jeg glemmer aldrig den Ånd, jeg følte, da min familie blev beseglet for tid og al evighed.

Da jeg knælede og bad den aften, takkede jeg min himmelske Fader for templets velsignelser.