Værd at vente på

Da jeg trådte ind i templet i Buenos Aires i Argentina for at udføre dåb for de døde sammen med de unge fra min menighed, skulle vi vente et par minutter i receptionen. Så bad tempeltjeneren os om at sætte hos hen i en korridor, hvor der stod en række stole, og vente igen.

Da det var lørdag, var folk kommet til templet fra hele Argentina. Vi måtte vente der i to og en halv time og bare sidde musestille. Nogle ikke særligt rare tanker begyndte at dukke op i mit sind: »Hvordan kan de lade os vente så længe? Jeg er træt, og det havde åbenbart været bedre, hvis jeg ikke var kommet, for det her er spild af tid.«

Jeg rejste mig og begyndte at gå gennem korridoren. Kort efter kom en af tempeltjenerne ud og sagde: »Unge mennesker, vær ikke utålmodige. Jeg forstår, at I har ventet længe, men ved I hvad? I åndeverdenen har millioner af mennesker ventet i århundreder på dette øjeblik, og jeg kan forsikre jer om, at de venter med længsel på, at det bliver deres tur. Brødrene døber og bekræfter, og de kan ikke gøre mere, end de allerede gør.«

Da han sagde det, følte jeg mig flov. Jeg indså, at jeg havde været selvisk, fordi jeg ikke ville give nogle timer til de mennesker, som havde ventet alle de lange år, og som ikke havde den mulighed, jeg havde, nemlig at høre om den sande kirke og blive døbt her på jorden.

Tempeltjeneren kom ud igen, og han begyndte at råbe navne fra vores menighed op. En søster gav os hvidt tøj, som passede mere eller mindre godt. Da vi havde klædt om, redte hun vores hår tilbage og bandt et hvidt bånd i det.

Barfodede gik vi så ud til bænkene i dåbslokalet. Tæpperne var så bløde og tykke, at det føltes, som om vi slet ikke rørte jorden.

Da det blev min tur, var jeg lige så nervøs, som den dag jeg selv skulle døbes. Men tempeltjenerne var venlige og så tålmodige med os, at det var helt utroligt.

Da jeg kom op af bassinet, stod en søster og ventede på mig med et stort hvidt håndklæde og et bredt smil. Jeg skiftede tøj og gik ind i et lokale, hvor jeg blev bekræftet. Den samme søster, som havde rakt mig håndklædet, gik med mig og takkede mig for at være villig til at udføre Herrens værk.

Da jeg forlod templet, blev jeg klar over, at det havde været en af de bedste oplevelser i mit liv. Templet er et helligt sted, og Herrens Ånd er der og leder hans storslåede værk. Det er altid værd at vente på.