Jeg? Hyrde i Israel?

Joseph Serge Merilus forlod sit hjemland Haiti som 19-årig og flyttede til Den Dominikanske Republik i 1980 for at søge arbejde. 18 måneder senere vendte han tilbage til Haiti, forelskede sig og vendte tilbage til Den Dominikanske Republik med sin unge brud, Marie Reymonde Esterlin.

Da de begyndte deres samliv i deres nye hjemland, oplevede Joseph en åndelig sult. Han og Marie besøgte flere forskellige kirker for at tilfredsstille denne sult, men som haitianske creoler i et spansktalende land havde de svært ved at forstå sproget og gøre sig forståelige. Til sidst traf de to sidste dages hellige missionærer, som inviterede dem med i kirke. Da Joseph og Marie havde overværet flere møder, underviste missionærerne dem tålmodigt på spansk, og de blev døbt i september 1997.

Joseph blev kaldet til at tjene i søndagsskolepræsidentskabet, og siden som rådgiver i grenspræsidentskabet, og senere som grenspræsident. Men på grund af en række misforståelse og sårede følelser, som for størstedelen skyldtes fejlkommunikation, gled Joseph, Marie og deres fem børn over i inaktivitet og blev stort set glemt af de lokale kirkemedlemmer.

I løbet af de næste syv år fik parret yderligere fire børn og tog imod en nevø og en niece fra Haiti. Joseph ydede en stor indsats og kom til at tale spansk og engelsk flydende, så han kunne begynde at undervise i engelsk og haitiansk creolsk i et lokalt firma.

I august 2007 dukkede to præstedømmeledere, der var ude at søge efter Herrens vildfarne får, op ved familiens dør. De erfarede, at Joseph og Marie stadig havde vidnesbyrd om evangeliet, selv om de ikke havde været til et møde i syv år. Lederne inviterede familien til at vende tilbage til Kirken, hvad de gjorde allerede næste dag – alle 13. De har været aktive lige siden.

I dag er Joseph missionsleder i Barahona, der ligger i den sydvestlige del af Den Dominikanske Republik. Hans to ældste sønner tjener også i grenslederskab, og hans nevø, der netop er blevet ordineret til ældste, er Unge Mænds præsident. For nylig rejste familien til templet, hvor de blev beseglet som en evig familie.

Tænk lige over det. 13 vildfarne får, som nu er fundet, fordi to medlemshyrder var villige til at søge efter, nære og føre denne familie tilbage til Herrens fold. De blev ført til dette hjem, ligesom I og jeg bliver ført, når vi søger efter de vildfarne får, som er vores ansvar.

Jeg har været vidne til og deltaget i tusinder af hyrdebesøg. Jeg vidner om den fantastiske Ånd som ledsager dem. Jeg har set mange vildfarne får vende tilbage og har oplevet den glæde, som opstår, når de bydes velkommen tilbage i folden. Jeg har set hjerter blive rørt, velsignelser blive udtalt, tårer udgydt, vidnesbyrd båret, bønner bedt og besvaret og kærlighed udtrykt. Jeg har set liv ændre sig.

På et tidspunkt mellem 592 og 570 f.Kr. talte Gud til sin profet Ezekiel angående skødesløse hyrder. På grund af deres forsømmelse var hjorden blevet spredt. Om disse hyrder sagde Herren:

»Menneske, du skal profetere imod Israels hyrder. Du skal profetere og sige til dem, til hyrderne: Dette siger Gud Herren: … Skal hyrder ikke vogte får? …

De svage har I ikke styrket, de syge har I ikke helbredt, og de kvæstede har I ikke forbundet, de bortkomne har I ikke ført tilbage, de vildfarne har I ikke ledt efter. …

… over hele landet er mine får blevet spredt, og ingen søger eller leder efter dem …

Dette siger Gud Herren: … jeg … kræver mine får af dem« (Ez 34:2, 4, 6, 10).

På mange måder er vi blevet en kirkesalsbaseret kirke. Vi yder en stor indsats for at give åndelig og følelsesmæssig næring til dem, der kommer i kirke, men hvad med dem, der er faret vild på vej til kirken?

Hvis jeg har modtaget en kaldelse til at tjene i Kirken, så har jeg får, som jeg har en guddommelig forpligtelse til at tjene. Som lærer er jeg for eksempel ikke blot hyrde for dem, der dukker op til min klasse, men også for dem, der ikke kommer. Jeg har et ansvar for at finde dem, lære dem at kende, blive deres ven, sørge for deres behov og føre dem tilbage til folden.

Som medlemshyrder gør vi klogt i at huske på og overveje lærdommene, som findes i Luk 15. I det kapitel fortæller Herren lignelsen om de vildfarne får, den tabte mønt og den fortabte søn. Alle tre omhandler »det, som var mistet« og som blev fundet igen. I lignelsen om det vildfarne får spørger Herren:

»Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de ni og halvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?

Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre,

og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet.

Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse« (Luk 15:4-7).

I lignelsen var der kun et får, som fór vild og gik tabt, men sådan er det sjældent i vore menigheder og grene. Men lignelsens anvendelighed er den samme, uanset antallet af får, som har forvildet sig væk fra folden.

Lignelsen siger ikke noget om, hvor lang tid det tog at finde fåret. Når vi virker som hyrder, vil nogle får vende tilbage efter et enkelt besøg, mens andre kræver års vedvarende, blid opmuntring.

Mens vi søger at vinde vore brødre og søstre tilbage, så lad os ikke glemme, at de får, som vi »bringer … hjem til hans fold« »står ham inderligt nær.«¹ Han kender enhver af dem personligt. Han elsker hver af dem med fuldkommen kærlighed. Fordi de er hans, leder han os, fører os og inspirerer os til, hvad vi skal sige, hvis vi blot vil bede og derefter lytte til Åndens røst. Takket være Helligåndens kraft vil mange reagere positivt, når vi oprigtigt og ydmygt rækker ud til dem.

Må vi altid huske på vores ansvar som hyrder, så vi kan aflægge en god rapport til Herren om vores forvaltning over de får, som han har tildelt os hver især.