Templets velsignelser

Templet er i sandhed et sted, hvor man er »i verden, men ikke af verden«. Når man er bekymret og vigtige beslutninger tynger ens sind og sjæl, kan man bringe sine bekymringer til templet og modtage åndelig vejledning.

Vi må opnå et vidnesbyrd om og en ærbødig fornemmelse af templet som Herrens hus. For at værne om templets hellighed og indbyde Ånden til at velsigne dem, der træder ind i det hellige tempel for at modtage deres ordinancer og velsignelser, er vi blevet belært om, at intet urent må komme ind i templet. Ærbødighed i templet er af afgørende betydning for, at man kan indbyde Ånden til at dvæle der hele tiden.

Da jeg var dreng, tog min far mig på en rejse fra Long Island i New York til tempelpladsen i Salt Lake City, så vi kunne røre ved templet og tale om, hvor vigtigt templet var for mig. Det var ved den lejlighed, at jeg besluttede mig for, at jeg en dag ville vende tilbage og modtage templets ordinancer.

I hver eneste uddeling gennem hele historien har Herren befalet profeterne, at der skulle opføres templer, så hans folk kunne modtage tempelordinancerne. Moses og israelitterne var velsignet med et transportabelt telt, tabernaklet, hvor de hellige ordinancer, som hørte til moseloven, blev udført – og hvor Herren af og til talte med Moses. Kong Salomo opførte et smukt tempel i Jerusalem, som senere blev ødelagt. Under Kristi tjenestegerning blev endnu et tempel opført i Jerusalem.

Fra Mormons Bog erfarer vi, at Nefi byggede et tempel »på samme måde som Salomos tempel« (2 Ne 5:16). Andre nefitiske profeter, deriblandt Jakob og kong Benjamin, underviste folket ved templet (se Jak 1:17; Mosi 1:18).

Det er værd at bemærke, at da den opstandne Herre Jesus Kristus viste sig for nefitterne i år 34 e.Kr. gjorde han det ved templet (se 3 Ne 11:1-11).

Profeten Joseph Smith forkyndte: »Kirken er ikke fuldt ud organiseret i sin rette orden og kan ikke være det, førend templet er færdigt, hvor der vil blive indrettet steder for udførelsen af præstedømmets ordinancer.«¹

Templet i Kirtland var det første tempel i disse sidste dage, og det spillede en væsentlig rolle i gengivelsen af præstedømmets nøgler. Joseph Smith blev, som følge af en bøn, besøgt af Jesus i templet i Kirtland den 3. april 1836 (se L&P 110). Frelseren viste sig i sin herlighed og anerkendte templet i Kirtland som sit hus. Ved samme lejlighed viste Moses, Elias og profeten Elias sig også for at overdrage de præstedømmenøgler, som de besad. Profeten Elias gengav beseglingsnøglerne, som lovet af Malakias, så vi kan nyde templets fulde velsignelser.

Vores pionerforfædre fuldførte templet i Nauvoo og udførte hellige ordinancer der. Templet i Nauvoo var det første tempel, hvor der blev udført begavelser og beseglinger, hvilket viste sig at være en stor styrke for pionererne, da de måtte udholde trængsler under vandringen over prærien til Zion i Saltsødalen. De var blevet begavet med kraft i det hellige tempel. Ægtemænd og hustruer blev beseglet til hinanden. Børn blev beseglet til deres forældre. Mange af dem mistede familiemedlemmer undervejs, men de vidste, at det ikke var slutningen. De var blevet beseglet til hinanden i templet for al evighed. Takket være åbenbaring til præsident Brigham Young byggede de hellige senere flere templer ude vestpå.

I dag er der 130 fungerende templer, som gør det muligt for Kirkens medlemmer over hele verden at tage til Herrens hus og modtage deres tempelordinancer og indgå pagter med ham.

Hovedformålet med templer er at tilvejebringe de nødvendige ordinancer for vores ophøjelse i det celestiale rige. Templets ordinancer leder os til vor Frelser og giver os de velsignelser, som skænkes os takket være Jesu Kristi forsoning. Templerne er de største universiteter for højere lærdom, som vi kender, for de giver os kundskab og visdom om verdens skabelse. Begavelsesinstrukserne fortæller os, hvordan vi bør leve her i dette jordiske liv. Selve ordet begavelse antyder jo, at det er en »gave«. Ordinancen består af en række instruktioner om, hvordan vi bør leve, og pagter, som vi indgår, og hvori vi lover at leve retskaffent ved at følge Herren.

En anden vigtig ordinance er beseglingen for tid og evighed i det celestiale ægteskab. Denne ægteskabspagt gør det muligt for børn at blive beseglet til deres forældre, og børn, som er født i pagten, bliver del af en evig familie.

Lære og Pagter fortæller os: »Hvad som helst, du besegler på jorden, skal være beseglet i himlen; og hvad som helst, du binder på jorden i mit navn og ved mit ord, siger Herren, det skal være evigt bundet i himlene« (L&P 132:46).

Når et par knæler ved alteret, er jeg som besegler klar over min rolle som Herrens repræsentant. Jeg ved, at det, der besegles på jorden, bogstaveligt er beseglet i himlen – og aldrig ophæves, hvis de, der bliver beseglet, forbliver trofaste og holder ud til enden.

Jeg har gennem årene iagttaget mange par, som har været i stand til at bevare deres ægteskaber stærke og livskraftige, når de er forblevet tro mod de pagter, som de påtager sig i templet. Disse fremgangsrige par har flere ting til fælles.

For det første ved disse par hver især, hvem de er – nemlig sønner og døtre af Gud. De har sat sig evige mål om igen at leve sammen med vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. De stræber efter at aflægge sig det naturlige menneske (se Mosi 3:19).

For det andet kender de læren om og betydningen af templets frelsende ordinancer og pagter og deres nødvendighed for at nå evige mål.

For det tredje vælger de at opnå Guds riges evige velsignelser snarere end verdens flygtige besiddelser.

For det fjerde er disse par klar over, at når de er beseglet for tid og al evighed, så har de valgt en evig livsledsager – det er forbi med at gøre kur til andre! De behøver ikke at søge mere.

For det femte tænker disse par på den anden før dem selv. Selviskhed kvæler de åndelige sanser. Når de kommunikerer med Herren i bøn, vokser de tættere sammen, ikke fra hinanden. De samtaler med hinanden, og derfor lader de aldrig småting vokse sig store. De taler i god tid om de »små krænkelser« uden at være bange for at såre den anden. Så når trykket i kedlen stiger, og fløjten lyder, så sker der ikke en eksplosion af bitre følelser. Det er meget bedre at lukke lidt damp ud, inden låget blæser af trykkogeren. De er villige til at sige undskyld og bede om tilgivelse, hvis de har såret den, de elsker. De udtrykker deres kærlighed til hinanden og knyttes tættere sammen. De opbygger og styrker hinanden.

Templet er en hellig bygning, et helligt sted, hvor vigtige frelsende ceremonier og ordinancer udføres som forberedelse til vores ophøjelse. Det er vigtigt, at vi opnår en sikker viden om, at vores forberedelse til at indtræde i det hellige hus, og at vores deltagelse i disse ceremonier og pagter er nogle af de vigtigste begivenheder, vi kommer ud for i vores jordiske liv.

Vi kom frivilligt fra Gud Faderens nærhed til denne jordiske prøvestand med handlefrihed og visheden om, at vi ville opleve »modsætning i alt« (2 Ne 2:11). Vores mål er at iføre os Guds fulde rustning og modstå »den ondes brændende pile« med troens skjold og Åndens sværd (se L&P 27:15-18), at holde ud til enden og være værdige til at stå og leve i Gud Faderens og hans Søns, Jesu Kristi, nærhed i al evighed – at opnå det, der kaldes evigt liv.