Grib fat i de stærke rødder

Som skolepige i Rusland læste jeg en uhyggelig historie om to drenge, der mødte en bjørn i skoven. Flere år senere, da jeg var blevet skolelærer, inviterede nogle venner mig med på svampejagt. Skoven skræmte mig stadig, men jeg sagde ja til at tage med dem.

Da vi gik ind i skoven, fandt jeg en kæp, så jeg kunne forsvare mig, hvis jeg stødte på en bjørn. Mine venner fandt hurtigt de brune svampe, som de ledte efter. Jeg ledte derimod efter svampe med røde hoveder, så jeg gik i en anden retning. Inden jeg vidste af det, var jeg helt alene.

Mens jeg gik og ledte, gled jeg og faldt. Min svampekurv fløj op i luften, men jeg holdt godt fast i kæppen. Da jeg prøvede at rejse mig, opdagede jeg, at jorden var mudret og klistret. Til min rædsel blev jeg klar over, at jeg var vandret ud i en sump! Mine gummistøvler fyldtes hurtigt med vand, og jeg begyndte at synke. Jeg prøvede at bevæge benene, men i stedet for at komme fri, sank jeg dybere ned. Da mudderet nåede mig til livet, blev jeg grebet af frygt.

Jeg råbte på mine venner, men det eneste svar, jeg fik, var guldsmedenes summen og frøernes kvækken. Da jeg begyndte at græde, kom jeg pludselig til at tænke på min mor. Når hun var i vanskeligheder, bad hun. Hun sagde ofte, at jeg skulle bede med hende, men jeg afslog altid og sagde: »Der er ikke nogen Gud.«

Men i den våde grav, som omgav mig, havde jeg ikke andet valg end at bede og anråbe Gud om hjælp. »Hvis du findes, vil du så ikke nok hjælpe mig?« råbte jeg.

Næsten med det samme hørte jeg en venlig stemme, der sagde: »Tro og vær ikke bange. Grib fat i de stærke trærødder.«

Da jeg kiggede mig omkring, fik jeg øje på en stor trærod lige bag mig. Ved hjælp af kæppen kunne jeg få fat i den. Noget gav mig så styrke til at hale mig selv op af sumpen.

Smurt ind i mudder faldt jeg til jorden og takkede Gud, fordi han havde besvaret min bøn. Nu troede jeg på, at han fandtes. Jeg havde følt hans nærhed og hørt hans stemme, og han havde givet mig styrke til at komme fri.

Da fuldtidsmissionærerne kort tid efter lærte mig, at profeten Joseph Smith havde modtaget et svar på sin bøn i lunden, troede jeg dem. Gud havde jo trods alt besvaret min bøn i skoven. Jeg greb fat i evangeliets stærke rødder, blev kort efter døbt og tjener i dag i Gyumri Gren i Armenien.

Jeg ved, at vor himmelske Fader elsker alle sine børn, og jeg er taknemlig for at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg er også taknemlig for de mange andre velsignelser, jeg har modtaget fra min himmelske Fader, især for hans svar på en ateists bøn i skoven for mange år siden.