Tjenestens velsignelser

Min rekonvalescens efter en mindre operation gik ikke så let, som jeg var blevet stillet i udsigt. Men som menighedens hjælpeforeningspræsident følte jeg, at jeg burde yde andre hjælp og ikke selv bede om den. Mandag morgen, tre dage efter min operation, skulle jeg have syv børn op og gjort klar til skole. Jeg spekulerede på, om jeg skulle bede min ældste datter blive hjemme og hjælpe med den lille.

Mens jeg tumlede med disse tanker, ringede det på døren. Vickie Woodward, min førsterådgiver og gode veninde, var kommet for at hjælpe mig. Hun bekendtgjorde, at hun var kommet for at bage pandekager. Hun havde en skål pandekagedej i favnen og spurgte, hvor hun kunne finde en stegepande. Børnene var ellevilde.

Efter morgenmaden sendte Vickie børnene i skole, ryddede op og tog den lille med hjem, indtil han skulle sove til middag. Da jeg senere spurgte, hvem der tog sig af hendes børn, sagde hun, at hendes mand havde taget et par timer fri fra arbejde, så hun kunne hjælpe mig.

Vickies og hendes mands tjeneste den dag gav mig mulighed for at komme til kræfter og bidrage til min egen rekonvalescens.

En dag, hvor jeg var alene hjemme med min yngste søn, gled jeg på et trappetrin og faldt. Den deraf følgende smerte i underlivet varede ved i flere dage, så til sidst gik jeg til lægen.

Jeg var gravid på det tidspunkt, og undersøgelserne tydede på, at moderkagen havde løsnet sig. Den tilstand krævede total hvile, ellers kunne jeg miste barnet.

Jeg blev bekymret, fordi vi havde tre små børn, og der var ikke penge til at betale for hushjælp. Søstrene i min gren hørte om min situation og uden at blive spurgt, kom de mig til undsætning. De opdelte sig i tre grupper, som hjalp mig morgen, middag og aften.

De kom og vaskede, strøg, gjorde rent og hjalp mine børn med lektierne. En søster ved navn Rute, som blev døbt, mens jeg var sengeliggende, blev et velkendt ansigt i vores hjem. Rute, der er sygeplejerske, hjalp til om aftenen og gav mig de nødvendige indsprøjtninger.

Jeg behøvede ikke at bede om noget, for disse søstre forudså mine behov og sørgede for det hele. Når der var flere hjælpere, end de havde brug for, satte en søster sig hos mig og snakkede. Det gjorde de i tre måneder.

Disse søstre gav mig styrke, kærlighed og hengivenhed. De gav af deres tid og talenter. De ydede ofre for at være der. De bad aldrig om noget til gengæld. De elskede og de tjente og fulgte Herrens eksempel, han, som sagde: »Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).

Mens min mand, Brandon, var i Orlando i Florida på forretningsrejse, vågnede han en nat med høj feber og vejrtrækningsproblemer. Han ringede efter en ambulance, som kunne køre ham på hospitalet, hvor han fik at vide, at han havde fået en voldsom lungebetændelse.

Da Brandon og jeg har sønner på to-tre år, kunne jeg ikke straks rejse fra vores hjem i Pennsylvania til Florida. Jeg ringede til Brandon hver dag og håbede, at hans tilstand bedredes, så han kunne komme hjem til os.

Men i stedet blev Brandons tilstand værre. Da en sygeplejerske fra hospitalet rådede mig til at skynde mig at komme derned, begyndte jeg at overveje, hvem der kunne tage sig af vores drenge.

Min mor lovede at tage fri fra arbejde, og hun sagde, at hun ville komme så hurtigt, hun kunne, men det fly, som jeg skulle med, lettede, før hun ankom. Jeg ringede til nogle venner for at høre, om de kunne passe drengene, indtil min mor nåede frem. En veninde fra Hjælpeforeningen, Jackie Olds, sagde, at hun med glæde ville passe dem.

»Bare tag deres tøj og bleer med,« sagde hun, »så skal jeg nok passe dem, uanset hvor mange dage du er væk.«

Til at begynde med afslog jeg det, fordi jeg vidste, at denne søster, der selv har tre børn, havde et travlt liv, men hun insisterede. Da jeg satte drengene af kort efter, trøstede hun mig og sagde: »Du skal ikke være bekymret for dem. Se du nu bare at få Brandon rask og hjem til dig igen. Jeg har jo passet småbørn før.«

Da vidste jeg, at drengene var i trygge hænder, og at de ville være glade og blive passet godt, og det stemte. Jeg kunne så være sammen med min mand, som var alvorligt syg, da jeg nåede frem til hospitalet. Men efter et par dage, var han rask nok til at vende hjem.

Jeg er dybt taknemlig for denne gode veninde, som trådte til – og gjorde meget mere, end jeg ville have bedt om – og hjalp os i nødens stund.

Bror Anderson, den dynamiske 35-årige Unge Mænds præsident i menigheden, var den type ungdomsleder, som alle beundrede: Hjemvendt missionær, far til fem, forretningsindehaver og ung af sind. Men nu havde han fået leukæmi. Da Ryan Hill, førsteassistent i præsternes kvorum, havde modtaget nyheden fra biskoppen, gik han straks i aktion og ringede til samtlige aktive og mindre aktive præster i kvorummet.

»Vi skal hen på hospitalet og besøge bror Anderson. Vi har brug for alle. Kan du komme?« gentog han ved hver opringning.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg kan nå det,« sagde en af præsterne. »Jeg skal muligvis på arbejde.«

»Så venter vi, til du får fri,« svarede Ryan. »Det her er noget, som vi skal gøre sammen.«

»Okay,« sagde kvorumsmedlemmet. »Jeg skal se, om jeg kan bytte vagt med en anden.«

Alle 11 præster tog hen på hospitalet. De, der var mindre aktive, og de, der aldrig gik glip af et søndagsmøde, var der sammen. De lo og græd og bad og lagde fremtidsplaner sammen. I de måneder, der fulgte, skiftedes de til at massere bror Andersons fødder, når hans blodomløb var dårligt. De skiftedes til at donere blodplader i perioder på to timer, så han kun fik deres blod, og de kørte sågar 32 km på aftenen for det store skolebal sammen med deres ledsagere (heriblandt to unge piger, som ikke var medlemmer af Kirken), så de kunne sidde ved hans sengekant og fortælle om deres oplevelser.

I de sidste dage af sit liv bad bror Anderson dem om at tage på mission, gifte sig i templet og holde kontakt med hinanden. Mere end en snes år efter missioner, tempelvielser og børnefødsler, mindes de stadig de storslåede åndelige oplevelser, som de havde, mens de sammen tjente deres elskede leder.