Find styrke ved lydighed

Skønt der ikke findes nogen ungdommens kilde, som vi klogt kan søge efter, så findes der dog en anden kilde, der rummer endnu dyrebarere vand, ja, selv det evige livs vand. Det er sandhedens kilde.

Digteren fangede den virkelige betydning af at søge efter sandhed, da han skrev disse udødelige ord:

I en åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith i Kirtland i Ohio i maj 1833, sagde Herren:

»Sandhed er kundskab om tingene, som de er, som de var, og som de skal blive; …

Sandhedens Ånd er af Gud … Han [Jesus] modtog en fylde af sandhed …

Og ingen modtager en fylde, medmindre han holder hans befalinger.

Den, som holder hans bud, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandhed og ved alt.«²

Der er ingen grund til, at vi i denne oplyste tid, hvor evangeliets fylde er blevet gengivet, skal sejle rundt på ukendte have eller vandre ad skjulte stier for at søge efter sandhedens kilde. For en kærlig himmelske Fader har nemlig udstukket vores kurs og givet os et ufejlbarligt kort – lydighed!

Hans åbenbarede ord beskriver levende de velsignelser, som lydighed medfører, og den uundgåelige sorg og fortvivlelse, der følger den rejsende, som foretager et svinkeærinde ud på syndens og vildfarelsens stier. Til en generation, som var opvokset med traditionelle slagtofre, erklærede Samuel frimodigt: »At adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt.«³

Profeterne, både de fortidige og de nutidige, har kendt til den styrke, som opnås ved lydighed. Tænk på Nefi: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet.«⁴ Eller Mormons smukke beskrivelse af den styrke, som Mosijas sønner besad:

»De havde vokset sig stærke i kundskaben om sandheden, for de var mænd med en sund forståelse, og de havde gransket skrifterne flittigt, for at de kunne kende Guds ord.

Men det er ikke alt; de havde hengivet sig til megen bøn og faste, derfor havde de profetiens ånd og åbenbarelsens ånd, og når de underviste, underviste de med magt og myndighed fra Gud.«⁵

Præsident David O. McKay (1873-1970) gav os i en af sine indledende taler til medlemmerne ved en generalkonference vejledning til vor tid, på en enkel, men stærk måde: »Hold Guds befalinger.«⁶

Det var tyngdepunktet i vor Frelsers budskab, da han sagde: »For alle, der vil have en velsignelse ved min hånd, skal efterleve den lov, som er blevet fastsat som forudsætning for denne velsignelse, samt dens betingelser, som de blev indstiftet før verdens grundlæggelse.«⁷

Selve Mesterens handlinger giver hans ord troværdighed. Han udviste ægte kærlighed til Gud ved at føre et fuldkomment liv og ved at ære den hellige mission, som var hans. Han var aldrig hoven. Han var aldrig opblæst af stolthed. Han var aldrig illoyal. Han var altid ydmyg. Han var altid oprigtig. Han var altid tro.

Skønt han blev fristet af løgnens mester, ja, djævelen; skønt han var fysisk udmattet efter 40 døgns faste og til sidst »led … sult«, så gav Jesus os, da den onde tilbød ham tiltrækkende og fristende muligheder, et guddommeligt eksempel på lydighed ved at nægte at afvige fra det, han vidste var rigtigt.⁸

Da han stod over for smerten i Getsemane, hvor han udholdt så svære lidelser, at hans sved var som bloddråber, der faldt på jorden, var han eksemplet på den lydige søn, da han sagde: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«⁹

I Galilæa sagde Jesus til Peter: »Følg mig.« Til Filip lød samme instruks: »Følg mig.« Og til tolderen Levi, der sad i toldboden, lød kaldet: »Følg mig.« Selv til ham, som kom løbende efter ham, som havde meget gods, lød ordene: »Følg mig.«¹⁰ Og til jer og mig lyder samme røst, og samme Jesus siger: »Følg mig.« Er vi villige til at adlyde?

Lydighed er profeternes kendetegn, men vi bør indse, at samme kilde til styrke er tilgængelig for os i dag.

En af dem, som havde lært lydighedens lektier godt og som havde fundet sandhedens kilde, var en venlig og oprigtig mand af beskedne og ydmyge kår. Han var blevet medlem af Kirken i Europa og ved omhyggeligt at spare op og yde ofre var det lykkedes ham at emigrere til Nordamerika – til et nyt land, et fremmed sprog, sære skikke, men samme kirke under ledelse af samme Herre, som han stolede på og adlød. Han blev grenspræsident for en lille flok hårdtarbejdende hellige i en noget uvenlig by. Han fulgte Kirkens program, selv om der kun var få medlemmer og mange opgaver. Han var et sandt kristent eksempel for sine grensmedlemmer, og de udviste til gengæld en kærlighed, som man sjældent oplever.

Han ernærede sig med sine hænder som håndværker. Hans midler var få, men han betalte altid en ærlig tiende og bidrog med mere. Han oprettede en missionærfond i sin lille gren, og i flere måneder var han den eneste bidragyder. Når der var missionærer i hans by, bespiste han dem, og de forlod aldrig hans hjem uden en eller anden form for håndgribeligt bidrag til deres virke og velfærd. Kirkemedlemmer fra fjerne egne, som kom gennem hans by og besøgte grenen, nød altid godt af hans gæstfrihed og varme ånd, og de rejste videre i bevidstheden om at have mødt et usædvanligt menneske, en af Herrens lydige tjenere.

De, der præsiderede over ham, nød hans dybeste respekt og hans særlige omsorg. I hans øjne var de Herrens udsendinge; han sørgede for deres fysiske behov og bad særligt for dem i sine bønner – som var hyppige. En sabbatsdag deltog nogle ledere, som besøgte grenen, sammen med ham i ikke færre end en snes bønner ved forskellige møder og besøg hos medlemmerne. Da lederne forlod ham ved dagens afslutning, var de begejstrede og åndeligt opløftede, og det holdt deres humør oppe under en fire timer lang køretur gennem vinterkulden, og selv i dag, så mange år senere, varmer det ånden og glæder hjertet, når den dag huskes.

Lærde og erfarne mænd opsøgte denne ydmyge, uuddannede mand og følte sig beærede, hvis de kunne tilbringe en time i hans selskab. Han var almindelig af udseende; hans engelske var gebrokkent og noget svært at forstå; hans hjem var beskedent. Han ejede hverken bil eller fjernsyn. Han skrev ingen bog og prædikede ikke smukke prædikener og gjorde ikke noget andet, som verden normalt lægger mærke til. Men de trofaste rendte ham på dørene. Hvorfor? Fordi de ønskede at drikke af hans sandhedskilde. De værdsatte ikke så meget det, han sagde, som det han gjorde, ikke så meget indholdet af hans prædikener, som styrken af det liv, han førte.

Visheden om, at en fattig mand konsekvent og med glæde gav mindst dobbelt tiende til Herren, gav en dybere forståelse af tiendens sande betydning. At se ham bespise den sultne og vise den fremmede omsorg fik en til at indse, at han gjorde det, som han ville gøre mod Mesteren. At bede med ham og få del i hans vished om himlens indgriben var som at opleve en helt ny kommunikationsform.

Man kunne sige, at han holdt det første og største bud og det andet, som minder om det,¹¹ at hans indre var fuld af næstekærlighed mod alle mennesker, at dyd konstant prydede hans tanker og at hans selvtillid som følge deraf var stærk i Guds nærhed.¹²

Denne mand havde et skær af godhed og en udstråling af retskaffenhed. Hans styrke udsprang af lydighed.

Den styrke, som vi inderligt søger i dag for at møde en indviklet og omskiftelig verdens udfordringer, kan blive vores, når vi med sjælsstyrke og fast mod står fast og med Josva erklærer: »Jeg og mit hus vil tjene Herren«.¹³