Liahona
Evangeliet er svaret på alle livets spørgsmål og problemer
Marts 2024


Budskab fra områdets ledelse

Evangeliet er svaret på alle livets spørgsmål og problemer

Da min hustru og jeg for nylig besøgte Salt Lake City, prøvede vi at finde en hæveautomat på gaden. Mens vi så os omkring, hørte vi en stemme fra en parkeret bil bag os sige: »Leder I efter noget? Kan jeg hjælpe jer?« Manden, der præsenterede sig som Mike, tilføjede med et smil, at det sikkert føltes mærkeligt for en fremmed at råbe ad os fra en bil, men i Utah ville vi måske ikke blive overraskede over det. Han spurgte, hvor vi var fra, og da han fandt ud af, at vi var fra Prag, lyste hans øjne op. Han havde for nylig talt med en af sine venner, der havde svært med at finde oplysninger om hendes forfædre fra Tjekkiet, så han spekulerede straks på, om der var noget, vi kunne gøre for at hjælpe. Vi svarede, at vi med glæde ville sende ham kontaktoplysningerne på brødre og søstre, der udførte slægtsforskning i vores land. Han takkede os, vi sagde farvel, og han steg ind i sin bil. Da vi var ved at tage afsted, så vi, at Mike var stået ud af bilen igen og var på vej tilbage mod os. Men denne gang var han følelsesladet i stedet for smilende.

Med tårer i øjnene fortalte han os, hvor taknemmelig han var for vores korte møde, og at han havde følt sig tilskyndet til at stige ud af bilen. Han havde uden held forsøgt at hjælpe sin ven med genealogi i Bøhmen i lang tid, og på grund af hendes høje alder var hun ved at miste håbet om at finde sine forfædre i Bøhmen. Mike var også ved at give op, men den foregående dag, da han havde besøgt templet, følte han, at løsningen ville komme – og den kom gennem os. Så han ønskede at fortælle os om den glæde og taknemmelighed, han følte ved endnu et vidnesbyrd om, hvor vidunderligt Guds vejledning virker i vores liv.

Fra skrifterne kender vi Moronis løfte om, hvordan vi kan kende sandheden af Mormons Bog, hvor der står: »Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt.«1 På baggrund af dette løfte forventer vi at opnå forståelse, åndelig kundskab og svar på grundlæggende spørgsmål om tro, sandheden af skrifterne eller gengivelsen af evangeliet gennem Helligånden.

Men dette løfte rører også alles liv i vores daglige glæder og bekymringer. Helligåndens kraft hjælper os til at forstå Guds tilskyndelser og den rette betydning af de begivenheder, vi oplever, og den hjælper os til at træffe beslutninger. Alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige modtager Helligåndsgaven efter dåben, og vi har privilegiet af at nyde hans fællesskab. Men vi har også handlefriheden til at beslutte, hvor meget denne Ånds indflydelse vil blive tilkendegivet i vores liv. Om vi vil føle og forstå hans vejledning, hvis vi lever rent og stræber efter at leve i overensstemmelse med Jesu Kristi evangelium eller på den anden side, om vores handlinger eller tanker nogle gange driver ham væk. Præsident Nelson har lært os: »Vi hører ham også tydeligere, når vi forbedrer vores evne til at genkende Helligåndens hvisken. Det har aldrig været mere afgørende at vide, hvordan Ånden taler til jer, end lige nu. Helligånden er Guddommens sendebud. Han vil bringe tanker til jeres sind, som Faderen og Sønnen ønsker, at I modtager.«2

Vores møde med Mike er et eksempel på, hvordan Ånden virker. Mike gjorde en indsats for at lytte til Helligåndens tilskyndelser og gennem sin villighed til at hjælpe nogle helt fremmede, modtog han ikke blot hjælp til sin ven, men vi modtog alle endnu et vidnesbyrd om, hvordan Gud gennem Ånden giver os svar og løsninger. Jo, det var noget småt, men det er fra den slags bittesmå ting, at den store mosaik af åndelige kundskab i vores liv bliver skabt.

Alma sagde, at »ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting.«3 Jeg vidner for jer om, at der ikke er noget større og vigtigere i vores liv, end at vi gennem disse små oplevelser med Ånden lærer vor himmelske Faders og hans Søns, Jesu Kristi, kærlighed, omsorg og nåde at kende. Jeg ved, at Gud er til, og jeg ved, at hans Søn, Jesus Kristus, er blevet oprejst og lever. Han er jeres og min Frelser, og det fylder mit hjerte med glæde og taknemmelighed. Må den måde, vi lever vores daglige liv på, give Ånden mulighed for at give os det, som Faderen og Sønnen ønsker for os. Må vi lære dem at kende mere og mere grundigt gennem en forståelse af disse budskaber, for »dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus«.4

I Jesu Kristi navn. Amen.

Noten

  1. Moro 10:4-5.

  2. Russell M. Nelson, »Hør ham«, oktoberkonferencen 2020.

  3. Alma 37:6.

  4. Joh 17:3.