Hvorfor jeg blev medlem af Kirken

Det begyndte i september 1991, hvor jeg skulle til Belgien med Esbjerg Politiorkester, som jeg dirigerede dengang. Vi manglede en fløjtespiller, så jeg spurgte en kollega fra Vestjysk Musikkonservatorium, om hun ville med. På turen derned snakkede vi næsten uafbrudt i de femten timer, turen varede. Vi blev gode venner, og hun fortalte bl.a. om, at hun havde haft besøg af missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i ca. 2 måneder. Jeg blev nysgerrig over, hvad det nu var for noget pjat, hun havde indladt sig på. Hun fortalte mig, at hun ikke skulle døbes og hvis hun skulle, skulle det først være i 1993. Hun blev dog døbt d. 2. november 1991.

Ca. 14 dage før hendes dåb havde jeg besøg af søster Pedersen og søster Gustafsen første gang. Det var endda mig selv, der havde inviteret dem, da jeg var med min kollega på banegården for at tage afsked med søster Norda. De kom hos mig en gang om ugen, men vi nåede sjældent mere end en halv lektion hver gang, fordi jeg stillede mange spørgsmål. Ofte kom de kl. 7.00 mandag eller fredag, fordi jeg arbejdede på Holstebro Musikskole samtidig med mit studie på konservatoriet.

Jeg ville gerne tro på, at det var den eneste sande kirke, men det var ikke nok for mig, at de sagde det. Jeg ville selv have et overbevisende vidnesbyrd. Lige fra første gang, de besøgte mig, bad jeg mindst to gange hver dag, men jeg fik intet svar. De første gange, jeg bad sammen med søstrene, var også uden det resultat, jeg ønskede, og det på trods af, at søstrene sagde, at Ånden var så stærk, at de kunne skære i den. Et par dage efter min kollegas dåb, bad hun sammen med mig. Det var en dejlig bøn, men jeg følte det stadigvæk ikke som et rigtigt vidnesbyrd. Kort før jul fastede jeg sammen med missionærerne og nogle medlemmer af Kirken. Jeg var utrolig glad over, at de ville faste sammen med mig, og det gik godt med fasten. Jeg følte, at jeg blev båret igennem, men selvom jeg tænkte meget på evangeliet og bad meget, fik jeg stadigvæk ikke det svar, jeg ønskede.

Jeg følte mig tom indvendigt, selvom jeg havde det godt. Jeg meddelte missionærerne, at jeg ikke var parat til at blive døbt d. 29. december, som vi havde sat som mål. Det var de kede af, og de ville gerne besøge mig næste morgen kl. 7.00 sammen med ældsterne.

De kom så til morgenmad, og vi fik talt om tingene. Jeg blev lidt ked af det, fordi jeg følte mig presset. Jeg ville døbes for min egen skyld og ikke for andres.

Resten af mandagen forløb i travlhed med øvelse og koncerter. Jeg spiste flere måltider med politiorkestret og drak saftevand til de andres forundring. Dog fik jeg gløgg hos min mor og fik også et enkelt glas cognac sammen med orkestret, og det var jo ikke den bedste måde at forberede sig på at få sit eget vidnesbyrd. Så da jeg gik i seng om aftenen var jeg meget opgivende og ville egentlig bare sove og glemme denne dag. Jeg havde heller ikke lyst til at bede, men da jeg havde gjort det i næsten to måneder, var det blevet næsten som et ritual for mig, så jeg kunne alligevel ikke lade være. Og NU kommer det!

Straks da jeg knælede og bad, begyndte det at snurre i hele kroppen. Jeg følte ikke, jeg rørte jorden, og min bøn strømmede ud som aldrig før. Det føltes som 1 minut, men der var gået ca. 15 minutter. Jeg havde fået mit svar!

Da søstrene besøgte mig efterfølgende, lyste det ud af mig, at jeg havde fået et vidnesbyrd, og der var ingen vej udenom nu. Der blev travlhed med at lave et program til dåben. Jeg ville gerne, at ældste Ferguson skulle døbe mig, men han var rejst fra Esbjerg for længst, men det lykkedes. Jeg blev døbt den 29. december 1991 i Esbjerg, og jeg følte mig helt afslappet og afbalanceret.

Jeg begyndte at gøre ting anderledes. Det var slet ikke noget problem for mig at holde visdomsordet, selvom jeg før var ret vild med et glas cognac eller et godt glas rødvin.

Nu har jeg så været medlem over 30 år. Tiden er fløjet af sted. Jeg fik hurtigt kaldelser i Kirken, som, syntes jeg, var overvældende og meget udfordrende. Men de var med til, at jeg måtte studere meget for at kunne undervise i de klasser, jeg blev lærer for. Jeg synes selv, jeg voksede hurtigt åndeligt af de udfordringer, der blev mig betroet. Det var også skønt at få større kundskab i templet ca. et år efter min dåb.

I 1994 blev jeg så gift med min skønne hustru, Lise. Vi har sammen fået fem dejlige børn, hvoraf en nu er gift.

Jeg glæder mig hver dag over mit arbejde, og jeg elsker fortsat at spille en masse trompet og undervise mine elever. Mit behov for at lære lidt nyt hver dag samt holde mig i fysisk form med sport og anden fysisk udfoldelse, glæder jeg mig også over. Ligeledes over mit medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Der har været mange skønne oplevelser.

Livet er en dans på roser: Nogle gange er det en smuk og skøn dans, hvor det går, som jeg gerne vil, men nogle gange mærker man alle rosernes torne, som virkelig gør, at man har brug for hjælp til at pleje sit vidnesbyrd, gøre brug af omvendelsens kraft m.m. til at fjerne tornene. Det skønne er, at jeg hver uge kan komme i kirken for at tage del i nadveren og forny min pagt.