Liahona
En enkel hyttetur
Marts 2024


En enkel hyttetur

Primary-regler

I en kort periode hen over sommeren og begyndelsen af efteråret 2023 tjente jeg som assistent for Primarys aktivitetsleder i Slagelse Menighed.

På det tidspunkt var der 3 drenge på hhv. 8, 10 og 10 år. Lederen, bror Kristian Larsen, og jeg talte lidt med drengene om en mulig hyttetur med de dejlige poder, men måtte efter en nærlæsning af Kirkens håndbog erkende, at man kun kan afholde endagsture med børnene.

Vi besluttede derfor at arrangere en »søn-far/brødre« tur, hvor drengene kunne invitere deres fædre.

Biskoppen godkendte ideen, og jeg lejede en hytte i nærheden af Vordingborg: Dehnshytten.

Ikke voldsom interesse

Jeg sørgede for et opslag og en tilmeldingsliste, men det gik noget trægt. Da tiden nærmede sig, var der kun 14 tilmeldte, hvoraf de to i øvrigt meldte fra få dage før. Nu var turen jo ikke kun for primarygruppen, men en generel invitation til en tur ud fra den tanke, at vi som brødre generelt har meget lidt socialt samvær.

Men Kristian og jeg deltog sammen med alle tre drenge fra Primary. De to af dem havde deres (fælles) far med, den tredje sin bror. Derudover deltog 2 voksne brødre, som gerne ville have den sociale oplevelse med samt min ældste søn og hans ældste søn.

Et stille, hyggeligt program

Turen fandt sted den 10.-11. november, så de udendørs sysler var det lidt småt med. Men vi begyndte med en herlig middag med hakkebøf med tilbehør og en skøn chokoladekage samt pandekager med Nutella. Ikke så ringe. Aftenen gik med snak og spil, inden vi pø om pø faldt til ro.

Morgenen begyndte med morgenmad med æg, brød, smør osv. samt gryn og flakep. Derpå gik vi i gang med rengøring/opvask/nedbrydning, inden vi omkring kl. 11.00 kunne drage hver til sit.

Rart var det, at vi alle fik set den hytte an, hvor stavens far/søn-tur 2024 skal foregå.

Vi må – tror jeg – alle erkende, at vi som brødre har brug for nogle sociale tilsnit ud over søndagens lektion for at kunne føle et broderskab og ikke blot et medlemskab.