Liahona
En stor åndelig og musikalsk oplevelse
Marts 2024


En stor åndelig og musikalsk oplevelse

En sjælden koncert

Brødrene Herrey, de fem svenske søstre fra Unitone samt operasangerne Angela Brower og Anja Rossau »væltede« Maglegårds Alle med en sjælden skøn koncert lørdag den 7. oktober.

I en teknisk perfekt kulisse af lyd- og lyssætning v/Steven Bundgård kom Unitone samt Louis og Per Herrey gående ind efter åbningsbønnen, mens de nynnede. De indledte med sangen »Eatnemen Vuelie« af Frode Fjelheim fra Disney-filmen Frost, hvori også indgår folkemelodien »Dejlig er Jorden« og sangen »Blott en dag«.

Herefter præsenterede en af de dansktalende søstre, Louise Ringheim Foss (som sammen med søsteren Camilla er døtre af missionspræsidentparret Leif og Eva Mattsson) deltagerne, og Louise sang »You say«, der omhandler vores ofte ringe selvopfattelse set i forhold til Guds viden om vores store potentiale.

Angela Brower

Efter endnu nogle sange v/Unitone og brødrene Herrey kom aftenens specielt indbudte gæst, mezzosopranen Angela Brower, ind sammen med Kirkens egen operasanger fra Århus menighed, Anja Rossau, og sang to forrygende duetter, bl.a. en humoristisk duet om deres »boyfriend«. Derefter underholdt Anja alene med Vilja-sangen fra »Den glade Enke«, hvor hele salen istemte som »operakor« under begejstret ledelse af Anja.

Angelas smukke mezzosopran opfordrede os alle i endnu en sang om at huske, hvem vi er, hvorefter svenske Nini, der har den musikalske ledelse af Unitone, havde et par numre. Hun ledte bl.a. forsamlingen i en stående gospelsang, som udgjorde aftenens »pause«.

Bevægende indtryk

Efter »pausen« underholdt Unitone igen, og særligt bevægende indtryk på mig gjorde sangen »Hold Me Now« af Kirk Franklin. Jeg tror, at mange af os kan genkende forfatterens tvivl på, om Gud kan tilgive os vores fejltrin, men Gud er om nogen den, der forstår os fuldstændigt, hvorfor vores spørgsmål »Can you hold me now?« besvares med »Don’t you worry – He can hold you now!«

Melodi Grand Prix – naturligvis

Aftenens højdepunkt var selvfølgelig også, da Per og Louis fremførte sangen Diggi-loo Diggi-ley, som var deres vindersang fra melodi grand prix anno 1984, her med Unitone som baggrundskor. Dejligt at vi til denne koncert kunne klappe, det øgede den gode stemning, at vi publikum kunne give udtryk for vores begejstring – og jeg skal love for, at vi benyttede lejligheden, især da Herrey-brødrene ikke blot sang, men også foran forhøjningen i kirken »dansede« den velkendte koreografi til sangen om de gyldne sko. Inden sangen gjorde Louis og Per opmærksom på, at sangen faktisk indeholdt et åndeligt budskab, nemlig at vi skal udstråle begejstring og dele det, vi er glade for i livet.

Åndeligt budskab

Sidste halvdel af programmet gled ubemærket videre på den begejstrede bølge af oplevelser over i mere åndelige indslag, fx da alle de medvirkende sang »Jeg er Guds kære barn på flere sprog«, og da Per fortalte en lille oplevelse med sine børn, som inspirerede ham til sangen »Livet i dig« sunget af en forælder til sit barn.

Som gæst i kirken – udtaler Marianne Larsen - var denne koncert mit første møde med en begivenhed i kirken, og det gjorde et meget stort indtryk helt ind i hjertet. Det var dejligt at opleve den ånd og den glæde, både fra de optrædende og fra forsamlingen, som gennemstrømmede hele aftenen.