At lære ved tro

I dette religiøse system, som I og jeg har modtaget, er der noget stort og glorværdigt, og hver dag er der noget nyt at lære, der er af stor værdi. Og det er ikke blot vores privilegium, men en nødvendighed at vi modtager disse ting og høster nye ideer.⁷

Hele ideen med mormonismen er forbedring – mentalt, fysisk, moralsk og åndeligt. Ingen halvgjort uddannelse er tilstrækkelig for en sidste dages hellig.⁸

Det er gavnligt at leve længe på jorden og opnå den erfaring og viden, der knytter sig dertil: For Herren har sagt os, at uanset hvilket intelligensniveau vi opnår i dette liv, vil det følge os i opstandelsen, og jo mere viden og intelligens en person tilegner sig i dette liv, jo større fordel vil vedkommende få i den kommende verden (se L&P 130:18-19).⁹

Der er nogle, som ikke lærer og ikke forbedrer sig så hurtigt, som de kunne, fordi deres øjne og hjerte ikke er rettet mod Gud; de reflekterer ikke, og ej heller har de den viden, som de kunne have; de er gået glip af en stor del af det, de kunne have modtaget. Vi er nødt til at opnå den viden, før vi kan opnå varig glæde; vi er nødt til at være årvågne i de ting, der angår Gud.

Selv om vi nu negligerer at udnytte vores tid, at forbedre vore intellektuelle færdigheder, så vil vi på et tidspunkt være nødt til at forbedre dem. Vi har en lang rejse at tilbagelægge, og hvis vi undlader at rejse i dag, så skal vi rejse så meget længere i morgen.¹⁰

Sindet må være beskæftiget med de talenter, som Gud har givet os – de må bringes i anvendelse. Så at vi, når vi bliver oplyst af Helligåndens gave og kraft, kan få de ideer og den intelligens og de velsignelser, som er nødvendige for at forberede os på fremtiden og de ting, der ligger forude.

Det samme princip gør sig gældende i alle vore handlinger i forhold til de ting, som hører Gud til. Vi må virkelig anstrenge os … At sidde uvirksomme hen uden at sætte os selv i gang gavner intet; hvis vi forbliver passive, opnås der intet. Ethvert princip himlene har åbenbaret er til gavn for os, for vores liv, vores frelse og vores lykke.¹¹

Vi tænker måske, at det ikke er nødvendigt at anstrenge sig for at finde ud af, hvad Gud fordrer af os; eller med andre ord at søge de principper, som Gud har åbenbaret, ved hvilke vi kan modtage meget vigtige velsignelser. Der er klart og tydeligt blevet åbenbaret principper, der er beregnet til at ophøje de sidste dages hellige og så vidt muligt skærme dem fra bekymring og ærgrelse, og alligevel kan manglende ihærdighed fra vores side efter at lære og tilpasse os disse principper føre til, at vi ikke får de velsignelser, der er forbundet med lydighed mod dem.¹²

Brødre og søstre, lad os fortsætte med at arbejde i Herren vor Guds navn og dag for dag samle visdom og intelligens, så enhver lejlighed, som viser sig, må tjene os til bedste og øge vores tro og intelligens¹³ (se forslag 2 på s. 44).

Der er en form for uddannelse, som fortjener alles udelte opmærksomhed, og i hvilken alle burde engagere sig – det er den uddannelse, vi får gennem Ånden.¹⁴

En smule åndelig viden er langt bedre end blot meninger, forestillinger og ideer eller for den sags skyld meget udførlige argumenter; en smule åndelig viden er meget vigtig og betydningsfuld.¹⁵

Vi må ikke tilsidesætte vores åndelige fremgang i vores stræben efter jordisk velstand. Det er vores pligt at gøre os enhver bestræbelse i den hensigt at udvikle os i principperne om lys og kundskab, så vel som at samle os dette livs timelige velsignelser og bekvemmeligheder.¹⁶

Dersom vores sind er for ensidigt, og vi ofrer tilegnelsen af verdslige goder for megen opmærksomhed på bekostning af åndelig velstand, så er vi ikke kloge forvaltere¹⁷ (se forslag 3 på s. 44).

I har måske hørt om nogle principper hundredvis af gange, og alligevel lader det til at være nødvendigt, at vi bliver belært om disse ting igen og igen. Det minder om noget, jeg oplever, når jeg læser i Lære og Pagter. Hver gang jeg læser en åbenbaring i den bog, får jeg en ny idé, selv om jeg har læst den selvsamme åbenbaring mange gange. Jeg gætter på, at det svarer til jeres oplevelser, hvis ikke, så adskiller de sig en del fra mine.¹⁸

Med os er det som et barn, der skal lære alfabetet. Læreren siger til barnet: »Her er bogstavet a; vil du prøve at huske det?« Barnet svarer: »Ja, jeg vil prøve at huske det.« Læreren går videre til det næste bogstav og siger: »Dette er bogstavet b, vil du se på det og prøve at huske det?« »Ih ja«, svarer barnet. Så vender læreren tilbage til bogstavet a. »Hvad hedder dette bogstav?« Det har barnet glemt. Atter engang fortæller læreren barnet, at det er et a og går videre til bogstavet b og opdager, at barnet også har glemt det, og igen må lære om bogstavet b. Dette finder sted om formiddagen. Om eftermiddagen bliver barnet igen spurgt og atter engang må læreren sande, at barnet har glemt bogstaverne og må have det at vide igen. Og således må lektien gentages igen og igen og i sådan en udstrækning, at læreren sikkert havde tabt modet, hvis ikke han havde været erfaren og vidst, hvad han kunne forvente. Således forholder det sig med de sidste dages hellige. Selv om vi bliver trætte af at høre tingene blive gentaget, så er det nødvendigt for, at vi kan lære dem ordentligt at kende. Vi må lære dem. Jeg ved, at de sidste dages hellige med tiden vil lære alle Guds love og befalinger og at følge dem nøje. Men vi er ikke kommet til det punkt endnu¹⁹ (se forslag 4 på s. 44).

Når en lærer står foran en klasse, så bør han gøre det i den forståelse, at han gør det med det formål at kommunikere viden, så klassen kan modtage sandhed i deres sjæl og blive opbygget i retskaffenhed ved at modtage yderligere lys og fremme deres uddannelse i hellighedens principper.

Dette kan ikke lade sig gøre uden anstrengelse af sindet, en energi af tro og ved at søge Herren vor Guds ånd af hele vores hjerte. Og dette gælder også for tilhørerne; medmindre der vises særlig opmærksomhed mod det, som forventes af dem fra tid til anden af de brødre, der taler til folk fra denne talerstol, og medmindre den enkelte person i sit sind og af al sin kraft og al sin styrke i bøn til Herren arbejder på det, så vil vedkommende ikke modtage det gode og få gavn af det, som han eller hun burde modtage.²⁰

Det, jeg ønsker af de sidste dages hellige under denne konference, er, at vi, når ældsterne rejser sig for at tale til os, må udøve vores tro og bøn for hver især, der taler, således at han kan sige sådanne ting, og at vi må have ånden til at modtage sådanne ting, som gavner os alle. Det er vores privilegium og pligt. Det er ikke tilfældigt, at vi er her; vi er kommet til denne konference med en forventning om at modtage noget, der vil opbygge os.²¹

I bør bede Herren om at lade talerne sige noget, som I ønsker at vide, så de kan lede jeres tanker hen på noget, som vil være jer til gavn. Dersom I nærer et ønske om kundskab om visse ting, som I ikke forstår, så bed til, at de vil sige noget, som vil oplyse jeres sind i forbindelse med det, som bekymrer jer, så vil vi få en stor og herlig konference, bedre end vi nogensinde har haft før. Hvor mærkeligt det end måtte lyde, så synes vores sidste konference altid at være den bedste, og må dette også være tilfældet nu, så brødre og søstre, lad jeres hjerte hæve sig i bøn til Herren og udøv tro, mens vore brødre taler til jer. Vi vil ikke blive skuffede, og I vil ikke tage hjem, I vil ikke tage fra denne konference uden at føle, at I er blevet velsignede i overmål.²²

Jeg antager, at mange af tilhørerne, som er foran mig, er kommet langvejs fra for at mødes med os til denne generalkonference, og at alle er blevet tilskyndet til at samles her af rene motiver – ud fra ønsket om at forbedre og forædle sig i sager, der vedrører deres tjeneste i Guds rige. For at vi ikke skal blive skuffede i dette, er det nødvendigt, at vi bereder vores hjerte til at modtage og drage nytte af de forslag, som talerne måtte foreslå i løbet af konferencen, som kan være tilskyndet af Herrens ånd. Jeg har tænkt og tænker stadig, at hvorvidt vi bliver oplyst ikke så meget afhænger af taleren, som det gør af os.²³

Når vi samles … bliver det vores privilegium at modtage vejledning fra de personer, som taler til os, og hvis vi ikke gør, så hviler fejlen generelt på os selv.²⁴

Jeg har hos nogle mennesker bemærket noget, jeg tilskriver svaghed. Nogle samles mere i den hensigt at lade sig henrykke af det oratoriske ved talerne med det formål at beundre stilen, med hvilken han adresserer dem, eller også samles de med det formål at se taleren og spekulere over hans karakter … end med det formål at modtage vejledning, som vil gøre dem godt og opbygge dem i retskaffenhed …

Hvis vi ikke udøver de evner, som er givet os og får Herrens ånd, vil vi kun modtage lidet information fra talerne, omend deres idéer måtte være kommunikeret med stor vægt og værdi. Uagtet at idéerne måtte blive kommunikeret på en meget gebrokken facon, så vil folk, hvis de vil anstrenge sig … snart lære, at de aldrig vil vende hjem fra mødet uden, at deres sind er blevet opløftet af talerne.²⁵

Det er ikke altid de lange foredrag, der yder de sidste dages hellige det, der er mest gavnligt, men under de forskellige foredrag, der holdes, kan vi opfatte nogle ideer eller principper, der bevirker, at der går et lys op for os, og som vil vise sig at være af stor værdi for os senere.²⁶

Vi er samlet med det formål at tilbede Gud og forrette de nødvendige forretninger for at fremme sandhedens sag på jorden. Vejledningernes karakter vil i høj grad afhænge af vores sinds tilstand. Vi bør lukke vore verdslige anliggender ude og hellige vor opmærksomhed formålet med denne konference.²⁷

Hvad angår information og åndelig viden, er vi totalt afhængige – og vi føler os meget afhængige – af Herren. Og i forhold til den tro vi udøver, vil vi modtage information, som kommunikeres gennem Herrens tjenere … Han taler til os gennem sine tjenere, som taler ved lejligheder som denne, hvor vi samles for at tilbede vor Gud²⁸ (se forslag 5 på s. 44).