Profeten Joseph Smith

Joseph Smith, som Gud udvalgte til at grundlægge dette værk, var fattig og uuddannet, og tilhørte ikke en af de udbredte kristne trosretninger. Han var kun en dreng, ærlig, retskaffen og ubekendt med de trick, listigheder og sofisterier, som politikere og religiøse hyklere brugte til at opnå deres mål. Ligesom Moses i sin tid følte han sig utilstrækkelig og uegnet til opgaven, til at stå frem som en religiøs reformator i den mest upopulære position – for at kæmpe imod holdninger og trosretninger, som havde været fremherskende i århundreder og anerkendt og regnet som den højeste teologiske lærdom. Men Gud havde kaldet ham til at udfri de fattige og ærlige af hjertet fra alle nationer af deres åndelige og timelige trældom. Og Gud lovede ham, at hvem som helst, der ville modtage og adlyde hans budskab – som blev døbt til syndernes forladelse i en ren hensigt – kunne modtage guddommelige manifestationer, modtage Helligånden og de samme evangeliske velsignelser, som blev lovet og opnået gennem evangeliet, da de tidlige apostle forkyndte. Og dette budskab, dette løfte, trådte i kraft hvor som helst og til hvem som helst, ældsterne, Guds bemyndigede budbringere, bragte det. Således sagde Joseph, den uuddannede, den usofistikerede, den jævne, simple og ærlige dreng.⁴

Den første gang jeg så profeten Joseph Smith, var jeg omkring 18 år gammel. Det var omkring efteråret 1832. Der gik rygter om, at profeten skulle holde et møde i Hiram i Portage amt i Ohio, omkring tre kilometer fra min fars hjem. Min nysgerrighed var ret stor, for jeg havde hørt mange historier om ham, og jeg tænkte, at jeg ville benytte mig af lejligheden til at se og høre ham. Derfor tog jeg til Hiram i selskab med nogle familiemedlemmer på min fars side. Da vi nåede frem, var folk allerede samlet i en løvrig lund; der var mellem 150 og 200 mennesker samlet. Mødet var allerede begyndt, og Joseph Smith stod i døren til John Johnsons hus med ansigtet mod løvlunden og talte til folk. Jeg foretog en kritisk granskning af hans udseende, hans påklædning og hans væremåde, mens jeg lyttede til hans tale. Hans tale drejede sig hovedsageligt om hans egne oplevelser, især besøget af en engel, og han gav et stærkt og kraftfuldt vidnesbyrd om disse forunderlige manifestationer. Til at begynde med virkede han lidt tøvende og talte lidt lavmælt, men efterhånden som han fortsatte, blev han meget sikker og kraftfuld, og det syntes at påvirke alle tilhørerne med en følelse af, at han var ærlig og oprigtig. Det påvirkede i hvert fald mig på den måde og gjorde et indtryk på mig, som er forblevet hos mig indtil nu.⁵

Da jeg så på ham denne første gang og lyttede, tænkte jeg ved mig selv, at en mand, der kunne bære så vidunderligt et vidnesbyrd, som han gjorde, og være i besiddelse af et sådant ansigtsudtryk, næppe kunne være en falsk profet⁶ (se forslag 2 på s. 268).

Joseph Smith, profeten, som jeg i årevis omgik på lige så venskabelig fod, som jeg gjorde med min bror, kender jeg som en retskaffen mand, en mand, der søgte menneskehedens bedste og var Guds befalinger hengiven alle de dage, han fik lov til at leve. Der har aldrig levet en mand, som besad en højere grad af integritet og hengivenhed for menneskehedens bedste end profeten Joseph Smith.⁷

Jeg kendte Joseph Smith som en ærlig mand, en mand af sandfærdighed, ære og troskab, der var villig til at ofre alt, hvad han ejede, ja sit liv, som et vidnesbyrd for himlen og jorden om, at han havde bragt sandheden til menneskeheden.⁸

Jeg vidste, at han var en Guds mand fuldt optaget af at udføre sit kald – en mand hvis retskaffenhed ikke stod til diskussion, og som var ærlig i alle sine forehavender. Ingen, der har været så velbekendt med ham, som jeg var, kunne finde nogen fejl ved ham, hvad hans karakter angik … Jeg bærer vidnesbyrd om bror Joseph Smiths fine karakter, om hans ærlighed, hans troskab, hans trofasthed, hans generøsitet og godhjertethed, som menneske og Guds tjener⁹ (se forslag 2 på s. 268).

Jeg deltog … jævnligt i møder i templet og hørte profeten tale om de mest storslåede emner. Til tider var han fyldt med Helligånden, talte med en ærkeengels stemme og var fyldt med Guds kraft, hele hans person strålede, og ansigtet lyste …

Til tider talte han om hverdagsagtige ting, og andre gange forklarede han rigets hemmeligheder. Overgangen var så synlig, at det virkede, som om han blev et himmelsk væsen, der talte til folk på jorden, og så vendte tilbage til mere velkendte emner …

Joseph Smith var altid naturlig og yderst rolig, han blev aldrig forvirret eller irriteret over personer eller ting omkring ham. Mange præster besøgte ham og prøvede i et uopmærksomt øjeblik at fange ham i noget, som de mente var forkert, men når han ikke var i selskab med andre, var hans handlinger ikke anderledes. Han gjorde sig aldrig skyldig i hykleri. Han deltog i sund, sportslig udøvelse og tænkte ikke over, om det klædte ham at spille bold, løbe om kap eller deltage i andre udendørs sportsgrene. En præst, der var i profetens hjem, så ud af vinduet og fik øje på profeten, der var optaget af en brydekamp med en ven i haven. Dette, tillige med andre tilfælde af uskyldig fornøjelse, overbeviste præsten om profetens ærlighed og uhykleriske væsen …

Ved en anden lejlighed fornøjede Joseph Smith sig med at spille bold med nogle af de unge mænd i Nauvoo. Da hans bror Hyrum så det, ønskede han at irettesætte profeten og irettesatte ham skarpt og sagde, at en sådan opførsel ikke sømmede sig for en Herrens profet. Profeten svarede med mild stemme: »Bror Hyrum, at jeg omgås disse drenge i harmløs leg, skader ikke mig på nogen måde, tværtimod, det gør dem glade og knytter os sammen.«¹⁰ (se forslag 3 på s. 268).

Joseph Smith, den store profet, var ikke en uddannet mand, da Gud udvalgte ham og fortalte ham om hans mission. Herren skænker den ulærde åndelige gaver og kundskab, og rigets storhed gøres kendt for dem gennem Helligåndens kraft, og de bliver gradvist store i kundskab om de ting, der hører Gud til.¹¹

I den sidste del af sit liv blev Joseph Smith mester i at være en styrke for og kyndig i sin indflydelse på sine trosfæller. Dette faktum blev meget tydeligt for mig, da jeg vendte hjem fra en mission i Europa. Jeg lagde mærke til og bemærkede for ham, at han havde ændret sig meget, siden jeg så ham sidst, han var blevet stærkere og mere kraftfuld. Han indrømmede dette og sagde, at Herren havde begavet ham med yderligere dele af sin Ånd.

En dag sammenkaldte han brødrene i De Tolv Apostles Kvorum og andre prominente ældster i Kirken og udpegede dem til forskellige opgaver og missioner. Hver især sad de og ventede spændt på at høre profetens ord om deres fremtidige pligter. De følte, at de var i selskab med et højerestående væsen. I Kirtland syntes profeten ikke at besidde den styrke og kraft … men som årene gik, blev han så stærk i Herrens kraft, at folk bemærkede det. Sådan var det ved denne lejlighed. Ældsterne indså hans enestående styrke. »Bror Brigham,« sagde han: »Jeg ønsker, at du tager østpå og varetager Kirkens forretninger i de østlige stater, og bror Kimball kan bistå dig.« Henvendt til en anden sagde han: »Du kan rette din opmærksomhed mod udgivelsen af vores avis,« og således udpegede han hver især til deres specielle mission; alle godtog vi hans ord som værende Guds vilje …

Profeten havde kraften til at gøre et bemærkelsesværdigt indtryk på alle, som kom i nærheden af ham. Der var noget ved ham, som gik lige i hjertet. Dette var især tilfældet hos de brødre, som modtog deres kaldelse fra ham til at tage ud og forkynde evangeliet. Den inspiration, der strømmede fra ham, fyldte deres sjæl, og hans ord gennemtrængte det inderste af deres væsen. De elskede ham og troede på ham, og var rede til at gøre, hvad end han bad dem om for at fremme Guds værk. De blev fyldt med kraft i hans nærhed, og de frydede sig over vidnesbyrdet om hans profetiske mission. Der er mange mennesker i verden, der har en særlig ånd af venskabelighed og varme, som alle, der møder dem, kan mærke. Jeg har mødt mange sådanne mennesker, men hidtil har jeg aldrig mødt et andet menneske, i hvis selskab jeg følte den særlige og kraftfulde indflydelse, som jeg gjorde i selskab med profeten Joseph Smith. Det skyldes den store grad af Guds Ånd, han var i besiddelse af; blot et af hans håndtryk gjorde, at man blev fyldt med denne indflydelse, og enhver fintfølende person vidste, at han gav hånd til en ekstraordinær mand¹² (se forslag 4 på s. 268).

I mit hjerte og af et ærligt ønske modtog jeg Joseph Smiths budskab – jeg adlød denne form for lære, og jeg modtog på den mest håndgribelige og tilfredsstillende måde en guddommelig manifestation – den lovede velsignelse – en kundskab om dette værk. Er jeg det eneste vidne? Hvordan forholder det sig med de tusinder, jeg nu taler til? Er I også vidner?¹³

Hvad er vores vidnesbyrd? Det er dette: At dette er tidernes fyldes uddeling; at den engel, som Johannes Åbenbarer så flyve midt oppe under himlen med et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk – at den engel har vist sig og gengivet evangeliet til jorden, Joseph Smith er redskabet, hvorigennem denne gengivelse har fundet sted (se Åb 14:6).¹⁴

Joseph Smith bekræftede, at Peter, Jakob og Johannes besøgte ham og overdrog ham myndighed til at forrette evangeliets hellige ordinancer, gennem hvilke enhver oprigtig mand og kvinde loves Helligånden og en fuldkommen viden om denne lære.¹⁵

Joseph Smith var bemyndiget til at åbne en kanal og lægge en plan, hvorigennem mennesket kunne modtage kundskab om disse ting, så vi ikke efterlades afhængige af profeternes vidnesbyrd eller apostlenes fra fordums tid eller nu, eller af Mormons Bog eller af noget, som blev gjort eller sagt engang i fortiden, men at vi selv kan få det at vide. Det er en individuel kundskab.¹⁶

Jeg ved, at Joseph Smith var den levende Guds sande profet. Jeg vidner om, at han så og talte med Gud og med hans Søn, Jesus Kristus. Herren gav mig dette levende vidnesbyrd, og det har brændt i min sjæl lige siden, jeg modtog det. Nu giver jeg det til hele verden. Jeg vidner ikke blot for hele menneskeheden om, at Joseph Smith blev sendt af Gud, og at det værk, der blev grundlagt gennem ham, er Guds værk, men jeg råder alle jordens nationer til at give agt på forudsigelser, profeten kom med, og på mest højtidelig vis vidner om, ved jeg, at de er sande¹⁷ (se forslag 5 og 6 nedenfor).