Dåb og Helligåndsgaven

Gud har fastlagt visse principper, som, når de forstås og iagttages, vil bringe menneskene i besiddelse af åndelig kundskab, gaver og velsignelser. I verdens tidlige tid og i apostlenes dage kom mennesker i besiddelse af åndelig kraft og forskellige privilegier gennem en forståelse og trofast efterlevelse af visse regler, som Herren fastsatte. Abel, en af Adams sønner, modtog fx besked om, at offerloven var indstiftet af Gud, og at menneskene ved at følge den kunne modtage velsignelser. Han gik i gang med arbejdet, iagttog loven og ydede ofret, og derigennem opnåede han prægtige manifestationer fra den Højeste (se 1 Mos 4:4; Hebr 11:4).

Og atter da folket fra før syndfloden lod sig fordærve, og tiden var inde til, at ødelæggelsen kom over dem, åbenbarede Herren en kurs, ad hvilken de retskafne kunne flygte, og alle, som forstod og fulgte kursen, var sikre på at opnå den lovede velsignelse (se 1 Mos 6-8).

Josva måtte, inden han indtog Jeriko, følge en vis fremgangsmåde, som var fastsat af Gud. Den fremgangsmåde blev nøje fulgt i henhold til befalingen, og byen faldt straks i hans besiddelse (se Jos 6).

Et andet eksempel er beretningen om Na’aman, hærfører i aramæerkongens hær – han var tilsyneladende plaget af spedalskhed, og han hørte om profeten Elisa, hvorfor han anmodede ham om hjælp mod denne plage. Profeten, som havde Helligånden med sig, som kommunikerer Guds ord, gav ham besked om at bade sig syv gange i Jordanfloden, så ville han blive rask. Til at begynde med fandt Na’aman dette råd alt for enkelt, og han var skuffet og modvillig over for at efterkomme noget, der var så enkelt. Efter nærmere overvejelse ydmygede han sig dog, og han indordnede sig efter reglerne – og se! Så fulgte velsignelsen med det samme (se 2 Kong 5:1-14) …

Da evangeliets uddeling indledtes, blev gaver og velsignelser tildelt efter lignende principper, nemlig gennem lydighed mod visse fastlagte regler. Herren udpegede stadig bestemte handlinger og lovede alle dem, som ville udføre dem, visse særlige privilegier, og når disse handlinger blev udført – iagttaget i enhver enkelthed – så ville disse lovede velsignelser blive realiseret.³

Nogle har forgæves forestillet sig, at gaver og velsignelser i denne evangeliske uddeling ikke skulle opnås gennem udvortes iagttagelse eller synlige handlinger, men blot gennem tro og omvendelse, mentalt arbejde uafhængigt af det fysiske. Men hvis vi tilsidesætter menneskenes traditioner, overtro og lære, vil vi se Guds ord, hvor vi vil opdage, at de ydre gerninger eller udvortes ordinancer i evangeliets uddeling er uadskilligt forbundet med det indvortes arbejde med tro og omvendelse. For at bevise dette vil jeg henlede opmærksomheden på følgende:

Frelseren sagde: »Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?« (Luk 6:46 ). Endvidere siger han: »Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen« (se Matt 7:24 ). Og: »Den, der tror og bliver døbt, skal frelses« (Mark 16:16 ). Ligeledes siger han: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5 ). Disse udtalelser af vor Frelser fordrer, at mennesket udfører fysiske ting for at modtage frelse.

Pinsedag sagde Peter til den forsamlede folkeskare: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave« (se ApG 2:38 ). Af denne profetiske udtalelse lærer vi, at folket skulle udføre en udvortes handling, dåb i vandet for, at de kunne modtage syndsforladelse og derefter Helligåndsgaven. Men før man kan tage vare på det udvortes arbejde, må det indvortes arbejde med tro og omvendelse være på plads. Tro og omvendelse går forud for dåben, og dåben før syndsforladelse og modtagelse af Helligånden …

Nogle betragter det som forkert at regne dåben blandt de grundlæggende principper, som Gud har forordnet for at opnå syndsforladelse. Som svar siger vi, at Frelseren og apostlene gjorde således før os, og derfor føler vi os forpligtede til at følge deres eksempel … Dåb … fjerner vores sjæl fra synd og urenhed gennem tro på den store forsoning …

Det er ret tydeligt, at der må tages vare på de udvortes handlinger såvel som på tro og omvendelse for at kunne modtage evangeliets privilegier⁴ (se forslag 2 på s. 56).

Dåb i vandet udgør en del af Kristi evangelium, og vi bemærker derfor, at Guds tjenere i tidligere tider var meget nøje med at forrette den således …

Vi vil nu bruge et øjeblik på at få et korrekt overblik over den måde, hvorpå dåben blev forrettet. Det er ganske indlysende, at der kun var en vej eller måde, hvorpå denne ordinance blev forrettet, og at den måde blev forklaret for apostlene og nøje overholdt under hele deres forrettelse. For at vi kan opnå forståelse af dette emne, er det nødvendigt at henvise til de omstændigheder, under hvilke dåb blev forrettet.

Det siges om Johannes [Døber], at han døbte ved Ænon, fordi der var meget vand (se Joh 3:23), så hvis nogle få stænk vand havde været måden, kan vi næppe antage, at han ville være gået til Ænon, fordi der var meget vand på det sted, for der skulle i sandhed meget lidt vand til for at døbe hele Juda, det kunne han have gjort uden at rejse til Ænon. Vi får også at vide, at han døbte i Jordan, og at Frelseren, efter han havde fået forrettet ordinancen, steg op af vandet, hvilket udtrykkeligt siger, at han havde været nede i vandet for, at ordinancen kunne forrettes på rette vis (se Matt 3:16). Og atter står der om etiopieren, at han gik ned i vandet sammen med Filip, og at de derefter kom op af vandet (se ApG 8:26-38). Det må derfor anerkendes af enhver, som gør krav på at kunne tænke logisk og drage slutninger, at dersom det at stænke lidt vand på panden havde klaret formålet, så ville disse personer aldrig være gået ud i vandet for at modtage ordinancen. I en skrivelse til de hellige giver Paulus os et tydeligt vidnesbyrd, som taler for nedsænkning … Apostlen siger, at de hellige blev begravet med Kristus i dåben (se Rom 6:4; Kol 2:12).

Det er ganske indlysende, at de ikke kunne blive begravet i dåben uden at være helt overskyllet eller tildækket af vand. En genstand kan ikke siges at være begravet, hvis nogen del af det forbliver udækket, derfor er et menneske ikke begravet i dåbens vande, medmindre hele personen bliver bragt under vandet. Denne forklaring af apostlen om dåbsmåden svarer præcis til den, som Frelseren gav os: Medmindre I bliver født af vand osv. At blive født af en ting betyder at blive anbragt i den ting; og at dukke op eller komme frem af den, at blive født af vand, må også betyde at blive anbragt i vandets livmoder og blive bragt frem igen.

Jeg tror, at der allerede er blevet sagt nok til at overbevise ethvert fornuftigt og ufordømmende sind om, at nedsænkning var den måde, som man forrettede dåbsordinancen på i de tidlige kristnes dage, da evangeliet blev forkyndt i sin renhed og fylde, og derfor vil jeg afslutte min iagttagelse om dette emne.

Af det sjette kapitel i Hebræerbrevet lærer vi, at håndspålæggelse blev regnet blandt evangeliets principper. Alle ved, at denne ordinance, såvel som dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse, bliver ganske tilsidesat blandt dagens kristne kirker, derfor vil jeg knytte nogle få bemærkninger til dette, som jeg håber, kan være til nytte. Vi kender til adskillige tilfælde, hvor Kristus lagde sine hænder på de syge og helbredte dem, og at han i kaldet af apostlene i det sidste kapitel af Markus siger: »Og disse tegn skal følge dem, der tror: … de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Ananias lagde sine hænder på Saulus, som straks efter forrettelsen af denne ordinance fik sit syn igen (se ApG 9:17-18). Paulus led skibbrud ved øen Malta, hvor øens fornemste mand, Publius’ far lå syg af feber, og Paulus lagde sine hænder på ham, og han blev helbredt fra feber (se ApG 28:8). Disse få bemærkninger viser helt klart, at håndspålæggelse er anvist af Gud som et middel, ved hvilket himmelske velsignelser tilvejebringes.

Selv om helbredelse af de syge var forbundet med forrettelsen af denne ordinance, vil vi alligevel, når vi undersøger emnet nærmere, opdage, at der er en endnu større velsignelse forbundet med denne ordinance. Vi er blevet fortalt, at mænd og kvinder i byen Samaria lod sig døbe af Filip, hvilket fremkaldte stor glæde hos de døbte. De glædede sig sikkert over, at de havde modtaget syndsforladelse gennem tro, omvendelse og dåb og ved modtagelse af en del af Guds Helligånd, som naturligt fulgte dem efter at have fået løsningen på en god samvittighed ved syndsforladelse. Gennem den del af Helligånden, som de var kommet i besiddelse af, begyndte de at se Guds rige. For som vi husker, sagde Frelseren, at intet menneske kan se Guds rige, medmindre han er født på ny, og i det efterfølgende vers siger han: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (se Joh 3:3-5).

De mennesker, som var blevet døbt af vand i Samaria, havde modtaget den første fødsel, og de var derfor i stand til at se Guds rige, de kunne med troens øjne betragte dets forskellige velsignelser, privilegier og herligheder; men de var ikke blevet født for anden gang, det vil sige af ånd, de var ikke indtrådt i Guds rige – de var ikke kommet i besiddelse af fylden af evangeliets privilegier. Da apostlene i Jerusalem hørte om den succes, Filip havde haft, sendte de Peter og Johannes til Samaria for at forrette håndspålæggelse for Helligåndsgaven. Da de ankom til Samaria, lagde de derfor hænderne på hovedet af dem, som var blevet døbt, og de modtog Helligånden (se ApG 8:5-8, 12, 14-17 )⁵ (se forslag 3 på s. 56).

Medmindre ordinancerne forrettes af en, som er sendt af Gud, vil disse velsignelser ikke følge. Apostlene og de halvfjerds blev ordineret af Jesus Kristus til at forrette evangeliets ordinancer, hvorigennem de evige verdeners gaver og velsignelser kan nydes. Derfor sagde Kristus til apostlene: »Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt« (Joh 20:23): Det vil sige, at enhver der kom i ydmyghed, der oprigtigt havde omvendt sig fra sine synder og lod sig døbe ved apostlene, modtog syndsforladelse i kraft af Jesu Kristi forsonende blod og modtog gennem håndspålæggelse Helligånden; men de, som afviste at modtage disse ting fra apostlene, måtte stadig bære på deres synder … Denne magt og myndighed til at forrette evangeliet overdrog apostlene til andre, så apostlene ikke var de eneste, som bar denne ansvarsfulde myndighed … Indtil der kan findes en, som bærer denne myndighed til at døbe og give håndspålæggelse, er ingen under forpligtelse til at modtage disse ordinancer, ej heller behøver han at forvente velsignelserne, medmindre de er blevet forrettet lovformeligt …

Myndigheden til at forrette evangeliets ordinancer var borte i mange århundreder … Den kirke, som hvilede på apostlene, smuldrede gradvist og fortabte sig i tågen og mistede sin myndighed, sit præstedømme og fjernede sig fra Guds orden. Den mistede også sine nådegaver, den overtrådte lovene og ændrede i evangeliets ordinancer, ændrede nedsænkning i vand til stænkning med vand og ignorerede håndspålæggelse, foragtede profeti og troede ikke på tegn.

Johannes, som i sin Åbenbaring havde set og talt om, at kirken ville fortabe sig i mørket … siger i (kapitel 14, vers 6) om genoprettelsen af evangeliet: »Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden« – det er indlysende, at den profeti måtte opfyldes på et tidspunkt forud for vor Frelsers andet komme …

Jeg bærer nu vidnesbyrd med den største forsikring gennem åbenbaring fra Gud om, at denne profeti allerede er blevet opfyldt, at englen fra Gud har besøgt menneskene i disse sidste dage og gengivet det, som længe havde været tabt, ja præstedømmet, rigets nøgler og det evige evangeliums fylde⁶ (se forslag 4 på s. 57).

Dette var således den evangeliske orden på apostlenes tid, tro på Jesus Kristus, omvendelse, dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse og håndspålæggelse til modtagelse af Helligånden. Da denne orden blev forstået og taget ad notam, fulgte kraften, gaverne, velsignelserne og de herlige privilegier straks; og i enhver tidsalder eller periode, hvor disse tiltag nøje iagttages og følges i rette tid og orden, vil de samme velsignelser med sikkerhed følge. Men når de tilsidesættes enten helt eller delvist, vil det enten resultere i totalt fravær af disse velsignelser eller en stor reducering af dem.

Kristus talte i forbindelse med udsendelsen af apostlene om nogle overnaturlige gaver, som ville blive de lydige til del (se Mark 16:15-18). Paulus uddyber, hvad disse forskellige gaver, som knytter sig til evangeliets fylde er; han nævner ni af dem og fortæller os, at de er følgen eller frugten af Helligånden (se 1 Kor 12:8-10). Nu er Helligånden lovet alle, ligeså mange som Herren kalder (se ApG 2:37-39). I sin natur og virkemåde er denne gave uforanderlig, og den er uadskilleligt forbundet med løftet om dette mønster eller tingenes orden, hvorfor det bliver fornuftigt og i overensstemmelse med skriften at forvente de samme gaver og velsignelser. Og hvis Noa efter at have bygget arken kunne gøre krav på og opnå timelig frelse i henhold til løftet (se Moses 7:42-43); eller Josva, som havde gået omkring Jerikos mure det antal gange, han havde fået besked på, kunne vælte dem og tage indbyggerne til fange (se Jos 6:12-20); eller israelitterne som lovet kunne få tilgivelse for deres synder, når de havde ofret det påkrævede (se 3 Mos 4:22-35); eller Na’aman efter at have fulgt Elisas anvisning og badet sig i Jordanfloden syv gange, kunne gøre krav på og opnå helbredelse (se 2 Kong 5:1-14); eller den blindfødte mand efter at have vasket sig i Siloadammen kunne få den ønskede belønning (se Joh 9:1-7); ja, så siger jeg i al rigtighed og i overensstemmelse hermed, at når som helst et menneske kaster sine fordomme, sekteriske ideer og falske traditioner overbord og indordner sig hele Jesu Kristi evangeliums orden, så er der intet under de celestiale verdner, som vil virke imod at gøre krav på og modtage Helligåndsgaven og alle de velsignelser, som er forbundet med evangeliet i den apostolske periode.

For at nå frem til en gudsdyrkelse, som vil frelse os i Guds nærhed, må vi opnå Helligånden, og for at kunne modtage Helligånden må vi tro på Herren Jesus Kristus, dernæst omvende os fra vore synder, altså forsage dem, og derefter stræbe fremad og blive døbt i vand til syndernes forladelse og derpå modtage håndspålæggelse.⁷

Når vi modtager dette evangelium, indgår vi pagt med Gud om, at vi vil lade os lede af, at vi vil lade os styre af og vil følge Helligåndens tilskyndelser, at vi vil følge de tilskyndelser, som giver liv, som giver viden, som giver forståelse for Guds ting, som kommunikerer Guds sind, og om at vi vil arbejde for at fuldføre Guds plan til frelse af den menneskelige familie og gøre det til vores livs motto at sige: »For Guds rige eller intet.« Hvorvidt vi har holdt disse pagter … og fulgt Helligåndens vejledning, må vi selv afgøre. For så vidt vi har gjort dette, er den Almægtiges velsignelser dalet ned over os, og vores sind er blevet oplyst, vores forståelse øget, og vi er ført frem på hellighedens sti, stien mod fuldkommenhed … Tilsvarende forholder det sig således, at har vi fejlet i trofasthed … er vi ligeledes blevet tabere i det forehavende, vi er indgået i for at opnå evigt liv, visdom, kundskab og guddommelig intelligens i tilstrækkelig grad til at kunne dæmme op for de strømme af lidelser og fristelser, som omgiver os. Og for så vidt vi har fulgt denne guddommelige Ånds tilskyndelser, har vi oplevet fred og glæde i sjælen, vi har besejret fjenden, vi har samlet os de skatte, som møl og rust ikke fortærer – så langt er vi fremrykket på stien mod det celestiale rige⁸ (se forslag 5 nedenfor).