Lorenzo Snows liv og tjenestegerning

To stærke familier rige på tro og religiøse traditioner mødtes, da Oliver Snow og Rosetta Leonora Pettibone giftede sig den 6. maj 1800. Både gommen og bruden var efterkommere af nogle af de første europæiske immigranter i USA – engelske pilgrimme, der havde krydset Atlanterhavet i 1600-tallet for at undslippe religiøs forfølgelse. Oliver og Rosetta boede de første par år af deres ægteskab i staten Massachusetts, hvor deres døtre Leonora Abigail og Eliza Roxcy blev født. Siden flyttede de til Mantua i Ohio, der dengang var en af bosættelserne længst mod vest i USA. De var den 11. familie, der flyttede til området. I Mantua fik familien yderligere to døtre, Amanda Percy og Melissa. Lorenzo, det femte barn og Olivers og Rosettas første søn blev født i Mantua den 3. april 1814. Han fik senere følgeskab af to yngre brødre: Lucius Augustus og Samuel Pearce.⁵

Som det var tradition i deres familie, underviste Oliver og Rosetta deres børn i vigtigheden af tro, hårdt arbejde og uddannelse. Gennem de beretninger, de fortalte om de vanskeligheder, de havde haft ved at opbygge deres hjem, lærte deres børn at overvinde skuffelser og påskønne Guds velsignelser i deres liv. Eliza skrev: »Vi kan i sandhed sige om vore forældre, at deres retskaffenhed var uantastelig, de var troværdige i alle sociale relationer og forretningsmæssige anliggender i livet og de lærte omhyggeligt deres børn gode vaner om flid, økonomi og streng moral.«⁶ Lorenzo udtrykte taknemlighed for, at de altid havde behandlet ham med »omsorg og ømhed«.⁷

Mens Lorenzo voksede op, arbejdede han flittigt både fysisk og intellektuelt. Hans far var ofte væk hjemmefra, idet han havde et »offentligt hverv«. Når Oliver var væk, skulle Lorenzo som den ældste søn sørge for gården – det var et ansvar som han tog alvorligt og udførte dygtigt. Når Lorenzo ikke arbejdede, læste han gerne. »Bøger,« sagde Eliza, »var hans konstante følgesvend.«⁸

I et tilbageblik over Lorenzos personlige udvikling bemærkede Eliza: »Helt fra sin tidlige barndom udviste han den energi og karakterfasthed, som har præget hans fremgang senere i livet.«⁹

Oliver og Rosetta Snow opmuntrede til ærlig udforskning af religion. De lod deres børn lære om forskellige religioner og åbnede deres hjem for »gode og intelligente mennesker af enhver trosretning«. Men trods denne opmuntring viste Lorenzo »kun emnet religion lidet eller ingen opmærksomhed og slet ikke nok til at beslutte sig for nogen bestemt sekt«.¹⁰ Han havde en drøm om at blive befalingsmand i militæret, og denne drøm overskyggede andre påvirkninger i hans liv, »ikke fordi han var stridslysten,« skrev historikeren Orson F. Whitney, men fordi »han var betaget af idéen om det romantiske og ridderlige ved en militær karriere.«¹¹ Men denne drøm veg dog snart pladsen for en anden. Han tog hjemmefra og indskrev sig på det nærtliggende Oberlin College for at få en højere uddannelse.¹²

Mens Lorenzo studerede i Oberlin, udviklede han en ny interesse for religion. Han var stadig påvirket af samtalen med ældste Patten, og ikke alene tænkte han over læren om det gengivne evangelium, men han talte også med andre om det i Oberlin, endog dem, der studerede til præst. I et brev til sin søster Eliza, som havde sluttet sig til de hellige i Kirtland, skrev han: »Blandt præsterne og de præstestuderende havde jeg en vis succes, altså med at forsvare mormonismen. Det er sandt, at jeg ikke omvendte mange, jeg er det heller ikke selv, men alligevel fik jeg næsten nogle af dem til at indrømme, at de så en visdom i jeres lære. Og at fjerne den stærke fordom mod mormonismen fra sindet hos en studerende i Oberlin er ikke nogen let sag.«

I det samme brev svarede Lorenzo på en invitation, han havde modtaget fra Eliza. Hun havde arrangeret, at han kunne bo hos hende i Kirtland og studere hebraisk i en klasse, som også talte profeten Joseph Smith og flere medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum. Han svarede: »Det glæder mig at erfare, at du har det så godt i Kirtland; men lige nu er jeg ikke indstillet på at flytte hen til dig; og dog, hvis muligheden for at lære noget der, var de samme som her, ville jeg nok være fristet. For om ikke andet ville det være interessant for mig, og jeg ville sikkert også drage nytte at høre den lære, der forkyndes, som jeg så længe har forsvaret og støttet her i Oberlin.«

Selvom Lorenzo var imponeret af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lære, tøvede han med at tilslutte sig Kirken. Men han var interesseret. I sit brev til Eliza stillede han adskillige spørgsmål om Kirken. Han sagde, at de præstestuderende i Oberlin skulle »bruge syv år eller mere på svære studier, inden de fik lov til at fortælle hedningene, at der er en Gud i himlen, ligesom en advokat, der må tilegne sig visse kvalifikationer, inden han får lov til at tale.« I modsætning dertil sagde han til sin søster: »Jeg går ud fra, at I forlader jer mere på himmelsk bistand, end hvad man har lært på universitetet, når I forkynder jeres lære.« Han udtrykte et ønske om at forstå, hvordan Ånden virker, og spurgte om Helligånden kunne gives til mennesker »i denne tidsalder«. Og hvis folk kunne få Helligånden, »overdrager Gud den så altid gennem et andet menneske?« spurgte han.¹³ Han ønskede med andre ord at vide, om præstedømmemyndighed var nødvendig for at modtage Helligånden.

Lorenzo påskønnede de venskaber og den uddannelse, han havde fået på Oberlin College, men blev stadigt mere utilfreds med den religiøse undervisning der. Senere forlod han uddannelsesstedet og tog imod sin søsters invitation om at studere hebraisk i Kirtland. Han sagde, at han kun deltog i klassen i hebraisk for at forberede sig på en universitetsuddannelse i det østlige USA.¹⁴ Men Eliza fortalte, at udover at han lærte hebraisk, »så var hans sind åbent og hans hjerte gennemtrængt af en levende tro på det evige evangelium«.¹⁵ Snart fandt han svar på de spørgsmål, som han havde stillet på Oberlin College, og i juni 1836 blev han døbt af ældste John Boynton, et af de første medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum i denne uddeling. Han blev også bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Omkring to uger senere spurgte en ven ham: »Bror Snow, har du modtaget Helligånden efter du blev døbt?« Lorenzo sagde senere, at spørgsmålet nærmest fyldte ham med bestyrtelse. »Sagen var nemlig den, at selvom jeg måske havde modtaget alt jeg behøvede, så havde jeg ikke modtaget, det jeg forventede« – for selv om han havde fået bekræftet Helligåndsgaven på sig, havde han ikke modtaget en særlig bekræftelse fra Helligånden. »Jeg følte mig skuffet,« sagde han, »ikke over det, jeg havde gjort, men over mig selv. Med den følelse trak jeg mig en aften tilbage til et sted, hvor jeg var blevet vant til at bede til Herren.« Han knælede for at bede og modtog straks et svar på sin bøn. »Det vil jeg aldrig glemme, så længe jeg kan huske noget,« sagde han senere. »… Jeg modtog fuldkommen kundskab om, at der er en Gud, at Jesus, som døde på Golgata, var hans Søn, og at profeten Joseph Smith havde modtaget den myndighed, han hævdede at have. Tilfredsstillelsen og herligheden i den tilkendegivelse kan ikke udtrykkes i ord! Jeg vendte hjem. Nu kunne jeg vidne for hele verden om, at jeg gennem positiv bekræftelse vidste, at Guds Søns evangelium var blevet gengivet, og at Joseph Smith var Guds profet, som var autoriseret til at tale i hans navn.«¹⁶

Styrket af denne oplevelse forberedte Lorenzo sig til at tage på mission. Som hans søster Eliza fortalte, medførte hans omvendelse en ændring i hans ambitioner og »åbnede en ny verden for ham«. Hun fortalte: »I stedet for ry fra et jordisk militær, trådte han ind på de himmelske hæres arena.«¹⁷

Lorenzo Snow indledte sin tjeneste som missionær i delstaten Ohio i foråret 1837. Ligesom med hans beslutning om at tilslutte sig Kirken krævede hans beslutning om at tjene som fuldtidsmissionær også, at han ændrede mening og planer. Han skrev i sin dagbog: »I året 1837 har jeg totalt opgivet alle mine største drømme.«¹⁸ Han opgav sin plan om at få sig en »klassisk uddannelse« på et universitet i det østlige USA.¹⁹ Han besluttede sig også for at rejse uden taske eller pung – eller med andre ord uden penge og forlade sig på andres godhed med hensyn til mad og husly. Dette var specielt svært for ham, fordi han i sin ungdom altid havde følt, at det var vigtigt selv at kunne betale, og det havde han gjort med de penge, han tjente ved at hjælpe sin far på gården. Han sagde: »Jeg var ikke vant til at være afhængig af andres hjælp til mad og husly. Hvis jeg tog nogen steder hen, sikrede min far sig altid, at jeg havde penge nok med til mine udgifter. Så det at tage ud og bede om noget at spise og et sted at sove, var en stor prøvelse for mig og noget helt andet, end det jeg havde lært.«²⁰ Han »besluttede sig for at gøre det« – men kun fordi han modtog »positiv bekræftelse på, at Gud fordrede det«.²¹

Nogle af ældste Snows onkler, tanter, fætre, kusiner og venner deltog i det første møde, han stod for som missionær. Idet han mindedes den første gang han forkyndte, sagde han: »Jeg var ret genert dengang, og … det var meget svært for mig at stille mig op og prædike for mine slægtninge og naboer, som var mødt op. Jeg husker, at jeg havde bedt næsten hele dagen, inden jeg skulle tale om aftenen. Jeg gik ud for mig selv og bad Herren om at lægge mig ordene i munden. Min tante fortalte mig bagefter, at hun nærmest rystede, da hun så, at jeg rejste mig for at tale – jeg åbnede munden, og hvad jeg sagde, aner jeg ikke, men min tante sagde, at jeg talte fint i tre kvarters tid.«²² Han mindedes med taknemlighed: »Jeg troede på og var forvisset om, at en Ånd af inspiration ville fylde mig og give mig mæle. Jeg havde søgt ved bøn og faste – jeg havde ydmyget mig for Herren og påkaldt ham i kraftig bøn om, at han ville give mig det hellige præstedømmes magt og inspiration; og da jeg stod foran den forsamling, uden at vide, hvad jeg skulle sige, hvilede Helligånden kraftigt på mig, og så snart jeg åbnede munden for at tale, fyldte den mit sind med lys og kommunikerede de ideer og de ord, som jeg skulle videregive til dem.«²³ Da han forlod det område, havde han døbt en onkel, en tante, adskillige fætre og kusiner og nogle få venner.²⁴

Efter at have fortalt sin familie og venner om evangeliet fortsatte ældste Snow sin missionering i andre byer i omkring et år. Han fortalte: »På denne mission har jeg rejst i forskellige dele af staten Ohio og undertiden døbt mange personer, der forblev trofaste mod sandheden.«²⁵

Lorenzo Snow havde ikke været længe hjemme fra sin første mission, før han fik et ønske om at forkynde evangeliet igen. »Ånden i mit missionærkald hvilede mig så tungt på sinde, at jeg længtes efter at virke i det,« sagde han.²⁶ Denne gang forkyndte han det gengivne evangelium i staterne Missouri, Kentucky, Illinois og atter engang i Ohio.

Visse mennesker var fjendtlige over for ældste Snow og det budskab, han bragte. Han fortalte fx om en oplevelse, han havde i Kentucky, hvor en gruppe mennesker havde samlet sig i et privat hjem for at høre ham forkynde. Efter sin forkyndelse fandt han ud af, at der var nogle personer, der havde planlagt at overfalde ham, så snart han forlod stedet. Han mindedes, at »midt i menneskemylderet« i huset, var der en af mændene, som »tilfældigt stak en hånd i en af mine frakkelommer, hvilket forårsagede at han slog alarm«. Han havde mærket noget hårdt i ældste Snows lomme og advarede straks sine venner om, at denne missionær var bevæbnet med en pistol. Ældste Snow skrev senere: »Det var tilstrækkeligt til, at bøllerne opgav deres onde planer.« Med nogen humor tilføjede ældste Snow: »Den formodede pistol, der forårsagede deres uro og min beskyttelse, var min lommebibel, en dyrebar gave som jeg havde fået af vores højt elskede patriark, Joseph Smith sen.«²⁷

Andre mennesker tog godt imod ældste Snow og tog hans budskab til sig. I en bosættelse i Missouri underviste han fem mennesker, der blev døbt midt på vinteren. Ældste Snow og andre var nødt til at skære hul i isen i floden, så han kunne forrette ordinancen. Trods kulden kom nogle af de omvendte »op af vandet klappende i deres hænder og udråbte Guds pris«.²⁸

Ældste Snows to første missioner strakte sig tidsmæssigt fra foråret 1837 til maj 1840. Uddrag af hans breve karakteriserer denne periode i Herrens tjeneste: »Jeg tilbragte resten af vinteren 1838-1839 med at rejse og forkynde … med skiftende held, og blev til tider behandlet på den mest udsøgte manér og lyttet til med stor interesse, og blev andre gange groft og uforskammet krænket, men jeg blev på intet tidspunkt truet værre end Jesus, som jeg hævder at følge.«²⁹ »Når jeg ser tilbage på de oplevelser, jeg har haft … forundres og forbløffes jeg.«³⁰ »Herren var med mig, og jeg blev rigt velsignet i udførelsen af mit svære arbejde.«³¹

I begyndelsen af maj 1840 sluttede Lorenzo Snow sig til de hellige i Nauvoo i Illinois, men han blev der ikke længe. Han blev kaldet til at krydse Atlanterhavet for at tjene på en mission i England, og han forlod derfor Nauvoo samme måned. Inden han tog af sted, tog han sig tid til at besøge familierne til de ni apostle, der allerede tjente i England.

Da han besøgte Brigham Youngs familie, bemærkede han, at bjælkehytten var utæt, og vinden stod ind gennem sprækkerne mellem bjælkerne, »så familien var udsat for vejr og vind«. Søster Young var træt, fordi hun lige var vendt hjem fra en frugtesløs eftersøgning efter familiens malkeko. Trods sin svære situation sagde hun til ældste Snow: »Du kan se, hvordan jeg har det, men sig til min mand, at han ikke skal bekymre sig det mindste om mig – jeg ønsker, at han gør sit arbejde færdigt, indtil han bliver afløst.« Rystet af søsters Young »forarmede, håbløse situation« ønskede ældste Snow at hjælpe: »Jeg havde meget få penge – ikke engang nok til at transportere mig en tiendedel af vejen til mit tjenestested og uden udsigt til at skaffe restbeløbet; og det var aftenen før, jeg skulle af sted. Jeg hev et par håndører frem af min lomme … men søster Young nægtede at tage imod dem; mens jeg ihærdigt insisterede på, at hun skulle tage imod dem, nægtede hun vedholdende – og mønterne faldt dels med vilje og dels ved et uheld på gulvet og smuttede ned mellem sprækkerne i gulvbrædderne, hvilket afgjorde sagen, og jeg bød hende farvel og lod hende om at samle dem op, når hun havde tid.«³²

Fra Illinois rejste ældste Snow til New York, hvor han gik ombord på et skib, der skulle sejle ham over Atlanten. På den 42-dage lange sørejse blev de ramt af tre voldsomme storme. Omgivet af frygtsomme, grædende medpassagerer forblev ældste Snow rolig, han satte sin lid til, at Gud ville beskytte ham. Da skibet lagde til kaj ved Liverpool i England, var ældste Snows hjerte »fyldt til bristepunktet af taknemlighed mod Herren, der bevarer og skærmer dem, han kalder og sender ud som frelsens budbringere for jordens nationer.«³³

Da ældste Snow havde tjent som missionær i England i omtrent fire måneder, modtog han yderligere en ansvarsopgave. Han blev udpeget til at tjene som præsident for Londonkonferencen (svarer til et distrikt), en kaldelse der i vore dage svarer til distriktspræsident. Han fortsatte med at forkynde evangeliet, og han førte også tilsyn med præstedømmeledernes, fx grenspræsidenternes arbejde i området. Da han tjente i denne ledende stilling, rapporterede han ofte til ældste Parley P. Pratt, medlem De Tolv Apostles Kvorum og præsident for missionen. Han skrev om mange mennesker, der »søgte frelsens vej«, om et »overfyldt« rum til et søndagsmøde og om »glæden ved at døbe de omvendte ind i vor Herre og Frelsers Jesu Kristi fold«. I entusiasme og optimisme for arbejdet sagde han: »Trods hensynsløs ondskab af enhver art overalt omkring os går Zion frem, og jeg tror på, at der inden længe vil være et lys i denne by.«³⁴

Londonkonferencen oplevede stor vækst under ældste Snows tid som præsident. Selvom ældste Snow glædede sig over denne succes, kæmpede han også med ledelsesansvaret. I et brev til ældste Heber C. Kimball fra De Tolv Apostles Kvorum erkendte han, at disse udfordringer havde ført ham til at »håndtere mit ledelsesansvar helt anderledes, end jeg før har gjort«.³⁵ Han fortalte følgende til ældste Kimball: »Du og ældste Wilford Woodruff sagde, at det ville blive en lærerig erfaring; det har det allerede været … Lige siden jeg ankom, er der konstant dukket noget nyt op blandt de hellige. Ikke så snart er én ting løst, før der dukker en anden op.« Han delte en sandhed, som han hurtigt havde lært i sit nye ansvar: »Jeg ville ikke kunne håndtere de vanskeligheder, hvis ikke Gud bistod mig i stor grad.«³⁶ Han udtrykte en lignende følelser i et brev til ældste George A. Smith fra De Tolv Apostles Kvorum: »Den smule, jeg har gjort, har ikke været af mig selv, men af Gud. En ting, som jeg har lært af erfaring i mine bestræbelser på at højne mit embede som lærer i Israel, er, at jeg af mig selv intet ved, og at jeg intet kan: Jeg ser også tydeligt, at ingen hellig kan nyde fremgang, medmindre han er lydig mod de råd og den vejledning, der kommer fra dem, der er sat til at præsidere i Kirken. Jeg er fuld af fortrøstning om, at så længe jeg holder hans love, vil Herren opretholde og støtte mig i mit embede … Så længe jeg vandrer for ham i ydmyghed, vil han give mig kraft til at råde i retfærdighed og med åbenbaringens ånd.«³⁷

Udover at forkynde evangeliet og tjene som præsident for Londonkonferencen skrev ældste Snow også en religiøs pjece eller pamflet som en hjælp til missionærerne med at forklare det gengivne evangelium. Denne pjece med titlen Den eneste vej til frelse blev senere oversat til flere sprog og blev brugt op gennem anden halvdel af det 19. århundrede.

Ældste Snow tjente i England indtil januar 1843. Inden han tog derfra, udførte han en opgave, han havde fået af præsident Brigham Young. Ude i marginen på en side i sin dagbog skrev han sin eneste kommentar om denne opgave: »Leverede to eksemplarer af Mormons Bog til dronning Victoria og prins Albert på foranledning af præsident B. Young.«³⁸

Da ældste Snow forlod England, anførte han en gruppe britiske sidste dage hellige, som emigrerede til Nauvoo. Han skrev i sin dagbog: »Jeg stod i spidsen for en gruppe på 250 mennesker, hvoraf mange var nære venner, som var trådt ind i pagten som resultat af min undervisning. Den situation, jeg nu befandt mig i, da jeg krydsede havet omgivet af venner, var meget misundelsesværdig i forhold til den ensomme rejse, som jeg foretog to et halvt år tidligere.«³⁹Ældste Snows oplevelser på skibet Swanton viste hans lederevner og tro på Gud. Følgende beretning er et uddrag fra hans dagbog:

»Jeg kaldte de hellige sammen, og alle indvilligede i, at jeg opdelte dem i grupper og undergrupper med en leder for hver gruppe og opstillede regler for, hvordan gruppen skulle ledes. Jeg opdagede, at der var adskillige højpræster og omkring tredive ældster blandt os, og eftersom jeg kendte det naturlige ønske, som mange ældster har for bare at måtte gøre en lille smule for at udmærke sig – og sker det ikke på den ene måde, så gør det på en anden – besluttede jeg derfor, at det var mere sikkert, at jeg selv udstak kursen og udpegede så mange som muligt til en opgave og gav dem alle et ansvar. Hele gruppen samledes hver aften ugen igennem til bøn. Vi forkyndte to gange om ugen og holdt møder og forrettede nadveren om søndagen.

Kaptajnen, som jeg gerne ville stifte nærmere bekendtskab med, virkede meget fjern og reserveret … Det var let at antage, at han i sit stille sind nærede fordomme imod os. Vi havde været ude på havet i omkring to uger, hvor der ikke var sket meget andet end det, der almindeligvis sker til havs, da følgende hændelse fandt sted:

Kaptajnens hovmester, en ung tysker, kom ud for en ulykke, som truede hans liv. Han var en meget dydig, alvorsfuld og pålidelig ung mand, der havde været med kaptajnen på flere sejladser og havde vundet både kaptajnens og besætningens hengivenhed, og de hellige var også blevet meget knyttede til ham. Derfor vakte risikoen for, at han ville dø … stor sorg over hele skibet.

Han blødte ud af munden og led af kramper og anfald. Efter de forgæves havde prøvet alle de forskellige lægemidler, var alt håb til sidst ude for at redde hans liv. Kaptajnen bad sømændene om, at de én for én gik ind og sagde farvel til ham inden de gik til køjs, hvilket de gjorde uden den mindste forventning om at se ham i live næste morgen. Mange havde våde øjne, da de kom ud fra hans kahyt.

Søster Martin (en af de sidste dages hellige kvinder på skibet) havde, mens hun sad alene ved hans seng udtrykt sit ønske til ham om, at hun måtte tilkalde mig for at give ham en præstedømmevelsignelse, så han måske kunne blive helbredt. Dette indvilligede han glad i. Jeg lå og sov i min køje, da beskeden kom omkring midnat. Jeg rejste mig straks og gik til hans kahyt, og på vejen mødte jeg den næstkommanderende på skibet, der lige havde været inde hos ham. Så snart han havde passeret mig, mødte han en bror Staines og bemærkede, at mr. Snow skulle give hovmesteren håndspålæggelse. ›Men‹, sagde han med sorg i stemmen, ›det er nyttesløst, det er ude med den stakkels fyr nu.‹ ›Herren kan helbrede ham gennem håndspålæggelse,‹ sagde ældste Staines. ›… Tror du det?‹ svarede sømanden af et oprigtigt hjerte.

Da jeg fortsatte, stødte jeg på kaptajnen i kahytsdøren, som så ud til at have grædt. ›Jeg er glad for, at De er kommet, mr. Snow‹, sagde han, ›selv om det ikke tjener noget formål, for der kan ikke være langt igen for hovmesteren.‹ Jeg trådte ind i hans kahyt og satte mig ved hans seng. Han trak vejret var meget tungt, og han lød som en døende. Han kunne ikke tale, men lod mig forstå, at han ønskede, at jeg skulle give ham en velsignelse. Han havde tilsyneladende kone og to børn i Hamburg i Tyskland, som var afhængige af ham. Han var meget bekymret for dem.

Jeg lagde mine hænder på hans hoved, og jeg var knap færdig med at velsigne ham, før han satte sig op og klappede sine hænder sammen og priste Gud højlydt for at være blevet helbredt; meget snart efter rejste han sig fra sengen, gik ud af kahytten og vandrede omkring på dækket.

Næste morgen var alle forbløffede over at se hovmesteren i live og forundrede over, at han var i stand til at passe sit arbejde, som han plejede. Sømændene svor hver og en, at det var et mirakel; de hellige vidste, at det var det, og glædede sig og priste Herren; kaptajnen troede fuldt og fast på det og var dybt taknemlig, og vi kom til at stå ham meget nær fra det øjeblik. Han gjorde os alle de tjenester, han overhovedet havde mulighed for og bekymrede sig om vore behov og ønsker; han deltog i alle vore møder og købte og læste vore bøger. Sømændene gjorde det samme, og da jeg forlod dem i New Orleans i Louisiana, gav de mig et løfte om, at de ville lade sig døbe. Jeg fik et brev et år senere fra førstestyrmanden, som informerede mig om, at de … havde holdt deres løfte. Kaptajnen udtrykte også sin intention om at modtage evangeliet på et tidspunkt og leve sammen med de hellige. Hovmesteren blev døbt, da vi nåede til New Orleans, og da vi tog afsked, gav han mig en bibel, som jeg har endnu.«⁴⁰

Ældste Snow skrev: »Adskillige af sømændene græd, da vi gik fra borde. Det var faktisk et meget bevægende øjeblik for os alle sammen.«⁴¹ I New Orleans gik ældste Snow og hans hellige rejsefæller ombord på en færge og rejste videre ad Mississippifloden. De ankom til Nauvoo den 12. april 1843.

Efter Lorenzo Snow havde tjent som fuldtidsmissionær det meste af syv år, så han en mulighed for at tjene på en anden måde et stykke tid. I vinteren 1843-1844 blev han tilbudt arbejde som lærer på en lokal skole. Han tog imod tilbuddet, selv om han vidste, at mange af eleverne »pralede af deres dårlige opførsel mod lærerne, og at de ødelagde skolen«. Han besluttede at måden, hvorpå han kunne vinde elevernes respekt, var ved at vise dem respekt. Hans søster Eliza mindedes: »Han tiltalte de drenge, som om de var de mest respektable gentlemen … Han gjorde en særlig indsats for at imponere dem med en følelse af, at han var interesseret i dem, og han ønskede at hjælpe dem fremad i deres studier … På denne måde vandt han gennem venlighed og overtalelse deres tillid, og de slappede af. Gennem tålmodighed og en standhaftig indsats blev disse rødder forvandlet til respektfulde elever og inden længe, og lang tid inden skoleåret var slut, havde de gjort store fremskridt og var blevet flittige studerende.«⁴²

I 1844 modtog han en ny kaldelse i Kirken Han blev kaldet til at rejse til Ohio og virke som kampagneleder for at få Joseph Smith valgt som præsident for USA. Profeten var skuffet over den måde, som de sidste dages hellige var blevet behandlet på af den amerikanske regering, og han havde skrevet til de forskellige præsidentkandidater for at få et indblik i deres indstilling til Kirken. I utilfredshed med deres svar besluttede han sig for selv at stille op som præsident.

De Tolv Apostles Kvorum udpegede Lorenzo Snow og andre til at »danne en politisk organisation i delstaten Ohio for at føre kampagne for Joseph Smith og få ham valgt som præsident.«⁴³ Ved at gøre det skabte de opmærksomhed om den måde, hvorpå de helliges forfatningsmæssige rettigheder var blevet krænket. Lorenzo sagde, at han havde »en meget interessant tid«.⁴⁴ Nogle mennesker gjorde heftigt modstand mod profetens kandidatur, og andre mente, at Joseph Smith kunne lede nationen til succes og fremgang.

Lorenzo Snow mindedes: »Midt imellem disse ekstremer led mine fremskridt pludselig en brat afslutning, da der løb velunderrettet nys ind om massakren på profeten og hans bror, Hyrum.«⁴⁵ Han vendte »trist om hjertet« tilbage til Nauvoo.⁴⁶

Selv i denne tragiske tid arbejdede de hellige flittigt på at opbygge Guds rige. Som Lorenzo senere bemærkede: »Under den Almægtiges vejledning, gik riget fremad.«⁴⁷ De fortsatte med at forkynde evangeliet og styrke hinanden, og de arbejdede sammen om at færdigbygge templet i deres by.

Da Lorenzo Snow samledes med de hellige i Nauvoo, var han fast besluttet på, at han aldrig ville giftes, men i stedet bruge sit liv på at forkynde evangeliet. Som hans søster Eliza senere bemærkede, »så var hans altoverskyggende ønske at vie sin tid, talenter og hele sit væsen til tjeneste«. Han følte, at et familieliv ville »svække hans nytte« i Herrens værk.⁴⁸

Lorenzos syn på ægteskab og familie begyndte at ændre sig i 1843, efter en snak på tomandshånd med profeten Joseph Smith ved Mississippiflodens bred. Profeten vidnede om den åbenbaring, han havde modtaget om flerkoneri. Han sagde til Lorenzo: »Herren vil gøre dig i stand til at modtage og adlyde loven om celestialt ægteskab.«⁴⁹ Med dette råd begyndte Lorenzo at forstå, at ægteskab var en befaling fra Herren og en væsentlig del af vor himmelske Faders plan for lykke.

I 1845 indgik Lorenzo Snow ægteskab med både Charlotte Squires og Mary Adaline Goddard, da flerkoneri på den tid blev praktiseret i Kirken. Han blev senere beseglet til flere kvinder. Hans hengivenhed for sine hustruer og børn blev en del af hans hengivenhed for Herrens værk.

De hellige fortsatte med at opbygge Guds rige i Nauvoo, men forfølgelsen fortsatte også. Midt i den kolde vinter i februar 1846 tvang pøbelen dem til at forlade deres hjem og tempel. De begyndte det lange træk vestpå mod et nyt hjem.

Selvom Lorenzo Snow og hans familie forlod Nauvoo sammen med de øvrige hellige, ankom de ikke til Saltsødalen før et år efter, at de første pionerer var ankommet. Som de fleste af de første sidste dages hellige pionerer opholdt de sig i midlertidige bosættelser langs vejen. Lorenzo og hans familie opholdt sig en kort tid i en bosættelse ved navn Garden Grove i Iowa, hvor de byggede bjælkehytter til de hellige, som fulgte efter dem. Derfra flyttede de til bosættelsen Mount Pisgah også i Iowa.

I Mount Pisgah arbejdede Lorenzo sammen med sin familie og andre hellige for at sørge for deres behov og tillige for de behov, som de, der fulgte dem på vejen mod Saltsødalen, ville have. De byggede bjælkehytter og såede og dyrkede afgrøder, velvidende at andre ville høste dem. På et tidspunkt under deres ophold i Mount Pisgah blev Lorenzo Snow kaldet til at præsidere over bosættelsen. Eftersom sorg, sygdom og død plagede folk, deriblandt hans egen familie, arbejdede han flittigt på at hjælpe dem med at finde håb, styrke hinanden og forblive lydige mod Herrens befalinger.⁵⁰

I foråret 1848 bad præsident Brigham Young Lorenzo Snow om at forlade Mount Pisgah og rejse til Saltsødalen. Lorenzo fik igen en lederstilling, denne gang som anfører for nogle pionerkompagnier. Kompagnierne ankom til Saltsødalen i september 1848.

Den 12. februar 1849 blev Lorenzo Snow bedt om at mødes med De Tolv Apostles Kvorum. Han holdt øjeblikkeligt inde med det, han var i gang med og tog til mødet, der allerede var begyndt. På vejen undrede han sig over, hvorfor han var blevet hidkaldt af De Tolv Apostles Kvorum. Han spekulerede på, om han havde gjort noget forkert. Men han vidste, at han trofast havde udført sine pligter, så den tanke afviste han. Han kunne således ikke forestille sig, hvad der var i vente for ham. Da han ankom, blev han overrasket over at opdage, at han var blevet kaldet til at virke som medlem af De Tolvs Kvorum. Ved det samme møde blev han og tre andre – ældste Charles C. Rich, ældste Franklin D. Richards og ældste Erastus Snow, en fjern slægtning, ordineret som apostle.⁵¹

Lorenzo Snows ordination til apostel prægede resten af hans liv. Hans kald som et »særligt vidne om Kristi navn« (L&P 107:23) påvirkede alt, han gjorde. Han udtrykte senere sine følelser omkring en apostels særlige ansvar:

»For det første må en apostel besidde en guddommelig kundskab, som er opnået gennem åbenbaring fra Gud om, at Jesus lever, og at han er den levende Guds Søn.

For det andet må han være guddommeligt bemyndiget til at overdrage Helligånden; et guddommeligt princip, der åbenbarer de ting, der hører Gud til, gør hans vilje og planer kendte, som leder til al sandhed og viser kommende ting, som Frelseren forklarede.

For det tredje er han ved Guds kraft bemyndiget til at forrette evangeliets hellige ordinancer, hvilket bekræftes for det enkelte menneske gennem et guddommeligt vidnesbyrd. Tusindvis af mennesker, der nu bebor disse bjergdale, og som har modtaget disse ordinancer som resultat af min forkyndelse, er et levende bevis på sandheden i denne udtalelse.«⁵²

Udover det personlige ansvar ved sin kaldelse havde ældste Snow en fast overbevisning om, hvad det betød at være medlem af De Tolv Apostles Kvorum: »Vi, De Tolv, er opsat på at opgive enhver ting, som kunne bortlede vores opmærksomhed fra pligtens sti, så vi kan være ét, lige som Det Første Præsidentskab er ét og være sammenknyttede af det kærlighedsprincip, der knytter Guds Søn til Faderen.«⁵³

Med denne forståelse af sit personlige kald og De Tolv Apostles mission viede ældste Lorenzo Snow sit liv til at opbygge Guds rige på jorden. Han tjente i sit kald på mange forskellige måder og mange forskellige steder.

Den 2. september 1898 døde præsident Wilford Woodruff efter at have tjent som præsident for Kirken i mere end ni år. Præsident Lorenzo Snow, som dengang tjente som præsident for De Tolv Apostles Kvorum, var i Brigham City, da han hørte nyheden. Han steg på et tog til Salt Lake City så snart han kunne, velvidende at ansvaret for at lede Kirken nu hvilede på De Tolv Apostles Kvorum.

Han følte sig utilstrækkelig, men alligevel villig til at gøre Herrens vilje og tog til templet i Salt Lake for at bede. Som svar sin bøn modtog han besøg af Herren selv. Præsident Snow har senere vidnet om, at han »faktisk så Frelseren … i templet og talte med ham ansigt til ansigt«. Herren fortalte ham, at han straks skulle gå videre med reorganiserering af Det Første Præsidentskab og ikke vente, som man tidligere havde gjort, når Kirkens præsidenter døde.⁷² Præsident Snow blev opretholdt som præsident for Kirken af De Tolv Apostles Kvorum den 13. september 1898, hvorefter han begyndte at tjene som præsident. Han blev opretholdt af Kirkens medlemmer den 9. oktober og indsat som Kirkens femte præsident den 10. oktober.

Gennem præsident Snows eksempel og de åbenbaringer, som han modtog, tog de sidste hellige ham til sig som deres profet. Han vandt respekt hos folk af andre trosretninger som en sand Guds mand.