Hellige familieforhold

Tilskynd til ægteskab … og understreg over for andre helligheden af det forhold og den forpligtelse, de er under, for at iagttage denne store befaling, som Gud gav til vore første forældre om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden (se 1 Mos 1:28). Dette er så meget desto vigtigere i lyset af den nuværende tendens i verden til at tilsidesætte denne lov og vanære ægteskabspagten. Det er trist at se hyppigheden af skilsmisser i dette land og den tiltagende tilbøjelighed til at betragte børn som en byrde i stedet for som en dyrebar arv fra Herren.⁴

Herren har vist os, at dersom vi er trofaste, vil vi kunne nyde omgang med hinanden i en udødelig og herliggjort tilstand; at de forbindelser, som skabes her, der er af varig karakter, vil bestå i evigheden.⁵

De forbindelser, der skabes her, vil fortsætte i de evige verdener. Fædre, mødre, søstre, brødre – ja, mødre, som ser deres børn udånde ved deres side – ved, at de vil være deres i åndeverdenen, og at de vil modtage dem, som da de lagde dem i graven. Den hustru, som ser sin mand dø, når livet ebber ud af ham, ved, at hun vil se ham igen, og hun finder trøst og glæde, som gives gennem åbenbaring fra den Almægtige, ved tanken om, at hun vil få sin mand tilbage i de evige verdener. Den samme form for slægtskab, som vi nyder her, vil være at finde bag sløret; de bånd som knyttes her, vil vokse sig stærkere i livet, der kommer. Og sidste dages hellige føler denne forvisning, fordi Gud har givet dem den⁶ (se forslag 2 på s. 131).

En dame kom ind på vores kontor forleden dag og bad om at tale med mig i et privat anliggende. Hun fortalte mig, at hun var meget ked af det, fordi hendes muligheder for at få en mand ikke havde været gunstige … Hun ville gerne vide, hvad hendes stilling ville være i det næste liv, hvis det ikke lykkedes hende at finde en mand i dette liv. Jeg antager, at dette spørgsmål har trængt sig på hos vore unge mennesker … Jeg ønsker at give en lille forklaring til trøst for parterne i sådanne forhold. Der findes ingen sidste dages hellig, som dør efter at have levet et trofast liv, der vil miste noget som helst, fordi vedkommende ikke har gjort visse ting, når anledningen ikke er blevet givet ham eller hende. Med andre ord, hvis en ung mand eller en ung kvinde ikke får nogen mulighed for at gifte sig, men de lever et trofast liv indtil deres død, får de alle de velsignelser, den ophøjelse og herlighed, som enhver mand eller kvinde får, der har fået denne mulighed og har benyttet sig af den. Dette er sikkert og vist …

Folk uden mulighed for at gifte sig i dette liv vil, hvis de dør trofaste i Herren, få de midler stillet til rådighed, ved hvilke de kan sikre sig alle de nødvendige velsignelser, som gifte personer har. Herren er nådefuld og god, han er ikke uretfærdig. Der er ingen uretfærdighed i ham; men alligevel kan vi knap se på det som retfærdigt, når en kvinde eller mand dør uden muligheden for giftemål, hvis der ikke var mulighed for at råde bod på det i det næste liv. Dette ville være uretfærdigt, og vi ved, at Herren ikke er et uretfærdigt væsen. Min søster, Eliza R. Snow, antager jeg for at være akkurat lige så god en kvinde som enhver anden sidste dages hellig kvinde, der nogensinde har levet, og hun var ugift indtil hun ikke længere var i stand til at stifte familie … Jeg kan ikke et øjeblik forestille mig, at hun vil miste noget som helst af denne årsag. Det vil blive hende godtgjort i det andet liv, og hun vil få et lige så stort rige, som hun ville have fået, dersom hun i dette liv havde haft mulighed for at opfostre en familie.⁷

Se til, at de små, bagatelagtige misforståelser i hjemmet ikke forgifter jeres lykke.⁸

Hustruer, vær trofaste mod jeres mænd. Jeg ved, at I er nødt til at finde jer i mange ubehagelige ting, og jeres mænd er også nødt til at finde sig i noget. Jeres mænd er til tider utvivlsomt en prøve, sommetider måske på grund af uvidenhed, andre gange er det muligvis på grund af uvidenhed fra jeres side …

Jeg siger ikke, at jeres ægtemænd er dårlige – kun lige så dårlige, som I selv er, og nogle af dem er sikkert værre, men hæng jer ikke i det; prøv at udholde de ubehageligheder, der sommetider opstår, og når I møder hinanden i det næste liv, så vil I være glade for, at I udstod disse ting.

Til mændene siger jeg: Mange af jer påskønner ikke jeres hustruer, som I burde … Vær venlige mod dem. Når de skal til møder, så bør I bære rundt på barnet mindst halvdelen af tiden. Har det brug for at blive vugget, og I ikke har meget at gøre, så vug det. Vær venlige, når I sommetider er nødt til at yde et lille offer for at gøre det; så føl i hvert fald venlighed, uanset hvad I ofrer.⁹

Mændene bør være mere faderlige i hjemmet, og være i besiddelse af ædle følelser for deres hustru og børn, naboer og venner, og være mere hensynsfulde og gudelige. Når jeg besøger en familie, kan jeg godt lide at se, at familiens overhoved betjener sin familie som en guds mand, venlig og blid, fyldt med Helligånden og med en visdom og forståelse fra himlen.¹⁰

Hvis I nogensinde sikrer jer en familie i Zion, hvis I nogensinde sikrer jer den himmelske forening, som er nødvendig for at eksistere der, er I nødt til at knytte den familie sammen som ét, og Herrens ånd er nødt til at findes hos familiens overhoved, og han bør have det lys og den intelligens, der, hvis den udøves i den enkeltes daglige liv og opførsel, vil tjene den familie til frelse, for han holder deres frelse i sine hænder.

Han bestræber sig på og associerer sine følelser og sin hengivenhed til sin families, så vidt det overhovedet er i hans magt, og anstrenger sig for at sikre alle de ting, som er nødvendige for deres komfort og velfærd, hvor de til gengæld må give og udvise den samme følelse, den samme venlighed og indstilling og efter yderste evne udvise taknemlighed for de velsignelser, de modtager.

Dette er nødvendigt, for at der kan være en følelse af samhørighed, eller følelsesmæssig enhed og gensidig hengivenhed, så de kan være ét ved at være knyttet sammen på den måde.¹¹

Når ægtemænd knæler ned i samvær med deres hustru og børn, bør de være inspireret af Helligåndens gave og kraft, således at ægtemanden må være en sådan mand, som en god hustru vil ære, og Helligåndens gave og kraft må hvile på dem altid. De bør være enige i deres familie, så Helligånden kan dvæle hos dem. De bør leve således, at hustruen gennem bøn kan blive helliggjort, at hun må kunne se behovet for at helliggøre sig over for sin mand og sine børn, så de må blive ét i den forstand, at de som ægtemand og hustru kan være helt enige og egnede til at optage en plads i Guds rige, drage på en ren ånd og bidrage med ren vejledning til deres børn og børnebørn¹² (se forslag 3 på s. 131).

Det er ikke vores værk, vi tager del i, det er Guds værk. Vi vejledes i vores færden af en højerestående intelligens … Dette riges fremtid hviler på vore efterkommere. Dets kraft og endelige sejr beror på deres uddannelse og behørige oplæring. Hvis vi ønsker at udøve en god indflydelse på vores familie, må vi vise dem et godt eksempel, såvel som give dem gode forskrifter. Vi bør være i stand til at sige, gør som jeg gør, såvel som at sige, gør som jeg siger.¹³

Stræb efter at undervise jeres børn på en sådan måde, både ved eksempel og forskrift, at de uden tøven vil følge i jeres fodtrin og være lige så tapre over for sandheden, som I har været.¹⁴

Mænd, der ønsker at stå sig godt med Gud i det hellige præstedømme, bør have profetiens ånd, og må være kvalificerede til at forrette liv og frelse for menneskene; og selvom de ikke kan gøre det for verden, må de gøre det i deres hjem, i deres familie, i deres forretninger og på gaderne, så deres hjerte må være inspireret med livets ord ved hjemmets arne, når de underviser deres børn og næste i evangeliet, såvel som når de taler til deres brødre fra denne forhøjning. Dette med at have lidt af Ånden foran mennesker og siden lægge den til side dur ikke. Nogle mænd taler til menneskene og går så hjem … og i stedet for at have livets ord i sig, bliver de åndeligt fuldstændig tørre og døde, men det holder ikke længere.

Det er en pligt for fædre i Israel at vågne op og være frelsere for mennesket, at de kan vandre for Herren i troens styrke og med fast beslutsomhed, som vil sikre dem den Almægtiges inspiration til at undervise deres familie i livets ord …

I dette vil vi se en ånd af beslutsomhed, som vil gøre os i stand til at blive ét, så vi kan lære at elske hinanden, og jeg beder til Herren om, at han vil indgyde den kærlighed i hjertet på hver af os, som han indgød i Jesus, sin Søn, og at han fortsat vil indgyde os en viden om det, der er godt.¹⁵

Det er en fars ansvar at gøre sig egnet til at undervise og vejlede sine børn og forelægge dem principper, så de ved at tilpasse sig disse principper kan opleve den største glæde, det som børn er muligt at opnå, mens de på samme tid lærer de principper, som vil give dem den største glæde og lykke som voksne.¹⁶

Vore børn vil, hvis vi flittigt forædler de rene principper om liv og frelse i os, vokse op i viden om disse ting og vil i større grad end os være i stand til at fremme himlens orden og grundlægge glæde og fred omkring sig¹⁷ (se forslag 4 og 5 på s. 131-132).