»Jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig«

Der er en kurs, som mænd og kvinder kan følge, ad hvilken man ikke lider forlis. Uanset hvilke skuffelser eller tilsyneladende fiaskoer, der måtte forekomme, vil der generelt og i virkeligheden ikke være noget forlis … Der har været tider, hvor det har virket, som om vi bevægede os baglæns; det har det i hvert fald gjort for dem, der ikke var fuldt oplyst om Guds sind og vilje. Kirken har været igennem nogle meget mærkelige oplevelser, og folk har ydet store ofre … Men vi er kommet igennem disse ofre, og som folk har vi ikke lidt nederlag. Hvorfor har vi ikke lidt nederlag? Fordi folket generelt har haft blikket rettet mod livets sande principper, og de har udført deres pligt … Folket har generelt haft Herrens ånd hos sig og fulgt den. Derfor har vi ikke lidt forlis. Således kan det også være for den enkelte. Der er en kurs, som det enkelte menneske kan følge, ad hvilken han ikke vil lide nederlag. Det gælder timelige såvel som åndelige anliggender. Herren har givet os nøgleordet i disse skriftsteder, som jeg har læst fra Lære og Pagter:

»Og hvis I alene har min ære for øje, skal jeres hele legeme blive fyldt med lys, og der skal ikke være noget mørke i jer, og det legeme, der er fyldt med lys, fatter alting. Helliggør derfor jer selv, så I alene har Gud i sinde« (L&P 88:67-68).

Dette er nøglen til varig succes for et menneske. Paulus siger:

»Jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus« (Fil 3:14).

Et stort mål som enhver sidste dages hellig konstant bør have for øje. Hvad er sejrsprisen? … »Alt det, som min Fader har, [skal] gives ham« (L&P 84:38).

Ved en lejlighed kom Frelseren med en særlig udtalelse. Vi finder den i det femte kapitel af Johannesevangeliet, og den lyder:

»Jeg kan intet gøre af mig selv« (Joh 5:30).

Det er bemærkelsesværdigt, at den Gud, der havde skabt verdener, som kom til jorden i kødet, udførte mægtige mirakler og ofrede sit liv på højen Golgata til frelse for hele menneskeslægten – sagde: »Jeg kan intet gøre af mig selv.« Og han fortsætter med at sige:

»Som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 5:30).

Det er en vidunderlig ting at sige, og der ligger en del i det. Nuvel, det, vi ønsker, er at have den ånd i enhver gerning og forpligtelse i vores liv, uanset om den er timelig eller åndelig, og ikke tænke selvisk. Vi bør prøve at fastlægge, hvordan vi bør bruge de penge og den information, Gud har givet os. Svaret er ganske enkelt til Guds ære. Vi bør kun have øje for Guds ære. Det er det, vi forlod åndeverdenen for at gøre ved at komme hertil. Vi bør søge at fremme den Allerhøjeste Guds interesser og føle, som Jesus følte: »Jeg kan intet gøre af mig selv.« For så vidt vi i dag, i morgen, denne uge og næste handler i Guds interesse og alene har øjet henvendt på hans ære, kan der ikke blive tale om nederlag² (se forslag 1 på s. 151).

Af os selv formår vi intet. Som Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen« (Joh 5:19). Han kom til denne verden for at gøre Faderens vilje og ikke sin egen. Vores ønske og beslutsomhed bør gå på det samme. Når der dukker ting op, der kræver anstrengelse fra vores side, bør vi følge Faderens vilje og ikke vores egen og ønske at spørge, hvad Faderens vilje er, som vi er her for at tjene? Så vil enhver af vore gerninger blive en succes. Vi vil måske ikke se succesen i dag eller i morgen, men det resulterer ikke desto mindre i succes.³

»Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« (se 2 Mos 20:17).

»Men Moses sagde til Herren: Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord« (se 2 Mos 4:10) …

Vi ser i disse vers, jeg har læst, at Gud kaldte Moses til at udføre en bestemt opgave, og Moses følte sig utilstrækkelig og uegnet til at gøre det, der blev forlangt af ham. Opgaven var for stor. Den var for stor og omfattende i sin karakter, og den krævede det af Moses, som han ikke følte han besad i kraft og evne; og han mærkede sin svaghed, og han bad Gud om at finde en anden … Han nærede en følelsesmæssig modstand og sagde således til Herren: Hvem er jeg, at jeg skulle kunne udføre så stort et værk – for det er umuligt, at det kan udføres af en med så få evner, som jeg har …

Det var de følelser og den forestilling, Moses havde, og han ønskede at præge Gud med dem. Sådan har det været siden begyndelsen; når Herren har kaldet forskellige personer, har de følt deres utilstrækkelighed, og sådan er det, når ældsterne kaldes til at tale til jer. Sådan er det med ældsterne, som kaldes til at gå ud til alle jordens nationer og forkynde evangeliet. De mærker deres utilstrækkelighed. De føler sig utilstrækkelige …

Da Jeremias blev kaldet, havde han det ligesom Moses. Han sagde, at Herren havde kaldet ham til at være profet, ikke alene for Israels hus, men for alle de omkringliggende nationer. Han var kun et barn, ligesom Joseph Smith, da Gud første gang viste sig for ham. Joseph var kun omkring 14 år – kun et barn, hvad angår verdens visdom og lærdom – således var det også med Jeremias, da Gud først kaldte han, sagde han: »Jeg er jo kun et barn. Hvordan kan jeg udføre det store hverv, du fordrer af mig og løfte det store ansvar du lægger på mine skuldre?« Hans sind og følelser var i oprør over at skulle gøre det store arbejde. Men Gud sagde for at trøste ham: »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig.« Han sagde, at han kendte ham fra åndeverden, at Jeremias ville kunne udføre det, som Herren fordrede af ham, og »før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene« (se Jer 1:5-6). Jeremias gik frem, og gennem den Almægtiges kraft udførte han det, som Herren ønskede af ham …

Herren handler meget anderledes end menneskene. Han arbejder anderledes. Apostlen Paulus talte om det. Han sagde: »I er kaldede. Det er ikke de vise, der er kaldet, men Gud har kaldet dårerne for at modsige de vise« (se 1 Kor 1:25-27). Og de apostle, som Gud kaldte, som Jesus, Guds Søn, kaldte og lagde sine hænder på og overdrog præstedømmet og myndighed til at udføre hans værk, de var ikke uddannede, de forstod sig ikke på videnskab, de indtog ikke høje stillinger i samfundet – de var fattige og ulærde og uagtede … Ja, Herren arbejder anderledes. Han kalder ikke, som mennesker ville gøre. Og mennesker er meget tilbøjelige til at blive forvirrede over, hvordan Gud virker, når han kalder; selv de bedste, de viseste mænd bliver ofte forvirrede. Moses var forvirret over, hvordan Herren kunne gøre ham i stand til at udføre det, han fordrede, men det fik han at vide senere. Herren hjalp og støttede ham på forunderlig vis ved at overbevise hans brødre, israelitterne, om, at han, Moses, havde set den store Jahve. Han rådførte sig med dem og fortalte om sin mission, og de indvilligede til sidst. De godtog og fulgte hans råd og lederskab, og han førte dem ud af landet, ud af fangenskab i Egypten. Han fik succes, ikke gennem sin egen visdom, men han tilskrev al sin succes den Almægtige Gud, som havde kaldet ham. Og det gør vi også …

Det må være tilstrækkeligt at sige, at Gud har kaldet os. Vi prædiker ikke, medmindre Gud kræver det. Næsten enhver mand, der er kaldet som ældste i Israel, har følt hjertet synke i brystet, når de er blevet kaldet til at forkynde evangeliet og udsendt til de pligter, der hviler på dem. Jeg bemærker, at nogle af de bedste talere, der nogensinde har talt fra denne talerstol, var bange, da de blev kaldet til det, de har følt behov for at bede om forsamlingens tro og støtte. Og de har stået frem i Jahves kraft og forkyndt hans vilje i frygt og bæven; men det var ikke af egen styrke og visdom, at de således talte til de sidste dages hellige. Selvom de aldrig har opnået en højere uddannelse, har de kunne stå foran forsamlingen uden at forlade sig på egen styrke, men på evangeliets styrke og vælde.⁴

Vi kan ikke altid gøre det, vi gerne vil, men vi vil have kraften til at gøre det, vi bør gøre. Det vil Herren give os styrken til⁵ (se forslag 2 på s. 151).

Det vi gør, udfører vi i Herren Israels Guds navn, og vi er villige til at anerkende den Almægtiges hånd i alt det, vi gør. Da Moses stod for at skulle udfri Israels børn af deres egyptiske slaveri, præsenterede han ikke sig selv, som man almindeligvis gør, men han stod frem i Herren Israels Guds navn, idet han havde fået befaling om at udføre deres udfrielse gennem den kraft og myndighed, han havde modtaget fra Gud. Og fra det øjeblik, hvor han stillede sig frem for dem i den egenskab, og indtil han havde udført sit arbejde, handlede han i og gennem Herrens navn, og ikke i kraft af sin egen visdom eller opfindsomhed, eller fordi han besad en højere udviklet intelligens end resten af menneskeheden. Herren viste sig for ham i en brændende busk og befalede ham at gå frem og udføre en bestemt opgave, som handlede om et stort folks fred, lykke og frelse, og succesen og fremgangen af det afhang af at udføre de ting, som himlens Gud havde åbenbaret for ham. Hans succes og fremgang blev sikret gennem det faktum, at den opgave han var beskikket at udføre, ikke var noget, han selv havde opfundet, men den udsprang fra Jahve …

Sådan er det også med os. Det store værk, som nu finder sted med at samle folk fra alle jordens nationer, er ikke et produkt af noget eller nogle menneskers tankegang, men det udspringer fra Herren den Almægtige.⁶

Vi er afhængige af Gud i alle vore gerninger og al vores arbejde, og al den succes, der har ledsaget vores arbejde, føler vi, er fra Gud.⁷

Vi kom til jorden af en storslået årsag, af samme årsag som Jesus, vores ældre bror, nemlig at udføre vor Faders vilje og værk; i det findes der fred, glæde og lykke, øget visdom, kundskab og kraft fra Gud; uden dette er der ingen lovede velsignelser. Lad os således hengive os til retfærdighed, hjælpe enhver til at blive bedre og gladere; gøre godt mod alle og ondt mod ingen; ære Gud og hans præstedømme; fremelske og bevare en oplyst samvittighed og følge Helligånden; bliv ikke matte, hold fast i det gode, hold ud til enden, og jeres bæger vil blive fyldt til overflod, for stor skal jeres belønning blive for de prøvelser og lidelser, I har udstået under fristelser, i ildprøver og hjertets længsel og tårer; ja vor Gud vil krone jer med en ufalmende herlighed⁸ (se forslag 3 nedenfor).