»Så vi må blive ét«

Jesus Kristus bad sin Fader om, at de, som han havde taget ud af verden, måtte være ét ligesom han og Faderen var ét, og han bad om, at Faderen ville vise dem samme kærlighed, som han havde vist ham, og at han kunne være i dem og Faderen i ham, således at alle kunne være ét. Der er noget meget vigtigt i dette, og vi er nødt til at øve os, indtil vi bliver ligesom Faderen og Sønnen, ét i alt.³

I de vers, jeg har læst (Joh 17:19-21), vises vigtigheden og nødvendigheden af, at apostlene var ét, således at Herrens hensigter kunne træde i kraft i verden. For medmindre apostlene og de, som troede på dem, var forenede, kunne verden ikke tro på Frelserens mission og hensigter. Derfor bad Jesus til Faderen om, at alle dem, som Faderen havde givet ham, måtte være ét, som han og Faderen var ét, således at verden måtte tro på, at Faderen havde sendt ham. Dette er rent faktisk det, som Herren havde planlagt, der skulle ske gennem Israel ved at føre dem ud af egyptisk trældom. Han ønskede at gøre dem til et forenet folk, et ejendomsfolk, en nation som Gud kunne vise hæder og respekt, således at verden kunne komme til tro, og at de kunne modtage de velsignelser, som han ønskede at skænke dem, eftersom alle af den menneskelige race er Guds børn; og hvis Israel havde efterkommet hans krav, ville verden utvivlsomt have draget stor nytte derved, og Guds hensigter været virkeliggjort. Herren ønskede at vise sin karakter og himlens karakter, og han ønskede at udrække sin kærlighed og sine velsignelser til hele den menneskelige familie gennem Israel, men Israel var ulydig og gav ikke agt på hans røst …

Hvis vi har splittelse i vor midte, hvis vi er splittede enten åndeligt eller timeligt, så kan vi aldrig blive det folk, som Herren har tiltænkt, vi skulle være, ej heller kan vi blive redskaber i hans hænder til at få verden til at tro på, at det hellige præstedømme er blevet gengivet, og at vi har det evige evangelium. For at vi kan fremme Guds planer, er vi nødt til at gøre som Jesus gjorde – underkaste os Faderens vilje, ikke blot i én ting, men i alle ting, og leve, så Guds vilje kan være i os⁴ (se forslag 2 på s. 199).

Der bør være større enighed blandt os, end vi ser i dag. Der er fuldkommen enighed i De Tolv Apostles Kvorum. Bør der ikke herske fuldkommen enhed i det kvorum? Helt sikkert, alle vil sige jo, fuldkommen enighed i De Tolv Apostles Kvorum … Og der hersker også fuldkommen enighed i Det Første Præsidentskab, og skulle der ikke det? Enhver vil sige, at det skal der bestemt. Og bør der ikke herske fuldkommen enighed blandt de syv præsidenter for De Halvfjerds? Helt sikkert, istemmer vi alle. Bør der ikke være fuldkommen enighed blandt højrådet og de forskellige stave i Zion? Selvfølgelig bør der det, og der er en måde at opnå den enighed på. Og det samme gælder for andre organisationer og kvorummer. Bør der ikke herske fuldkommen enighed i stavens præsidentskaber? Helt sikkert, og hvis jeg var stavspræsident, ville jeg ikke lukke et øje, førend der var enighed mellem mig og mine rådgivere. Bør der ikke være enighed mellem biskoppen og hans rådgivere? Det bør der helt bestemt være.

Hvad er så vigtigst? Burde der ikke herske enighed i familien? … Det bør der helt bestemt. Og burde nogen mand være tilfreds, hvorfor skulle nogen ægtemand og far i en familie hvile roligt, førend han har sikret fuldkommen enighed, for så vidt det overhovedet lader sig gøre at opnå? Og i denne henseende bør faderen blive lige så fuldkommen, som en mand i dette liv kan blive fuldkommen for sin familie. Og hustruen bør blive så fuldkommen, som en kvinde overhovedet kan blive i dette liv. Og så er de beredte til at gøre deres børn lige så perfekte, som de er villige og i stand til at blive. Og faderen og moderen bør være meget forsigtige. Hustruen bør aldrig tale respektløst til sin mand i nærheden af deres børn. Hvis hun synes, at hendes mand har handlet forkert (og det kan han have gjort), bør hun aldrig påtale det foran deres børn. Hun bør tale med ham, hvor børnene ikke kan høre det, og påpege hans fejl på en venlig måde, men aldrig tale respektløs om faderen i nærheden af børnene. Og det samme gælder faderen. Han har ingen ret til at tale respektløst om sin hustru i børnenes nærvær. Og jeg beder til, at Gud vil give ægtemand og hustru føling med og forståelse for at korrigere sig i sådanne anliggender. Jeg ved, at mange af de problemer, vi ser dukke op for tiden, og den mangel på respekt, som vi ser i forbindelse med præstedømmet blandt de unge mennesker, skyldes det faktum, at der har været problemer i hjemmet, og der har været udtrykt mangel på respekt fra faderen mod moderen eller fra moderen mod faderen i børnenes nærvær. Nu er det sådan, at jeg ved, at dette er sandt⁵ (se forslag 3 på s. 199).

Vi taler en hel del om princippet om at elske vores næste, som vi elsker os selv. Vi taler om det, og sommetider tænker vi over det, men hvor meget går vi egentligt ind i kernen af disse ting og ser, at problemet ligger hos os selv? Vi må forstå, at vi er nødt til at handle på visse principper, ved hvilke vi kan knyttes sammen som et folk, knytte følelsesmæssige bånd, så vi kan blive ét, og dette kan aldrig lade sig gøre, medmindre visse ting bliver gjort, vel at mærke ting som kræver, at vi yder vores del.

Hvordan vil I gå i gang med at knytte jer til hinanden? Hvordan vil et menneske gå i gang med af forene sig med sin næste? Hvis to mænd, der ikke tidligere har kendt hinanden, skal omgås hinanden, hvordan vil de så sikre sig hinandens venskab, sympati og hengivenhed? Noget måtte gøres, og ikke kun af den ene part, men måtte også gøres af den anden. Det ville ikke række for den ene at gøre noget, det ville ikke række, at den ene nærede disse følelser og gjorde arbejdet selv, men for at blive som ét hvad angår meninger og hengivenhed – må begge parter udføre det påkrævede …

Noget må gøres af begge parter for at sikre hinandens venskab og knytte os som samfund …

Lad jeres sind oplyses til at kunne forstå og se jeres omkringværende venners interesser, og hvor det er i jeres magt at sikre goder for jeres venner, så gør det, og ved at gøre det, vil I opdage, at de ting, som I har brug for, vil tilfalde jer hurtigere, end hvis I blot arbejdede for sikre dem til jer selv uafhængigt af jeres venners interesser. Jeg ved, at dette er et godt og vigtigt princip …

Vi er nødt til at vide, at det tilkommer os at lære at sikre fred og glæde for dem omkring os, og aldrig vælge en kurs, hvor vi tramper på vores næstes følelser og rettigheder. Hvis en mand træder på sin brors rettigheder, hvor lang tid vil det så tage ham at ødelægge den tillid, der hidtil har været mellem dem? Og når den én gang er ødelagt, hvor lang tid tager det så at opbygge de følelser, der engang var mellem dem? Det vil tage lang tid. Dette føler jeg, at vi må have for øje i vore tanker, i vores færden og i vores lønlige meditation; vi ønsker at lade vores sind reflektere over det bedste for alle omkring os og huske, at de har rettigheder og privilegier præcis som os selv; vi bør have dette fast forankret i vores sind.

Tag nu for eksempel en mand, som konstant søger at fremme sine medmenneskers interesse, og som ønsker, at alle de ting, som tilhører hans brødre, velsignes, han vil på den måde skabe glæde i sig selv og omkring sig. Tag for eksempel en mand, som følger den modsatte kurs, og som i stedet for at søge at velsigne og gavne andre, finder fejl og trækker ned, vil han gøre de samme fremskridt? Det vil han helt sikkert ikke …

Hvis vi føler, at det er vores pligt at arbejde mere ambitiøst, end vi hidtil har gjort for at skabe tillid, vil vi gøre fremskridt, hvis det står i vores magt at yde timelige velsignelser og tjenester for at skabe venner omkring os. På denne og ingen anden måde kan vi knyttes sammen og vise, at vi nærer venlige og broderlige følelser. Vi må vise denne følelse gennem vore gerninger … i stedet for at give en person hånden og sige ›Gud velsigne dig, min gode ven‹ og den næste dag blot trampe på hans følelser uden nogen tanke på, hvad vi tidligere har sagt.⁶

Når en mand ikke er villig til at yde ofre til gavn for sine brødre, og når han ved, at han træder på deres følelser … så står denne mand sig ikke godt for Herren, og hvor er kærligheden i det menneske til hans bror?

Når en bror ikke er villig til at lide for sin bror, hvordan er det så muligt at vise den kærlighed, han har til ham? Jeg siger jer, at det skyldes vores dårskab og svaghed, at vi ikke bærer over med vore brødre, men krænker de vore rettigheder, så slår vi straks igen, og træder de os over tæerne, så tramper vi straks på deres … Når jeg ser en bror, som er blevet forurettet, og han så vender sig om og overfalder udådsmanden, så påtaler jeg, hvor langt den bror er fra pligtens sti, og jeg fortæller ham, at han er nødt til at lære at styre sig selv, ellers vil han aldrig blive frelst i Guds rige.⁷

Jeg vil læse nogle vers fra Lære og Pagter:

»Mine disciple i fordums dage søgte anledning til at finde fejl hos hinanden og tilgav ikke hinanden af hjertet; og på grund af dette onde blev de plaget og revset hårdt.

Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd« (L&P 64:8-9) …

Som jeg læste her, var der en ting, som Frelserens disciple ikke opnåede – det lykkedes dem ikke at opnå den forening i ånd og følelser, som de burde have haft, og Herren revsede dem for det. Herren fordrer af menneskene, at de tilgiver hinanden helt op til 70 gange 7 gange. Og selvom vedkommende ikke beder om tilgivelse, skal vi tilgive … Vi lærer, at den, som ikke tilgiver sin bror, gør sig skyldig i en større synd, end den, der har forurettet ham. Herren fordrer, at vi elsker vores næste som os selv – en ret svær ting under mange omstændigheder, men vi er nødt til at nå det mål af fuldkommenhed, og vi vil nå det⁸ (se forslag 4 på s. 199).

Vi bør være tæt knyttede og handle som David og Jonathan, som hjertevenner (se 1 Sam 18:1) og hellere lade vores arm hugge af end at skade hinanden. Sikke et mægtigt folk vi kunne være, hvis vi befandt os i den tilstand, og vi er nødt til at nå frem til den, uanset hvor få venskabelige følelser vi udøver i øjeblikket. Jeg kan kun sige til jer, at dagen vil komme, hvor vi må være som ét, hvis vi skal gøre os håb om at komme i Guds nærhed. Vi skal lære at elske vores næste som os selv. Vi er nødt til nå dertil, uanset hvor langt vi er fra det nu, det er ligegyldigt, vi må lære disse principper og rodfæste dem i hjertet. Jeg ser dette tydeligt, og det er grunden til, at jeg taler om disse ting på den måde, jeg gør, for jeg ønsker at indpode dem i sindet hos de hellige, og at de dagligt nærer disse følelser.⁹

Den Almægtiges røst kalder os ud af forvirringen, som er Babylon, og til at danne et fællesskab og et kærligt broderskab, i hvilket vi bør elske hinanden, som vi elsker os selv. Når vi fraviger denne hensigt, trækker Guds Ånd sig tilbage fra os i en grad, så den næsten er helt væk. Men hvis vi fortsætter med at opfylde de pagter, vi har indgået, da vi modtog evangeliet, sker der en tilsvarende forøgelse af lys og intelligens, og i det ligger der en kraftfuld forberedelse til det, som skal komme. Og på grund af vores trofasthed og agtpågivenhed mod de pagter, vi har indgået, vil det grundlag, vi står på, blive som himlens søjler – urokkelige¹⁰ (se forslag 5 nedenfor).