Kirkens præsidenters lærdomme
Indledning


Indledning

Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har ladet serien Kirkens præsidenters lærdomme udarbejde for at hjælpe Kirkens medlemmer til en dybere forståelse af det gengivne evangelium og et tættere forhold til Herren ved hjælp af de sidste dages profeters lærdomme. Efterhånden som Kirken udgiver nye bind i denne serie, kan du opbygge en samling af evangeliske opslagsbøger i dit hjem. Hæfterne i denne serie er udarbejdet med henblik på anvendelse til både personligt studium og undervisning om søndagen. De kan også være en hjælp til at forberede andre lektioner, taler eller svar på spørgsmål om Kirkens lære.

Dette hæfte indeholder præsident Lorenzo Snows lærdomme. Han tjente som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fra den 13. september 1898 til den 10. oktober 1901.

Personligt studium

Søg Helligåndens inspiration, når du studerer præsident Lorenzo Snows lærdomme. Spørgsmål i slutningen af hvert kapitel hjælper dig til at forstå præsident Snows lærdomme og anvende dem i din tilværelse. Når du studerer disse lærdomme, kan du eventuelt tænke over, hvordan du kan fortælle din familie og venner om dem. Det vil styrke din forståelse af det, du læser.

Undervisning baseret på dette hæfte

Dette hæfte er udarbejdet til brug i hjemmet og i kirken. Følgende retningslinjer kan være en hjælp, når du underviser ud fra hæftet.

Forbered undervisningen

Søg Helligåndens vejledning, når du forbereder dig på at undervise. Studér det relevante kapitel bønsomt for at gøre dig godt bekendt med præsident Snows lærdomme. Du kan undervise med større oprigtighed og kraft, når hans ord har påvirket dig personligt (se L&P 11:21).

Hvis du underviser i en lektion for Det Melkisedekske Præstedømme eller Hjælpeforeningen, bør du ikke lægge dette hæfte til side eller forberede lektioner fra andre materialer. Udvælg bønsomt de lærdomme i kapitlet, som du føler, vil være til størst gavn for dem, du underviser. Nogle kapitler indeholder mere stof, end I er i stand til at drøfte under klassetiden.

Motivér deltagerne til at studere kapitlet før lektionen og til at medbringe deres hæfte. Når de gør det, har de bedre forudsætninger for at deltage i en drøftelse og opbygge hinanden.

Præsentation af kapitlet

Prøv at skabe en atmosfære, hvori Ånden kan røre hjerte og sind hos dem, du underviser, når du præsenterer kapitlet og i løbet af lektionen. Hjælp dem du underviser til at fokusere på lærdommene i kapitlet ved indledningen af lektionen. Overvej følgende forslag:

  • Læs og tal om afsnittet »Fra Lorenzo Snows liv« i begyndelsen af kapitlet.

  • Tal om et billede eller et skriftsted i kapitlet.

  • Syng en relevant salme.

  • Fortæl kort om en personlig oplevelse om emnet.

Led en drøftelse om præsident Snows lærdomme

Tilskynd andre til at fortælle om deres tanker, stille spørgsmål og undervise hinanden, når du underviser ud fra dette hæfte. Når de deltager aktivt, vil de være mere beredt på at lære og modtage personlig åbenbaring. Giv plads til gode drøftelser frem for at prøve at gennemgå alle lærdommene. Brug spørgsmålene i hvert kapitel for at motivere til drøftelse. I kapitlet er der noter, som henviser til disse spørgsmål. Du kan også formulere dine egne spørgsmål til netop dem, du underviser.

Følgende muligheder kan give dig yderligere ideer:

  • Bed deltagerne om at fortælle, hvad de har lært af deres personlige studium af kapitlet. Det kan være en fordel at kontakte nogle få deltagere i løbet af ugen og bede dem om at komme forberedt på at fortælle om det, de har lært.

  • Vælg deltagere til at læse udvalgte spørgsmål fra slutningen af kapitlet (enten enkeltvis eller i små grupper). Bed dem om at se efter lærdomme i kapitlet, der vedrører spørgsmålene. Tilskynd dem dernæst til at fortælle om deres tanker og dele deres indblik med resten af gruppen.

  • Læs et udvalg af præsident Snows udtalelser fra kapitlet sammen. Bed deltagerne om at komme med eksempler fra skrifterne og egne oplevelser, som illustrerer præsident Snows lære.

  • Bed deltagerne om at vælge et afsnit og læse det i stilhed. Opdel dem i grupper på to eller tre personer, som valgte det samme delafsnit, og lad dem tale om det, de har lært.

Tilskynd dem til at fortælle om og anvende det.

Præsident Snows lære vil give mest mening for de deltagere, der fortæller andre om den og anvender den. Overvej følgende forslag:

  • Du kan fx spørge deltagerne, hvordan de kan anvende præsident Snows lære i deres ansvar som forældre eller som hjemmelærere eller besøgslærere.

  • Tilskynd deltagerne til at fortælle familiemedlemmer eller vennekreds om præsident Snows lære.

  • Anspor deltagerne til at anvende det, de har lært, og fortælle om deres oplevelser ved begyndelsen af klassen næste gang.

Afrunding af drøftelsen

Sammenfat kort lektionen, eller bed en eller to deltagere om det. Bær vidnesbyrd om de lærdomme, I har talt om. Du kan også bede andre om at bære deres vidnesbyrd.

Oplysninger om de kilder, der citeres i denne bog

Præsident Lorenzo Snows lære i dette hæfte er direkte citater fra hans taler, bøger, breve og dagbøger. I citater fra hans breve og dagbøger er tegnsætning, stavemåde, brug af store og små bogstaver og afsnitsinddeling blevet ajourført. I citater fra publicerede kilder er tegnsætning, stavning og brug af store og små bogstaver og afsnitsinddeling som i de oprindelige kilder, medmindre det af hensyn til læsbarheden har været nødvendigt at foretage redaktionelle eller typografiske ændringer. Af denne årsag kan du støde på uensartede tilfælde i teksten. Fx kan ordet evangelium på engelsk være skrevet med små bogstaver i nogle citater og med store i andre.

Desuden brugte præsident Snow brugte også ofte ord som mand, mænd eller menneskehed i omtalen af alle mennesker, både mænd og kvinder. Han brugte ofte stedordene han, hans og ham i henvisning til begge køn. Det var almindelig sprogbrug på hans tid. Trods denne forskel på den tids og vor tids sprogbrug gælder præsident Snows lære både kvinder og mænd.