Livslang omvendelse: Fortsat fremgang i sandhedens principper

Grundvolden, på hvilken vi har bygget vores tro, er storslået og herlig. Dette ved jeg. Jeg havde kun været i Kirken i kort tid, da jeg opnåede den mest fuldkomne forvisning om, at der er en Gud, at der er en Søn, Jesus Kristus, og at Joseph Smith var udpeget af Gud som hans profet. Det var ikke en viden, noget menneske kunne formidle. Den kom gennem åbenbaring fra den Almægtige. Dette er et meget godt udgangspunkt for en sidste dages hellig, og det er noget, som enhver person, der har ambition om at gå frem på stien, har behov for på et eller andet tidspunkt. Han vil løbe ind i omstændigheder af en sådan art, at han får brug for styrke, og en sådan styrke kommer af en viden om, at den sti, han betræder, vil føre ham til hans højeste og bedste drømmes mål.⁷

Brødre og søstre, der er nogle ting, som I og jeg bør tænke over. Tiden er kommet, hvor det sømmer sig for enhver mand og kvinde at opnå viden for sig selv om den grundvold, de står på. Vi bør alle stræbe efter at komme lidt tættere på Herren. Det er nødvendigt for os at gå lidt fremad og opnå fuld kundskab om de ting, som vi bør forstå mere fuldt ud. Det er en sidste dages helligs privilegium.⁸ (se forslag 2 på s. 67).

Mænd og kvinder kan øge deres åndelige viden, de kan udvikle sig til det bedre, efterhånden som de bliver ældre.⁹

Jeg oplever, at sidste dages hellige går fremad; at de får en uddannelse. Vi når højere og højere op. Vi bevæger os mod et højere stade og sfære og til et højere niveau, og vi gennemgår en uddannelse, som gør, at alverdens visdom med alle dens resultater og falske lærdomme og principper ikke vil have nogen virkning på de sidste dages hellige, for de hæver sig over menneskeligt opfundne teorier og hypoteser og stræber mod himlen i sande ting, som løfter sindet og højner forståelsen, og de forankrer sig mere og mere fuldt ud i livets og herlighedens sande principper. Vores hjerte er fyldt med disse sandheder, og vi kan ikke sige, hvilken dag eller time vores tro er blevet større, men vi føler, når vi ser tilbage over den sidste uge, måned eller år, at vi har øget vores tro og kundskab om tro og Guds magt; vi ved, at vi er kommet Gud nærmere, og vi føler, at vi nyder fællesskab med Gud vor Fader¹⁰ (se forslag 3 på s. 67).

Enhver er nødt til at lære at kunne forlade sig på sin egen kundskab; han kan ikke være afhængig af sin næste; enhver må være uafhængig; han må helt selv kunne forlade sig på sin Gud. Det afhænger af ham selv at se til, at han overvinder de vanskeligheder og hindringer, som er strøet på livets vej for at hindre hans fremgang. Et menneske kan modtage viden gennem Helligåndens virke, og kan nærme sig Gud og øge sin tro i henhold til sin flid.¹¹

Det er umuligt at avancere i sandhedens principper eller himmelsk kundskab, medmindre vi bruger vore fornuftsevner og anstrenger os på passende vis. Vi har et eksempel om Oliver Cowderys misforståelse angående dette princip nedskrevet i Lære og Pagter. Herren lovede ham gaven at kunne oversætte gamle optegnelser. Som mange af os i dag havde han misopfattelser i forbindelse med udøvelsen af denne gave. Han troede, at det eneste han skulle gøre, hvad angik den gave, som Gud havde lovet ham, var at vente uden selv at gøre noget, indtil den spontant ville virke. Men da disse optegnelser lå foran ham, blev der ikke formidlet nogen kundskab, de forblev forseglede, for der kom ingen oversættelseskraft over ham.

Selv om han havde fået oversættelsesgaven overdraget, kunne han ikke fortsætte arbejdet, alene fordi han ikke havde anstrengt sig over for Gud i den hensigt at udvikle gaven, og han blev dybt skuffet, og Herren fortalte ham i sin godhed og nåde om hans fejltrin, idet han brugte følgende sprog:

»Se, du har ikke forstået det; du er gået ud fra, at jeg ville give dig det, uden at du gjorde dig nogen tanke ud over at spørge mig. Men se, jeg siger dig, at du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt, og hvis det er rigtigt, vil jeg bevirke, at det brænder i brystet på dig, således skal du føle, at det er rigtigt« (se L&P 9).

Således er det med hensyn til os i forbindelse med det, vi går i gang med. Hvis vi forventer at gøre fremskridt, at avancere i det værk, der ligger umiddelbart foran os, og til sidst komme i besiddelse af disse gaver og herligheder og opnå den tilstand af ophøjelse, vi forventer, så må vi bryde hjernen og reflektere, vi må anstrenge os til det yderste efter bedste evne.¹²

Vi bør … få Ånden selv, og ikke være tilfredse med at vandre i det lys, andre kaster af sig, vi bør have den indlemmet i vores egen åndelige organisme …

Et menneske, som sætter sig for at lære at spille på fløjte, finder det i begyndelsen svært at ramme tonerne, og for at kunne spille en melodi korrekt kræves der en stor portion flid og tålmodighed. Han bliver nødt til at fortsætte, at gå tilbage og starte på en frisk, men efter et stykke tid er han i stand til, takket være en masse anstrengelse, at spille melodien perfekt. Når han senere bliver bedt om at spille melodien, er der ingen grund til at terpe, hvor fingrene skal placeres, for det kommer helt naturligt. Det var ikke naturligt til at begynde med, det krævede en stor del tålmodighed og arbejde, før det blev naturligt at spille melodien fra ende til anden.

Sådan er det også med de ting, der hører Gud til. Vi er nødt til at anstrenge os og gå fra nåde til nåde, at få loven om handling til at grundfæste sig så dybt i os, at det bliver naturligt at gøre de ting, der kræves af os¹³ (se forslag 4 på s. 67).

Der er en fare for, at vi stiller os tilfreds med en overfladisk fremgang – ved kun udadtil at gøre fremskridt. Vi taler om at vandre i Åndens lys og at føle den hos os, men gør vi disse ting? Vi bør grave så dybt ned i de ting, der hører Gud til, bygge vores grundvold på klippen, indtil vi kommer ned til det vand, som skal springe i os som en evig kilde til evigt liv.¹⁴

Der er mennesker blandt os, på hvem den Almægtiges Ånd engang hvilede med vældig kraft, hvis intentioner engang var gode og rene som engles, og som indgik pagt med Gud om at tjene ham og holde hans befalinger under alle forhold … Men hvordan forholder det sig nu med nogle af disse ældster? Sådan har de det ikke i dag. Deres hengivenhed er knyttet til denne verdens ting, som Herren gjorde dem i stand til at tilegne sig, så nu venter de, til de bliver kaldede, og i mange tilfælde adlyder de mere ud fra et ønske om at bevare deres ry og position, når de bliver kaldede, end ud af en ægte kærlighed til det arbejde, de er kaldede til at udføre.

Dette gør sig gældende for alle mennesker, uanset hvordan de begyndte; de lader deres tanker og følelser følge verden og dens skikke, og det er et enkelt og ubestrideligt bevis, at når dette er tilfældet med mennesker, så elsker de verden mere, end de elsker Herren og hans værk på jorden. Eftersom vi har modtaget det evige evangeliums lys og taget del i rigets gode ting, er vi blevet en del af Israels slægt og gjort til arvinger til store og herlige løfter, hvorfor vi bør arbejde med trofasthed og flid på at opnå det, som Gud har skabt os til at gøre; vi bør være mænd og kvinder af tro og kraft såvel som af gode gerninger, og når vi tager os selv i at være skødesløse eller bare ligegyldige, så bør det få os til at rette op og vende tilbage på pligtens sti.¹⁵

Intet kan være mere tåbeligt end at tro, at et menneske kan fralægge sig sin religion som en kappe eller et stykke tøj. Det lader sig ikke gøre, at et menneske fralægger sin religion, uden at han fralægger sig selv. Vores religion bør være indarbejdet i os som en del af vores væsen, som vi ikke kan lægge fra os. Hvis det lod sig gøre, at et menneske kunne fralægge sig sin religion, ville han i det øjeblik, han gjorde det, bevæge sig ud på ukendt grund og ville overgive sig til mørkets kræfter, han ville ikke være på egen grund, og han har intet at gøre der. Tanken om, at Israels ældster sværger, lyver og hengiver sig til druk, er langt under deres værdighed; de bør være hævet over sådanne ting. Lad os afstå fra alt ondt og leve af hvert ord, der udgår af Guds mund (se L&P 98:11). Lad os tage vare på hver pligt, vi er pålagt, med ambition og energi, så vi kan have Guds ånd, sandhedens lys og Jesu Kristi åbenbaringer hos os konstant.¹⁶

Bliv på Zions skib. Lægger både med smukke farver og flotte løfter til på siden af skibet, så gå ikke fra borde for at sejle i land på en anden båd, men bliv på skibet. Hvis I er blevet dårligt behandlet af dem på skibet, som ikke har den rette ånd, så husk at skibet i sig selv er godt. Vi bør ikke lade vort sind forbitre på grund af noget, som nogle mennesker på skibet har gjort imod os; skibet er i orden, besætningen er i orden, og vi gør ret i at blive på skibet. Jeg forsikrer jer om, at det vil føre jer til herlighedens land.¹⁷

Jeg vil bruge et eksempel for at illustrere det med at få og beholde Ånden i os og fordybe os, når vi befinder os midt i en storm, så vi ikke blæser omkuld. Lægges en agurk i en bøtte med eddike, sker der ikke meget den første time eller for den sags skyld de første 12 timer. Undersøger I den, opdager I, at kun skrællen er lidt påvirket, for det tager længere tid at sylte den. Når et menneske bliver døbt ind i denne kirke har det en virkning på ham, men det sylter ham ikke med det samme. Retfærdighedens og pligtens love bundfælder sig ikke i ham de første 12 eller 24 timer; han må blive i kirken, som agurken i eddiken, indtil han bliver gennemvædet af den rette ånd, indtil han er blevet indsyltet i ›mormonismen‹, i Guds lov. Vi er nødt til få disse ting til at trænge ind i vores system …

Brødre og søstre, jeg henstiller til, at dette emne får jeres udelte opmærksomhed, overvejelse og eftertanke, bed Gud vor Fader om, at han vil øse sin Ånd ud over sit folk. I er dem, hvem Herren har udvalgt til at herliggøre ham i hans nærværelse, og må Herren velsigne og fylde jer med hans Ånd, og må jeres øjne klart kunne skelne de ting, som vil føre jer til frelse. Og skulle der være en mand eller kvinde, som ikke er helt vågen, må tiden så komme, hvor ånden og Helligåndens kraft må hvile på dem, så den må lære dem om ting, som var, som er og som skal komme, så de med Herrens hjælp kan få indpodet retskaffenhed og sandhedens principper i deres system, så de må være beredte på de storme, som skal komme¹⁸ (se forslag 5 på s. 68).