Trofast og energisk tjeneste i Guds rige

Vi vidner for hele verden om det, vi gennem guddommelig åbenbaring, ja, gennem Helligåndens tilkendegivelser ved, nemlig at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, og at han åbenbarede sig for Joseph Smith i egen person, som han fordum gjorde det for sine apostle, efter at han var opstået fra graven, og han fortalte Joseph de himmelske sandheder, som menneskeheden alene kan frelses ved. Dette … er en meget vigtig og ansvarsfuld position at indtage, velvidende at når vi gør det, vil Gud holde os ansvarlige for de dispositioner, vi træffer i dette hellige værk, som han har betroet os.

Ligesom apostlene trådte frem for verden, efter de var blevet udsendt af den opstandne Forløser for at forkynde rigets evangelium for alle nationer med løfte om Helligåndsgaven gennem håndspålæggelse til alle, som troede deres ord, vil vi også træde frem. Ligesom de i kraft af deres kald forkyndte med al overbevisning på trods af forfølgelse og modgang, at evangeliet var Guds kraft til frelse for alle som tror og adlyder, således forkynder vi også. Og ligesom de forkyndte tro på Herren, Jesus Kristus, dåb til syndernes forladelse og håndspålæggelse til modtagelse af Helligåndsgaven af personer, der er behørigt bemyndigede, som værende afgørende for frelse, således gør vi også. Og ligesom de gennem Helligåndens kraft blev vidner om Herren, Jesus Kristus, og trofaste budbringere af hans evangeliske budskab til hele den ikke-jødiske verden, således er vi i og ved den samme Helligånd blevet vidner om ham, og er kaldet ved det samme guddommelige og hellige kald, derfor indtager vi samme stilling.

Og når vi har antaget denne stilling, antager vi også alle ansvar som ambassadører for Kristus, vi bliver ansvarlige for vores individuelle gøren og laden og for, hvordan vi bruger de talenter og evner, som Herren har givet os⁶ (se forslag 2 på s. 189).

Når Herren kalder et menneske eller en gruppe af mennesker ud af verden, er det ikke altid med den hensigt at gavne det bestemte menneske eller den gruppe. Herren har ikke blot frelsen af en lille gruppe mennesker kaldet sidste dages hellige i sinde … men frelse for alle mennesker, både levende og døde. Da Herren kaldte Abraham, gav han ham bestemte løfter omkring den herlighed, som han og hans efterkommere ville opnå, og i de løfter finder vi disse bemærkelsesværdige ord: at i ham og hans afkom skal alle jordens nationer velsignes (se 1 Mos 22:15-18; Abr 2:9-11) … Herren havde ikke gjort det sådan, at det alene var Abraham og hans efterkommere, der skulle velsignes, men alle familier på jorden …

Da Jesus kom til verden, kom han ikke alene til fordel for Israel eller som offer for Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere, men til gavn for hele den menneskelige familie, så alle mennesker i ham er velsignede, og alle mennesker gennem ham kan blive frelst. Og hans mission var at sørge for en måde, hvorigennem hele den menneskelige familie kan modtage det evige evangeliums velsignelser, og som jeg siger, ikke blot Israel, men hele den menneskelige race, og ikke blot dem, der er på jorden, men også dem i åndeverdenen …

Vi har det samme præstedømme som Jesus havde, og vi må gøre, som han gjorde, ofre vore egne ønsker og følelser, som han gjorde, måske ikke dø som martyrer som ham, men vi er nødt til at ofre noget for at udføre Guds planer, ellers er vi ikke værdige til dette hellige præstedømme eller til at være frelsere for verden. Guds hensigt er ikke alene at gøre os til frelsere for de mange, der lever her på jorden nu, men for alle i åndeverdenen: Han vil ikke alene sætte os i en position, hvor vi kan redde os selv, men han vil gøre os kompetente til at bistå i forløsningen af mange af den Almægtiges børn⁷ (se forslag 3 på s. 189).

Nu er spørgsmålet så, om vi forstår vores stilling? Forstår vi fuldt ud, hvilket arbejde det er, vi har påtaget os at udføre? Sommetider fristes jeg til at tro, at nogle af vore brødre, ældster i Israel, er alt for rede og villige til undgå de forpligtelser, de har i henhold til deres pagter. Den tro, de engang havde, synes næsten udslidt, og de virker til at falde tilbage i stille tilfredshed med bare at være medlemmer af Kirken af navn.

Der er andre, som tænker, at fordi deres navn ikke er så kendt, måske fordi de færdes … i snævre kredse, så gør det ikke så meget, hvilke vaner de tillægger sig, eller hvilket eksempel de viser deres børn. Men hvis de havde ansvarsfulde stillinger såsom Kirkens præsident eller hans rådgiver, eller hvis de tilhørte De Tolv Apostles Kvorum, eller var præsident for højrådet, for højpræsterne eller halvfjerdserne, så ville de synes, at det var vigtigt, hvordan de opførte sig. Heri viser de stor svaghed eller grov uvidenhed, deres lamper er ved at dø ud, eller også har de aldrig forstået den position, de påtog sig ved at påtage sig evangeliets ansvar.

I en lignelse, som Frelseren fortalte, får vi at vide, at det med Himmeriget er som en mand, der skal rejse udenlands og betror sine tjenere sin formue. Den ene gav han fem talenter, en anden to og en tredje én talent. Den, der havde fået de fem talenter gik hen og handlede og tjente fem talenter mere, han fordoblede den del, han var blevet betroet, og han, der var blevet betroet med to talenter, gik også hen og tjente to mere. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Han betragtede uden tvivl sit ansvar som værende så småt, at han ikke kunne stille meget op og som følge deraf, ville han ikke udøve så ubetydeligt et talent (se Matt 25:14-30). Passer dette ikke ret godt på visse af vore ældster? En ældste siger: »Jeg er kun tømrer eller skrædder eller måske murerarbejdsmand, og derfor kan det ikke betyde meget, hvordan jeg optræder, om jeg ærligt eller ej udfører mine pligter i min ydmyge sfære. Men det ville være helt anderledes, hvis jeg indtog en mere ansvarsfuld eller prominent stilling.«

Stop, min bror, lad dig ikke bedrage af sådanne besnærende anskuelser. Det er sandt, at du måske kun er murerarbejdsmand, men husk på, at du er ældste i Israel, du er ambassadør for Herren, Jesus Kristus, og dersom du passer din pligt, er du i besiddelse af det, som verden hverken kan give eller tage væk; og du holdes ansvarlig for Gud for din ærlige brug af det talent, han har betroet dig, hvad enten det er stort eller småt.

Igen udøver I en vis grad af indflydelse, og uanset hvor lille den er, påvirker den nogen eller nogle personer, og resultatet af den indflydelse, I udøver, vil I blive holdt mere eller mindre ansvarlige for. Derfor vil I, uanset om I erkender det eller ej, have opnået en betydning i Guds og menneskers øjne, der ikke kan overses, og hvorfra I ikke kan afløses, hvis I ønsker at opretholde det navn, I bærer.

Hvad er udsigterne for et sådant individ? Jeg siger, at hvis han ærer sit kald og findes trofast i den tillid, der hviler på ham, så er hans mulighed for frelse og ophøjelse i Guds rige mindst lige så god som nogen anden mands. Dersom han forstår sin position og lever derefter, er hans udsigter lige så lovende som enhver anden mands, der nogensinde har levet siden Adams dage og indtil nu; og det er lige så vigtigt, at han opfører sig ordentlig i den sfære, han bevæger sig i, som det er for enhver anden, som måtte være kaldet til at handle i en mere fremtrædende position, eller som, med andre ord, har fået ansvar for en større række talenter …

Herren kræver ikke så meget af den, der kun har fået ét talent, som af ham, der har fået mere end ét, men der kræves i henhold til det, man har. Lad derfor alle være ved godt mod og stræbe efter at udvikle de respektive talenter, de har; og lad ham med det ene talent bruge det og ikke grave det ned i jorden; det vil sige lad ham, der er blevet begavet med lidt, forbedre sig og ikke klage, fordi han fra naturens side ikke er blevet så begunstiget som sin bror. Lad os derfor være tilfredse med vores lod i livet, og er det ikke så eftertragtelsesværdigt, som vi kunne ønske, så bør vi med passende flid stræbe efter at forbedre det og altid føle taknemlighed for vores liv og især for Guds Ånd, som vi har modtaget gennem lydighed mod evangeliet …

Jeg husker at have læst en anekdote … om en mand, der på grund af sin visdom og fædrelandskærlighed havde vundet et stort ry, men som på grund af misundelse blev tildelt en stilling, som blev betragtet som en stor degradering. Det siges, at da han påtog sig opgaven, kom han med denne bemærkelsesværdige bemærkning: »I fald embedet ikke ærer mig, så ærer jeg embedet.« Mange vanskeligheder kunne undgås og vores forhold og situation kunne være langt mere opmuntrende, hvis vi alle ærede det embede, vi er kaldet til at udfylde. Vi har lært, at Herren selv lavede klæder til vore første forældre eller med andre ord, at han ved den lejlighed optrådte som skrædder, og også at Jesus Kristus var tømrer. Frelseren må have været en meget ærværdig og ærlig tømrer, ellers ville han aldrig have opnået den position, han senere gjorde. Hvis vi kunne få brødrene og søstrene til at indse vigtigheden af at være oprigtige og trofaste i deres respektive kaldelser, ville megen af den irritation og de bekymringer, vi oplever, være afværget, og Guds værk rulle frem med større hastighed, og alle hans planer ville kunne udføres hurtigere, og som folk ville vi være bedre beredt til at gøre hans vilje, end vi er nu …

Må Gud velsigne jer, mine brødre og søstre, og gøre jer i stand til altid at handle som kloge tjenere over det, som I er blevet betroet⁸ (se forslag 4 på s. 189).

Jeg siger, lad menneskene tjene Gud trofast og energisk og være glade … Der er tider, hvor mennesker kommer i situationer, hvor det kan være meget svært, om ikke umuligt at bevare en livsglad indstilling. Men sådanne tider er der meget få af.⁹

Når vi nu ved, at vores religion er sand, burde vi være det mest hengivne folk på jordens overflade for den sag, vi er gået ind i. Når vi nu ved eller burde vide, at det evangelium, vi har modtaget, lover os alt, hvad hjertet kan begære, hvis vi er trofaste, så bør vi være meget trofaste, hengivne, energiske og ambitiøse med at udføre Herrens planer og ønsker, som han fra tid til anden åbenbarer gennem sine tjenere. Vi bør ikke være lunkne eller undladende i udførelsen af vore pligter, men vi bør af hele vores sjæl, sind og styrke prøve på at forstå ånden i vores kaldelse og beskaffenheden af det værk, vi er engagerede i.

Da Jesus var på jorden, befalede han sine disciple at gå ud og forkynde evangeliet uden taske eller pung uden tanke for, hvad de skulle spise eller drikke, eller hvorfra de skulle få klæder, men blot gå ud og vidne om de ting, som var blevet åbenbaret for dem. Ved at gøre det sikrede de sig den Almægtiges velsignelser, og deres gerning blev kronet med succes. De var sikre på succes; ingen kraft kunne komme på tværs og forhindre dem i at høste den mest betryggende succes, for de gik frem i den Almægtiges styrke for at gøre hans vilje, og det var hans gerning at opretholde og støtte dem og give dem alle mulige former for succes. Gennem lydighed mod Herrens bud sikrede de sig livets velsignelser med det privilegium at komme frem i den første opstandelses morgen, og de havde en forvisning om, at ingen magt på jorden med held kunne hindre deres arbejde. Den slags udsigter ville jeg have været glad for, hvis jeg var i deres sted eller noget andet sted, for i det eftertænksomme sind er tanken om endelig succes i enhver gerning meget behagelig.

Havde apostlene fx i stedet for at gøre det, de var blevet befalet, tænkt, at de ved at gøre noget andet kunne opnå det samme, ville de ikke have klaret deres forehavender så godt, ej heller ville de have haft den samme forvisning om succes, som utvivlsomt har været en kilde til konstant glæde og tilfredshed under alle de prøver og forfølgelser, de var udsat for …

Havde apostlene eller halvfjerdsere på Jesu tid forestillet sig, at de kunne udføre deres missioner ved at bygge en ark ligesom Noa gjorde, eller bygge kornkamre eller forråd som Josef gjorde, ville de have begået en alvorlig fejl.

I Egypten blev Josef kaldet til at udføre en vis type pligter, som blev fordret af ham. Han blev ikke kaldet til at forkynde evangeliet uden pung eller taske, men til at bygge forrådskamre og bruge al sin indflydelse på Egyptens konge, adel og folket, så de kunne gemme af deres korn til magre tider … Tænk nu om Josef var gået ud og havde bygget en ark, så ville det ikke være blevet accepteret af Herren, og han ville heller ikke være i stand til at redde egypterne eller sin fars hus. Hvis Noa, da han fik befaling om at bygge arken, i stedet havde bygget kornkamre, så ville han og hans hus ikke være blevet reddet. Så hvad angår os, når der påhviler os visse pligter … uanset hvad det er, der fordres af os i den Almægtiges rige, så er vi nødt til at vandre i ånden af disse krav og udføre dem, hvis vi vil opnå magt og indflydelse hos vor Gud¹⁰ (se forslag 5 på s. 189).

I forbindelse med dette værk møder vi mange ting, som ikke er behagelige, men der er stor glæde forbundet med det. Når vi ser tilbage på vores beslutning om at hengive os til sandhedens sag og holde vore pagter, føler vi stor glæde, fordi essensen i vores kald er vigtig for os, og uden den kan vi ikke holde til tempoet i Guds rige.¹¹

Vi bør forny vore pagter over for Gud og de hellige engle om, at vi med Guds hjælp vil tjene ham mere trofast i kommende år, end vi har gjort tidligere, at vore handlinger, ånd og indflydelse i vores offentlige og private liv vil svare til mottoet: »Guds rige eller intet.« Jeg stoler på … at vi vil hengive os fuldt og helt til at tjene vor Gud i grundlæggelsen af hans Zion på jorden, at vi vil arbejde nidkært for sandhed og retfærdighed på jorden, indtil det bliver en fryd for os at være så engagerede, at det bliver helt naturligt for os at tjene Gud og holde hans befalinger og at iagttage den celestiale lov, og at vi således må nyde Helligånden i vores hjerte, så vi kan overvinde verden og grundfæste den celestiale lov i vores sind og adfærd; at vi må forstå os selv og vore privilegier, så vi i dette liv må kunne sikre en betragtelig del af de velsignelser, der knytter sig til den celestiale lov, og som skal nydes i celestial herlighed¹² (se forslag 6 på s. 189).