Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 18: Ledelse i Kirken og uselvisk tjeneste


Kapitel 18

Ledelse i Kirken og uselvisk tjeneste

»Vi er jeres tjenere i Herren og ønsker det bedste for jer og for alle mennesker.«

Fra Lorenzo Snows liv

Fra oktober 1840 til januar 1843 præsiderede Lorenzo Snow over Kirken i London og omegn i England. Han førte tilsyn med præstedømmeledere og underviste dem sommetider personligt og andre gange i rådgivende breve. Kort tid før han sluttede sin mission i England, skrev han til to »præsiderende ældster i London«, der tjente i en kaldelse, der i dag svarer til grenspræsident. I sit brev fortalte han om en oplevelse, han havde haft med en leder af en anden gren i området.

Ældste Snow beskrev denne leder som »fejlfri udadtil«. Manden var »ambitiøs i at fremme sagen« og havde evnen til at sikre, »at alle indtog deres pladser og gjorde deres pligt«. Han var flittig, »arbejdede selv mere for sagen end de andre«. Men til trods for denne mands udvortes fremtoning af trofasthed, blev grenen ved med at have problemer, som syntes at centrere sig om ham. Ældste Snow prøvede i en tid at finde årsagen til problemerne, og han irettesatte venligt grenens medlemmer for at ikke at støtte deres leder. Så begyndte han at spekulere på, om lederen »måske besad en eller anden hemmelig, indre indstilling, som han ikke var opmærksom på, som ikke viste sig åbenlyst«, men som førte til vanskelighederne i grenen. Ældste Snow fortalte:

»Jeg bad følgelig til Herren om at give mig gaven til at kunne skelne i denne sag. »Min bøn blev besvaret, jeg fandt ud af, at broderen besad en slags halvskjult, fordækt ånd af selvforherligelse, som var hans drivkraft i det meste af det, han gjorde. Han kunne sende en bror ud for at passe en aftale, men nærede et undertrykt ønske om selv at få æren for det. Hvis aftalen ikke blev overholdt, så irettesatte han den skyldige, ikke fordi Herrens værk led nogen skade, eller fordi broderen var gået glip af en velsignelse, men fordi han afskyede ikke at blive adlydt. I et tilfælde, hvor et antal mennesker blev døbt af en bror, frydede hans hjerte sig ikke så meget over, at disse mennesker blev bragt ind i pagten, men fordi det blev gjort under hans opsyn, og han nærede et hemmeligt ønske om, at ingen person under hans ledelse skulle have for megen ære, medmindre hans eget navn blev nævnt i samme anledning.«

Ældste Snow bemærkede, at hvis et medlem i grenen havde held med en opgave, men ikke fulgte lederens råd til punkt og prikke, så havde lederen »en ånd af misundelse … som lå på lur under overfladen trods det, at der blev udtrykt påskønnelse.« Han fortsatte: »Denne ånd var skjult, dens resultater kom ikke åbenlyst til udtryk, men det ville den gøre, hvis den ikke blev korrigeret, den var et indbygget onde, som med tiden ville ødelægge hans brugbarhed. Den bragte ham meget unødigt besvær i udførelsen af hans kald; og den udgjorde også en konstant kilde til ubehag i hans eget sind. Ivrig efter at fremme Guds sag, men altid på en måde, så hans bidrag var synligt i alt. Ivrig efter at give vejledning, men omhyggelig med at sætte sit fulde navn på den.«

Ældste Snow skrev ikke dette brev for at fordømme den lokale leder. Hans hensigt med at skrive var at hjælpe andre ledere – således at den stolte indstilling, han beskrev, »kunne ses, genkendes og undgås« blandt dem. Han advarede om, at mange mennesker, »som oprigtigt anså sig selv for at være blottet for denne selvforherligende indstilling, ved et nærmere eftersyn på de motiver, som styrede deres adfærd, til deres overraskelse ville opdage, at denne indstilling var drivkraften bag mange af deres handlinger.«

Efter at være kommet med denne advarsel sagde han: »For at blive, som Gud ønsker os, må vi glæde os over andres fremskridt, ligesom vi glæder os over vore egne fremskridt; glæde os over at Zions sag fremmes, uagtet hvem Forsynet befaler at gøre det og ikke lade misundelsen slå rod i os, når et svagere redskab end os kaldes til større ære; vær tilfredse med at højne et mindre embede, indtil I kaldes til et større; vær tilfredse med at udføre de små ting og kræv ikke ære for at gøre de store.« Han sammenlignede Kirken med en stor bygning, hvor de enkelte hellige var dele af den bygning og sagde, at vi aldrig bør »føle os så stolte, at vi ikke af og til kan beskæres, vinkles, udskæres og kløves for at passe ind på den plads, vi skal indtage i den åndelige bygning.«

Ældste Snow afsluttede brevet med disse ord: »Dersom en præsiderende ældste kun stræber efter at blive, som han kan og bør blive og udrydder selviskheden og altid handler til gode for sit folk, og er ydmyg, efterstræber ikke at gøre for meget på for lidt tid, eller være for stor, før han er vokset nok til, så vil han aldrig fejle i at højne sit embede sømmeligt, ej heller vil han mangle Guds kraft til at udføre hans vise hensigter«1 (se forslag 1 på s. 219).

Lorenzo Snows lærdomme

Herren har givet lederne i hans kirke et guddommeligt påbud: »Vogt mine får!«

Lad enhver mand, som har en officiel kaldelse, og som Gud har betroet med sit hellige og guddommelige præstedømme, tænke på, hvad Frelseren sagde til de tolv apostle, lige inden han indgik til sin Faders nærhed – »Vogt mine får« (Joh 21:16-17). Og han fortsatte med at sige dette, indtil hans apostle blev bedrøvede over, at han blev ved med at sige det. Men han sagde – »Vær hyrde for mine får«. Det vil sige: »Gå fremad af hele dit hjerte og vær fuldt ud hengiven i min sag. Disse mennesker i verden er mine brødre og søstre. Jeg nærer meget stærke følelser for dem. Pas godt på mit folk. Vogt mine får. Gå ud og forkynd evangeliet. Jeg vil belønne jer for alle jeres ofre. Tro ikke, at I kan yde for stort et offer for at fremme dette værk.« Han kaldte dem af et inderligt hjerte til at udføre dette værk. Og nu kalder jeg alle, som bærer dette præstedømme, de præsiderende ledere i staven og biskopperne og højrådet, til at gå ud og vogte fårene. Nær interesse for dem … Arbejd for dem, og begræns ikke jeres tanker og følelser til jeres personlige vinding. Så vil Gud give jer åbenbaring på åbenbaring, inspiration på inspiration og lære jer, hvordan I skal sikre de helliges interesse i sager, der angår både deres timelige og åndelige velfærd2 (se forslag 2 på s. 219).

Ledere og lærere er kaldede til at følge Frelserens eksempel og tjene i kærlighed, ikke for at forherlige sig selv.

Hvorfor kaldes en mand til at fungere som præsident over et folk? Er det i orden at opnå indflydelse for derefter at bruge denne indflydelse til egen vinding? Nej, tværtimod, i en sådan stilling er han kaldet til at handle efter det samme princip, som gjorde, at præstedømmet blev givet til Guds Søn, nemlig at han skulle yde ofre. For sig selv? Nej, til bedste for de mennesker, som han præsiderer over. Kræves det af ham, at han ofrer sig på korset som Frelseren gjorde? Nej, men at han bliver sine brødres tjener, ikke deres herre, og arbejder for at fremme deres interesser og velfærd. Ikke for at udøve den opnåede indflydelse til egen vinding eller til fordel for sin familie, slægtninge eller personlige venner, men for at anse alle for sine brødre, der har rettigheder, som han selv har, og derfor stræbe efter at velsigne og gavne alle lige, i forhold til de talenter og den værdighed, de har, og ved at gøre dette udvikler han de faderlige følelser, som altid bor i hjertet hos Faderen …

Lad de mænd, som prædiker blandt de hellige, indse, hvorfor præstedømmet blev overdraget dem, lad dem vide og føle, hvorfor de blev kaldet til dette eller hint embede, således at de kan handle i Mesterens ånd, han som tjente alle, så de kan lære at betænke og påskønne andres velfærd, lige så nidkært som deres egen … Så vil de forstå meningen med de to store bud, som hele loven og profeterne hviler på, som Frelseren sagde, nemlig at »elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, og af hele dit sind« og »Du skal elske din næste som dig selv« (se Matt 22:37-40).3

Bed en bøn, før I underviser, og lad det være denne: Bed Herren om, at I må sige noget i jeres tale, som vil være til gavn for dem, I taler til. Glem alt om, hvorvidt det er noget, der føjer noget til jeres egen ære eller ej, husk ganske enkelt på, at I er kaldede til at tale til det publikum, og at de ønsker at høre noget, som vil være til gavn for dem. Det kan kun komme fra Herren. Så bekymr jer ikke om … de, der hører jer, siger, at det var en smuk tale. Bryd jer ikke om alt det, men fjern enhver selviskhed i jeres sind, så Herren kan indgyde jer noget, som kan være til gavn for folk4 (se forslag 3 på s. 219).

Vise ledere påskønner andres talenter og giver folk mulighed for at tjene.

Ud fra det faktum, at de elsker ham, og de kender ham for hans retskaffenhed og ærlighed og hans tilbøjelighed til at arbejde for Guds og folkets interesser og er villig til at påtage sig ethvert offer, som måtte kræves af ham, har han deres tillid, og når han nu engang er i besiddelse af så hellig en tillid, hvad kan han så gøre for at tilfredsstille folks sind, som i større eller mindre grad altid gør fremskridt? Lad en sådan mand trække på hjælp fra de af sine brødre, som er mest egnede, og lad dem dele hans ansvar. For I vil opdage, at talent er spredt på de mange og sjældent samlet hos et enkelt menneske, og det skal blot have en mulighed for at blive udviklet. Han kan måske sige til en bror: »Bror dit eller dat, du er bedre egnet til at udfylde denne stilling, end jeg er« eller til en anden: »Du er den bedste mand til dette område,« og så videre, indtil han trækker på alle talenter, og frem for at mindske folks tillid til ham, øges den ved en sådan kurs.5 (se forslag 4 på s. 219).

Den passende måde at lede på er gennem ydmyghed, et godt eksempel og omsorg for andres velfærd.

Autoritær hersken er ikke en sømmelig måde at lede de hellige på, men søg hellere efter at tjene i en ånd af ydmyghed, visdom og godhed, og undervis ikke nær så meget i teori som i praksis. Selvom man kan undervise med en engels veltalenhed, er det alligevel ens gode vaner, det gode eksempel, den konstante manifestation af en helhjertet indsats for folkets bedste, der underviser langt mere veltalende og effektivt.6

Hvis I vil være så trofaste og forenede, som Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum er trofaste og forenede, og I vil følge os, som vi følger Kristus, så skal det gå jer vel. Vi er opsatte på at udføre vores pligt og tjene Herren og arbejde til bedste for hans folk og udførelsen af hans værk. Vi er jeres tjenere i Herren og ønsker det bedste for jer og alle mennesker.

Herren har ikke udvalgt de store og lærde i verden til at udføre sit værk på jorden. Det er ikke dem, der er blevet trænet og uddannet på universiteter og lærerseminarier, men ydmyge og hengivne mænd for hans sag, som han har udvalgt til at varetage sin kirkes forretninger, mænd der er villige til at lade sig lede og vejlede af Helligånden, og som af nødvendighed vil give ham æren, velvidende at de af sig selv intet formår. Jeg kan forsikre jer, brødre og søstre, at jeg ingen ambition havde om at påtage mig det ansvar, som nu hviler på mig. Hvis jeg på hæderlig vis kunne have undveget det, stod jeg ikke her i denne position i dag. Jeg har aldrig bedt om den, ej heller har jeg bedt nogen af mine brødre om at hjælpe mig med at opnå denne stilling, men Herren har åbenbaret for mig og mine brødre, at dette var hans vilje, og det ligger ikke i min natur at undvige ansvar eller nægte at påtage mig nogen kaldelse, som Herren fordrer, at jeg påtager mig.7

Jeg vil stræbe efter at være selvopofrende for jeres og Guds riges bedste. Jeg vil tjene jer efter min bedste viden og forståelse under henvisning til det, der vil fremme jeres interesser i forbindelse med den Almægtiges interesser. Dette vil jeg gøre, og må Herren hjælpe mig8 (se forslag 5 på næste side).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

  1. Hvordan angår Lorenzo Snows brev til ledere i England os? (s. 213-215) Hvad kan følgerne for eksempel være, hvis vi har en selvforherligende ånd i vore kirkekaldelser? Hvordan kan vi højne vore kald uden at hævde os selv?

  2. Studér det afsnit, der begynder på s. 215. Hvordan kan ledere vogte Kristi får? Hvad har kirkeledere gjort for at være »hyrde« for dig? Hvilke karaktertræk beundrer du ved disse ledere?

  3. Læs præsident Snows advarsel om selvhævdelse (s. 216). Genlæs derefter det tredje afsnit på s. 214. Hvorfor bør vi granske vore motiver, når vi tjener? Overvej bønsomt dine motiver for at tjene i Kirken.

  4. Tænk over det afsnit, der begynder på s. 217. Hvordan påvirker det en menighed, når ledere deler nogle ansvarsopgaver med andre medlemmer? Hvilke resultater har du set, når medlemmer af Kirken med forskellige talenter og erfaringer har arbejdet sammen om et fælles mål?

  5. Præsident Snow kom med dette råd: »Autoritær hersken er ikke en sømmelig måde at lede de hellige på« (s. 218). Hvad kunne være nogle mulige følger af autoritær hersken fra kirkelederes side? Fra forældres side? Hvad er mulige resultater af ydmygt lederskab?

Skriftstedshenvisninger: Matt 6:24; 20:25-28; 23:5; Mark 10:42-45; Joh 13:13-17; 2 Ne 26:29; 28:30-31; Mosi 2:11-19; 3 Ne 27:27; L&P 46:7-11; 50:26; 121:34-46

Til underviseren: »Spørgsmål, der er skrevet på tavlen, inden klassen begynder, vil hjælpe eleverne med at tænke på relevante ting, inden lektionen begynder« (se Undervisning, den største kaldelse, s. 93).

Noter

  1. Brev fra Lorenzo Snow til William Lewzey og William Major, nov. 1842, i Lorenzo Snow, Letterbook, 1839-1846, Church History Library.

  2. Deseret News, 14. jan. 1880, s. 787.

  3. Deseret News, 13. juni 1877, s. 290-291.

  4. Improvement Era, juli 1899, s. 709.

  5. Deseret News, 13. juni 1877, s. 290.

  6. »Address to the Saints in Great Britain«, Millennial Star, 1. dec. 1851, s. 362.

  7. Deseret News: Semi-Weekly, 4. okt. 1898, s. 1.

  8. I Conference Report, okt. 1898, s. 54.

Trofaste kirkeledere følger Herrens formaning til Peter: »Vogt mine får« (Joh 21:16-17).

For I vil rent faktisk opdage, at talent er spredt på de mange og sjældent samlet hos et enkelt individ.