Ledelse i Kirken og uselvisk tjeneste

Lad enhver mand, som har en officiel kaldelse, og som Gud har betroet med sit hellige og guddommelige præstedømme, tænke på, hvad Frelseren sagde til de tolv apostle, lige inden han indgik til sin Faders nærhed – »Vogt mine får« (Joh 21:16-17). Og han fortsatte med at sige dette, indtil hans apostle blev bedrøvede over, at han blev ved med at sige det. Men han sagde – »Vær hyrde for mine får«. Det vil sige: »Gå fremad af hele dit hjerte og vær fuldt ud hengiven i min sag. Disse mennesker i verden er mine brødre og søstre. Jeg nærer meget stærke følelser for dem. Pas godt på mit folk. Vogt mine får. Gå ud og forkynd evangeliet. Jeg vil belønne jer for alle jeres ofre. Tro ikke, at I kan yde for stort et offer for at fremme dette værk.« Han kaldte dem af et inderligt hjerte til at udføre dette værk. Og nu kalder jeg alle, som bærer dette præstedømme, de præsiderende ledere i staven og biskopperne og højrådet, til at gå ud og vogte fårene. Nær interesse for dem … Arbejd for dem, og begræns ikke jeres tanker og følelser til jeres personlige vinding. Så vil Gud give jer åbenbaring på åbenbaring, inspiration på inspiration og lære jer, hvordan I skal sikre de helliges interesse i sager, der angår både deres timelige og åndelige velfærd² (se forslag 2 på s. 219).

Hvorfor kaldes en mand til at fungere som præsident over et folk? Er det i orden at opnå indflydelse for derefter at bruge denne indflydelse til egen vinding? Nej, tværtimod, i en sådan stilling er han kaldet til at handle efter det samme princip, som gjorde, at præstedømmet blev givet til Guds Søn, nemlig at han skulle yde ofre. For sig selv? Nej, til bedste for de mennesker, som han præsiderer over. Kræves det af ham, at han ofrer sig på korset som Frelseren gjorde? Nej, men at han bliver sine brødres tjener, ikke deres herre, og arbejder for at fremme deres interesser og velfærd. Ikke for at udøve den opnåede indflydelse til egen vinding eller til fordel for sin familie, slægtninge eller personlige venner, men for at anse alle for sine brødre, der har rettigheder, som han selv har, og derfor stræbe efter at velsigne og gavne alle lige, i forhold til de talenter og den værdighed, de har, og ved at gøre dette udvikler han de faderlige følelser, som altid bor i hjertet hos Faderen …

Lad de mænd, som prædiker blandt de hellige, indse, hvorfor præstedømmet blev overdraget dem, lad dem vide og føle, hvorfor de blev kaldet til dette eller hint embede, således at de kan handle i Mesterens ånd, han som tjente alle, så de kan lære at betænke og påskønne andres velfærd, lige så nidkært som deres egen … Så vil de forstå meningen med de to store bud, som hele loven og profeterne hviler på, som Frelseren sagde, nemlig at »elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, og af hele dit sind« og »Du skal elske din næste som dig selv« (se Matt 22:37-40).³

Bed en bøn, før I underviser, og lad det være denne: Bed Herren om, at I må sige noget i jeres tale, som vil være til gavn for dem, I taler til. Glem alt om, hvorvidt det er noget, der føjer noget til jeres egen ære eller ej, husk ganske enkelt på, at I er kaldede til at tale til det publikum, og at de ønsker at høre noget, som vil være til gavn for dem. Det kan kun komme fra Herren. Så bekymr jer ikke om … de, der hører jer, siger, at det var en smuk tale. Bryd jer ikke om alt det, men fjern enhver selviskhed i jeres sind, så Herren kan indgyde jer noget, som kan være til gavn for folk⁴ (se forslag 3 på s. 219).

Ud fra det faktum, at de elsker ham, og de kender ham for hans retskaffenhed og ærlighed og hans tilbøjelighed til at arbejde for Guds og folkets interesser og er villig til at påtage sig ethvert offer, som måtte kræves af ham, har han deres tillid, og når han nu engang er i besiddelse af så hellig en tillid, hvad kan han så gøre for at tilfredsstille folks sind, som i større eller mindre grad altid gør fremskridt? Lad en sådan mand trække på hjælp fra de af sine brødre, som er mest egnede, og lad dem dele hans ansvar. For I vil opdage, at talent er spredt på de mange og sjældent samlet hos et enkelt menneske, og det skal blot have en mulighed for at blive udviklet. Han kan måske sige til en bror: »Bror dit eller dat, du er bedre egnet til at udfylde denne stilling, end jeg er« eller til en anden: »Du er den bedste mand til dette område,« og så videre, indtil han trækker på alle talenter, og frem for at mindske folks tillid til ham, øges den ved en sådan kurs.⁵ (se forslag 4 på s. 219).

Autoritær hersken er ikke en sømmelig måde at lede de hellige på, men søg hellere efter at tjene i en ånd af ydmyghed, visdom og godhed, og undervis ikke nær så meget i teori som i praksis. Selvom man kan undervise med en engels veltalenhed, er det alligevel ens gode vaner, det gode eksempel, den konstante manifestation af en helhjertet indsats for folkets bedste, der underviser langt mere veltalende og effektivt.⁶

Hvis I vil være så trofaste og forenede, som Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum er trofaste og forenede, og I vil følge os, som vi følger Kristus, så skal det gå jer vel. Vi er opsatte på at udføre vores pligt og tjene Herren og arbejde til bedste for hans folk og udførelsen af hans værk. Vi er jeres tjenere i Herren og ønsker det bedste for jer og alle mennesker.

Herren har ikke udvalgt de store og lærde i verden til at udføre sit værk på jorden. Det er ikke dem, der er blevet trænet og uddannet på universiteter og lærerseminarier, men ydmyge og hengivne mænd for hans sag, som han har udvalgt til at varetage sin kirkes forretninger, mænd der er villige til at lade sig lede og vejlede af Helligånden, og som af nødvendighed vil give ham æren, velvidende at de af sig selv intet formår. Jeg kan forsikre jer, brødre og søstre, at jeg ingen ambition havde om at påtage mig det ansvar, som nu hviler på mig. Hvis jeg på hæderlig vis kunne have undveget det, stod jeg ikke her i denne position i dag. Jeg har aldrig bedt om den, ej heller har jeg bedt nogen af mine brødre om at hjælpe mig med at opnå denne stilling, men Herren har åbenbaret for mig og mine brødre, at dette var hans vilje, og det ligger ikke i min natur at undvige ansvar eller nægte at påtage mig nogen kaldelse, som Herren fordrer, at jeg påtager mig.⁷

Jeg vil stræbe efter at være selvopofrende for jeres og Guds riges bedste. Jeg vil tjene jer efter min bedste viden og forståelse under henvisning til det, der vil fremme jeres interesser i forbindelse med den Almægtiges interesser. Dette vil jeg gøre, og må Herren hjælpe mig⁸ (se forslag 5 på næste side).