Elsk Gud mere end vi elsker verden

Jeg husker meget klart de svære tider, vi oplevede i Kirtland … hvor Guds profet boede, hvor Gud selv, ja Jesus, Guds Søn, viste sig for ham i al sin herlighed. Han stod på brystværnet af talerstolen i templet, som var bygget efter befaling. Under hans fødder var der et flisegulv af det pure guld i en farve som rav. Hans hår var hvidt som den rene sne. Hans ansigt strålede klarere end solen i al sin styrke. Hans stemme var som lyden af brusende vande (se L&P 110). Denne vidunderlige manifestation fandt sted i det tempel, der var blevet rejst til hans ære. Jeg var i Kirtland på det tidspunkt, hvor vi gennemlevede nogle ting, som jeg sommetider tænker, at vi er begyndt at gentage. Forholdene omkring de sidste dages hellige var på det tidspunkt af en besynderlig natur; i det mindste var den effekt, de havde på folket, af en besynderlig karakter … På det tidspunkt hærgede der en spekulationsbølge blandt folk i dette land. Der var pengespekulationer, bankspekulationer, spekulationer i jord, spekulationer i byggelodder og alle mulige andre typer af spekulationer. Denne spekulationsånd opstod ude i verden og skyllede ind over de hellige som en stor eller rivende strøm, og mange faldt og faldt fra Kirken.³

Nogle af de hellige i Kirtland begyndte at spekulere; de glemte deres religion, de glemte de principper, de havde fået åbenbaret, og mange af dem faldt ind i tidsånden og blev revet med af spekulation. Der opstod vanskeligheder – misundelse og kiv – og Herren, der var misfornøjet med dem, bragte ødelæggelse i deres midte, og folket blev splittet.⁴

Lige inden dette store frafald havde Herren udøst vidunderlige velsignelser over folket. Evangeliets gaver var blevet udøst i bemærkelsesværdig udstrækning – i evighedens fylde. De havde besøg af engle. Som jeg nævnte før, havde Guds Søn talt med sine tjenere. Ved indvielsen af templet var velsignelserne, som folket modtog, forunderlige. I den tid, hvor Guds milde gaver blev givet os så gavmildt, deltog jeg selv i forskellige møder i templet. Vi havde bønnemøder, vidnesbyrdsmøder, og de vidnesbyrd, som brødrene og søstrene kunne bære, var vidunderlige. De profeterede, de talte i tunger og kunne udlægge tungemål i bemærkelsesværdig grad. Disse velsignelser var næsten universelle blandt folket i Kirtland. Dengang var de hengivne; de følte, at de kunne ofre alt, hvad de ejede. De følte, at de næsten dvælede i Guds nærhed, og det var naturligt, at de følte således under en sådan forunderlig indflydelse.

Alle disse velsignelser og mange andre, som jeg ikke har tid til at nævne, nød de sidste dages hellige godt af lige før den tid, da denne spekulationsånd begyndte at gennemtrænge folks hjerte. Man kunne have troet, at ingen fristelse kunne have overvundet de hellige efter at have modtaget disse vidunderlige tilkendegivelser. Men det gjorde den, og den spredte dem for alle vinde.

Hvor enestående det end måtte synes, så gennemtrængte denne ånd af spekulation De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds’ Præsidium; der var faktisk ikke noget kvorum i Kirken, som ikke blev mere eller mindre berørt af denne spekulationsånd. Efterhånden som den tog til, fulgte uenigheden. Brødre og søstre begyndte at bagvaske og skændes med hinanden, fordi de havde forskellige interesser.

Vil dette blive tilfældet med de sidste dages hellige, jeg taler til nu? Jeg frygter, at det er på vej, men hvorvidt det kommer til at påvirke jer, er ikke op til mig at sige. I vil dog opleve det, og måske er det nødvendigt, at I gør …

Halvdelen af De Tolv Apostles Kvorum faldt for denne onde indflydelse i Kirtland. Det var denne spekulation, denne kærlighed til guld – verdens gud – som affødte dette bedrøvelige resultat. Og hvis det havde den påvirkning på dem, som besad det højeste præstedømme på jorden, hvordan vil det så påvirke os, som måske ikke har den intelligens, viden og erfaring, som de havde? …

I er et godt folk … Gud elsker jer. Han fryder sig over jeres retfærdighed, og han ønsker ikke en gentagelse af de episoder … man så i Kirtland. Det er der ingen grund til. Vi sidder selv inde med kraften til at redde os fra de ting, som splittede de hellige i Kirtland og væltede halvdelen af De Tolv. Herren ønsker ikke at skulle vidne lignende episoder i disse sidste dage.⁵

De sidste dages hellige bør være alt for vise og intelligente til at falde i fælder af den art. Det kan ikke svare sig. Det kan ikke svare sig for et menneske at vende ryggen til disse herlige principper og de ting, som er modtaget fra de evige verdener – at vende ryggen til dette og glide ind i og hengive sig til verdens værdiløse ting, det vil ikke gavne os. Uanset hvilken fristelse, der måtte møde os, eller som vi står over for nu, bør vi lære af historien og ikke lade os overvinde, for det vil vi fortryde bitterligt⁶ (se forslag 2 på s. 251).

Verdens gud er guld og sølv. Det er den gud, verden tilbeder. Det er almagt for dem, selvom de måske ikke er villige til at indrømme det. Nu har Gud i sin forudseenhed udformet det således, at de sidste dages hellige bør vise, hvorvidt de er kommet til kundskab om Guds visdom og magt, så de ikke kan overvindes af verdens gud. Det er et punkt, vi må nå frem til. Vi må nå frem til en anden standard, et højere niveau: Vi må elske Gud mere end vi elsker verden, mere end vi elsker guld og sølv, og elske vores næste som os selv.⁷

Hvis vi … ikke holder de pagter, vi har indgået, det vil sige, bruger vores tid, talenter og evner til at opbygge Guds rige på jorden, hvordan kan vi så med rimelighed forvente at komme frem i den første opstandelses morgen, hvis vi ikke kendes fra det store forløsningsværk? Hvis vi i vores adfærd, vaner og handlinger efterligner … verden, og dermed kendes som af verden, tror I så, mine brødre, at Gud vil skænke os de velsigner, vi ønsker at arve? Det kan jeg godt fortælle jer, at han ikke vil! … Vi er nødt til at bygge os selv op i himmelsk retfærdighed og så Guds retfærdighed i vores hjerte. Herren sagde til profeten Jeremias: »Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk« Jer 31:33. Det er det Herren prøver at gøre, og det vil han opnå hos os, hvis vi tilpasser os hans vilje.⁸

I disse tider med korruption og ugudelighed i verden, takker jeg Gud for, at vi har hellige og retskafne mænd og kvinder, som tilegner sig de store talenter, som Gud har skænket dem, til hans pris og ære. Og lad mig desuden sige, at der er tusindvis af dydige og hæderlige mænd og kvinder, som Herren har samlet rundt i verden, som også er villige til at indvie deres tid og talenter for at bistå i udførelsen af Guds værk til gavn for hans børn⁹ (se forslag 3 på s. 251).

I kan forvente … at møde hindringer på livets vej, som vil prøve jer til det yderste, og nogle af jer vil fristes til at vige fra sandhedens og ærens sti og ligesom Esau føle lyst til at ofre evighedens herlighed for nogle få øjeblikkes tilfredsstillelse og glæde (se 1 Mos 25:29-34); når det sker … så grib jeres mulighed for at følge Frelserens eksempel, der, da han blev tilbudt verdens herlighed, hvis han ville gøre noget tåbeligt, svarede fristeren: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene« (se Luk 4:5-8).¹⁰

Når jeg tænker over livet, synes denne verden kortvarig sammenlignet med evigheden; vores intelligens, vores indre guddommelighed har altid eksisteret, den blev aldrig skabt, og den vil altid eksistere gennem al evighed (se L&P 93:29). I lyset af disse kendsgerninger klæder det som intelligente væsener os at indse, at dette liv afsluttes på nogle få dage, derefter følger evigt liv; og i samme forhold som vi har holdt budene, vil vi have en fordel frem for dem, som ikke gjorde det.¹¹

Evangeliet knytter tilhængernes hjerte sammen, det gør ikke forskel, det skelner ikke mellem rig og fattig, som individer er vi alle forpligtede til at udføre de pligter, som hviler på os … Lad mig stille spørgsmålet: Hvem ejer noget, hvem kan virkeligt og sandfærdigt kalde noget af denne verdens gods for sit? Det kan jeg ikke, jeg er blot forvalter over lidt, og brugen og fordelingen står jeg til regnskab for hos Gud. De sidste dages hellige har modtaget evangeliets lov gennem åbenbaring fra Gud, og den er så enkelt skrevet, at alle kan forstå den. Og hvis vi forstod og fattede den position, som vi indtog, da vi indgik pagt gennem dåb til syndernes forladelse, så må vi stadig være bevidste om, at den lov fordrer, at vi først søger Guds rige, og at vores tid, talenter og evner skal bruges til gavn for dets fremme (se Matt 6:33; 3 Ne 13:33). Hvis det ikke forholder sig således, hvordan kan vi så herefter forvente, når denne jord skal gøres til hjem for Gud og hans Søn, at vi kan arve evigt liv og regere med ham?

Hvem tilkommer det at sige, at den rige eller den, der har mange talenter, har bedre håb eller udsigt til at arve disse velsignelser end den fattige, eller den som kun har ét talent? Som jeg forstår det, så er den mand, der arbejder på værkstedet, hvad enten det er som skrædder, tømrer, skomager eller andet produktivt, og som lever efter evangeliets lov og er ærlig og trofast i sit kald, akkurat lige så berettiget til at modtage disse og alle øvrige velsignelser i den nye og evigtvarende pagt som enhver anden mand. Gennem sin trofasthed skal han arve troner, riger og magt, og hans børn skal blive så talrige som himlens stjerner eller sandet ved havets bred. Hvem, spørger jeg, har lysere fremtidsudsigter end dette?¹² (se forslag 3 på næste side).