Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 10: »Kom til templerne«


Kapitel 10

»Kom til templerne«

»Det, Gud har stillet os i udsigt, er vidunderligt og stort; det overgår langt vores fatteevne. Kom til templerne, så vil vi vise jer det.«

Fra Lorenzo Snows liv

Kort tid efter sin dåb og bekræftelse begyndte Lorenzo Snow at deltage i møder i templet i Kirtland. Der modtog han tillige med profeten Joseph Smith og andre kirkeledere store åndelige velsignelser. I sin dagbog skrev han: »Der nød vi profetiens gave – tungemålsgaven – udlæggelse af tungemål – der blev berettet om syn og underfulde drømme – vi hørte himmelske kor synge, og vi bevidnede vidunderlige manifestationer af helbredende kraft gennem ældsternes forrettelse. I mange tilfælde blev den syge helbredt, den døve kunne høre, den blinde se og den lamme gå. Det var ganske tydeligt, at en hellig og guddommelig påvirkning – en åndelig atmosfære – gennemtrængte den hellige bygning.«1

Lorenzo Snow elskede templet i Kirtland og vidste, at »Guds søn, i sin herlighed, havde æret det med sin kongelige tilstedeværelse.« Derfor var han fyldt med ærefrygt, da han første gang stod på talerstolen i templet for at undervise. »Ingen ord kan beskrive mine følelser,« sagde han, »da jeg første gang stod ved en af disse talerstole for at tale til en forsamling – en talerstol på brystværnet af hvilken denne hellige personage havde stået kort tid forinden – med hår så ›hvidt som ren sne‹, øjne som en ildslue, og hvor også Moses, Elias og profeten Elias kom og overdrog Joseph Smith nøglerne til deres uddeling« (se L&P 110).2

Mange år senere, den 6. april 1892, stod præsident Lorenzo Snow foran en anden forsamling, denne gang foran et næsten færdigbygget tempel i Salt Lake City. Omtrent 40.000 sidste dages hellige trængte sig sammen på Temple Square og næsten 10.000 flere »havde taget plads øverst på de omkringliggende huse og pladser for at få et glimt.«3 Mængden var samlet til en ceremoni, hvor slutstenen skulle sikres på templets højeste spir. Senere den dag blev statuen af englen Moroni placeret på slutstenen. Under opdrag fra Det Første Præsidentskab skulle præsident Snow, som dengang var præsident for De Tolv Apostles Kvorum, lede de hellige i Hosianna-råbet. Da han forklarede Hosianna-råbet for mængden, udtrykte han sin kærlighed og begejstring for tempeltjeneste.

»Ordene i råbet, Hosianna,« sagde han, »som skal ytres, når eller efter slutstenen lægges i dag, blev introduceret af præsident Joseph Smith ved templet i Kirtland, og blev der ytret ved en højtidelig forsamling, hvor Guds kraft blev tilkendegivet, og den Almægtiges vision blev vist brødrene. Dette er ikke en sædvanlig anmodning, men det er – og vi ønsker, at det udtrykkeligt forstås – et helligt råb, som kun anvendes ved særlige begivenheder, som den vi står overfor nu. Vi vil også gøre det helt klart, at vi ikke alene ønsker, at brødrene og søstrene udtrykker ordene, men at deres hjerte skal være fyldt med taksigelse til himlens Gud, som gennem os har udvirket dette mægtige og ekstraordinære arbejde. I dag er det 39 år siden, at grundstenen til dette tempel blev lagt, og når man tænker og gransker over de vidunderlige velsignelser, som Gud har skænket os, sit folk, i årene siden da, ønsker vi, at de hellige føler, at dette råb kommer fra hjertet. Lad jeres hjerte være fyldt med taksigelse.« Han forklarede Hosianna-råbet og sagde så: »Når vi nu går hen foran templet, og dette råb skal lyde, så ønsker vi, at hver mand og kvinde råber disse ord ud af deres stemmes fulde kraft, så ethvert hus i denne by vil ryste, at folk i alle dele af byen vil høre det, og at det må nå de evige verdener.«4

Følgende beretning fra slutstensceremonien viser de helliges ærbødighed og begejstring ved begivenheden:

»Netop som klokken slog tolv, trådte præsident Wilford Woodruff frem på forhøjningen med fuldt overblik over den forsamlede folkemængde, hvor der herskede en højtidelig tavshed. Det gøs i hjertet på folk, da han talte:

›Hør, alle I af Israels hus og alle nationer på jorden! Vi vil nu lægge slutstenen på vor Guds tempel, hvortil fundamentet blev lagt og indviet af profeten, seeren og åbenbareren Brigham Young.‹

Præsident Woodruff trykkede på en elektrisk knap, og templets slutsten blev sat solidt på plads. Den scene som fulgte, kan ord ikke beskrive. Den ærværdige præsident for De Tolv Apostles Kvorum, apostlen Lorenzo Snow, trådte frem og førte 40.000 hellige an, der i kor skulle råbe:

›Hosianna! Hosianna, hosianna for Gud og hans Søn! Amen, amen og amen!

Hosianna! Hosianna, hosianna for Gud og hans Søn! Amen, amen og amen!

Hosianna! Hosianna, hosianna for Gud og hans Søn! Amen, amen og amen!‹

Hvert enkelt råb blev ledsaget af vinken med et lommetørklæde … Der var glædestårer i øjnene på tusinder. Jorden syntes at ryste ved lydstyrken, der blev sendt frem som ekkoer til de omkringliggende bjerge. Et større eller mere imponerende skue end denne slutstensceremoni ved templet er ikke optegnet i nogle historiebøger. Hosianna-råbene var knap ophørt før den store forsamling brød ud i sang til den inspirerende salme: ›Guds ånd som en ild.‹«5

Præsident Woodruff indviede templet i Salt Lake City præcis et år senere, den 6. april 1893. efter de hellige havde arbejdet 40 år for at fuldføre det. Præsident Lorenzo Snow blev kaldet til at tjene som den første tempelpræsident i dette tempel, og han tjente i denne kaldelse til han blev præsident for Kirken i september 1898. Der hænger et portræt af præsident Snow i Salt Lake-templet i dag til minde om hans hengivenhed for det, han kaldte »det mægtige værk vi har udført« i Herrens hus6 (se forslag 1 på s. 141).

Lorenzo Snows lærdomme

I templet lærer vi om de vidunderlige velsignelser, som Gud har beredt for de trofaste.

Det, Gud har stillet os i udsigt, er vidunderligt og stort; det overgår langt vores fatteevne. Kom til templerne, så vil vi vise jer det. Jeg går ud fra, at mange af jer har været der og har hørt om de vidunderlige ting, som Gud har beredt for dem, der elsker ham og holder trofast ud til enden …

Han har forberedt alt, hvad de sidste dages hellige overhovedet kan ønske eller forestille sig med henblik på, at de kan opnå fuldkommen lykke gennem al evighed7 (se forslag 2 på s. 141).

Gennem tempelordinancer binder vi hellige bånd, der kan knytte familier sammen for tid og evighed.

Tænk på de løfter, der blev givet jer ved den smukke og herlige ceremoni, som bruges i forbindelse med indgåelse af ægteskabspagten i templet. Når to sidste dages hellige forenes i ægteskab, gives de løfter, hvad angår deres børn, som gælder fra evighed til evighed.8

Vi har modtaget megen visdom og kundskab om ting, som forundrer verden, når vi taler om den. Vi har lært, at vi i templet kan knytte bånd, som ikke opløses ved døden, men rækker ind i evigheden; hellige bånd der binder familier sammen for tid og evighed9 (se forslag 3 på s. 141).

I templet modtager vi frelsende ordinancer på vegne af vores afdøde slægt.

Enhver af Guds sønner og døtre vil få den nødvendige mulighed for ophøjelse og herlighed … Men der er kun en vej, hvorigennem ophøjelse og herlighed kan sikres. Vi må døbes til syndernes forladelse og modtage håndspålæggelse for Helligåndsgaven. Disse og andre ordinancer er absolut nødvendige for ophøjelse og herlighed; og hvor mennesker har levet uden mulig adgang til evangeliet, kan disse ting ordnes af deres venner. Vi er kommet til jorden for at gøre disse ting – det er i det mindste en af hovedårsagerne til, at vi kom. Vi kan ikke understrege vigtigheden af dette arbejde nok.10

Vi kom ikke til denne jord ved et tilfælde. Vi kom i en speciel hensigt, og det var utvivlsomt gennem bestemte arrangementer i det forrige liv, hvor vi dvælede, at vi kom ind i denne verden. I templet udfører vi et stort arbejde for vore afdøde slægtninge. Vi har fra tid til anden modtaget vigtige tilkendegivelser om, at Gud godkender det arbejde, vi udfører i vore templer. Personer, der har gjort arbejde for deres slægtninge, har modtaget de mest ekstraordinære tilkendegivelser. Det er et mægtigt værk, vi udretter. Tusindvis af mennesker er blevet døbt for deres afdøde gennem det arbejde, vi udfører i templet …

Vi lader folk komme ind i vore templer, når de har sporet deres slægtninge, uanset hvor langt de er nået tilbage, for at blive døbt for deres døde far, bedstefar og oldefar og så fremdeles eller så langt tilbage, de kan spore deres slægtninge. Dernæst tillader vi mand og hustru at blive beseglet til hinanden så langt tilbage, de kan spore slægten. Tag for eksempel en retskaffen ung mand, som levede inden evangeliet blev forkyndt for menneskenes børn … Han giftede sig og fik en familie, men fik aldrig det privilegium at modtage evangeliet, som vi har fået. Men han underviste sin familie i moralske principper, og han var hengiven og venlig over for sin hustru og sine børn. Hvad mere kunne han gøre? Han bør ikke fordømmes, fordi han ikke modtog evangeliet, for der var ikke noget evangelium at modtage. Han bør ikke miste sin hustru, fordi han ikke kunne tage i templet og blive beseglet til hende for tid og evighed, da de blev gift. Han handlede ud fra sin bedste overbevisning, og hun blev gift med ham for tid i henhold til skik og brug i landet. Vi respekterer det ægteskab, som var højtideligt i henhold til loven i hans land … Vi besegler børn til deres forældre og hustruen til sin ægtemand, så langt vi kan spore tilbage.11

Frelseren sagde ved en bestemt lejlighed: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst,« og han fortsatte med disse bemærkelsesværdige ord: »… og de, der hører den, skal leve« (Joh 5:25). Jeg tror, at der kun vil være få, som ikke tager imod sandheden. De vil høre Guds Søns røst; de vil høre Guds Søns præstedømmes røst, og de vil modtage sandheden og livet. De brødre og søstre, som arbejder så flittigt i templerne, vil få æren af at være en slags frelsere for deres slægt og venner, for hvem de har forrettet disse ordinancer.12 (se forslag 4 på s. 141).

Vi bør stræbe efter at udføre tempeltjeneste og slægtsforskning, selvom det måtte fordre ofre fra vores side.

Det bør være et emne, der optager sindet hos enhver mand og kvinde at komme i vore templer og udføre dette arbejde. Det er et stort arbejde og også et meget vigtigt et. Når vi vender tilbage til åndeverdenen og finder vore afdøde venner i live der, vil vi ikke føle os særligt glade eller behageligt tilpas ved det møde, hvis vi ikke har udført det nødvendige arbejde for ophøjelse og herlighed.

Vi bør ikke altid vente på behagelige og belejlige muligheder, men vi bør altid stræbe efter at være i stand til at udføre dette arbejde, selvom det kræver et lille offer fra vores side … Vi ønsker inderligt at brødrene og søstrene ikke tilsidesætter dette vigtige arbejde. Ved I, hvad der vil være det største arbejde i tusindårsriget? Det vil være det, vi prøver at tilskynde de sidste dages hellige til at udføre nu. Der vil blive bygget templer overalt i dette land, og brødre og søstre vil tage til dem og måske arbejde dag og nat for at fremskynde og nå at gøre det nødvendige arbejde, inden Menneskesønnen kan præsentere sit rige for sin Fader. Dette arbejde må udføres, inden Menneskesønnen kan komme og overtage sit rige og præsentere det for sin Fader13 (se forslag 5 på s. 141).

Når vi indtræder i templet med et rent hjerte, vil Herren velsigne os i henhold til det, han ved er bedst for os.

Når vi indtræder i disse templer, føler vi, at vi glæder Herrens ånd mere der end noget andet sted. Det er Herrens bygninger, og hans vigtigste arbejde udføres inden for disse mure …

Jeg er glad for, at medlemmer, der tager i templet, ikke forlader det uden at føle sig bedre tilpas og med en beslutsomhed i sindet om at gøre tingene lidt bedre, end de hidtil har gjort. Det er den følelse, vi ønsker, at de hellige opnår …

Vær trofaste, brødre og søstre, og udholdende; kom til templet og udfør jeres arbejde der, det vil glæde jer, og I vil være bedre beredt til at modstå verdens ubehageligheder.14

De, der indtræder i templet med et rent hjerte og en angergiven ånd, vil ikke træde ud uden at have modtaget særlige velsignelser, selvom disse i nogle om ikke mange tilfælde, kan være anderledes, end man måske havde forventet … Nogle af de hellige er måske på udkig efter engles betjening … eller forventer at skue Guds ansigt. Det er måske ikke gavnligt for jer at modtage sådanne manifestationer. Herren ved, hvad der er bedst for den enkelte, og han vil tilpasse sine gaver, så de være til størst gavn for modtageren. Man kan roligt gå ud fra, at enhver trofast sidste dages hellig, der indtræder i det hus, vil modtage en velsignelse, som vil være til stor tilfredshed for modtageren. Inden de, som indtræder i templet, forlader det, vil noget dukke op i deres hjerte og forståelse, der vil være dem til gavn fremover i deres liv. Som oprigtige sidste dages hellige er vi berettiget til dette15 (se forslag 6 nedenfor).

Forslag til studium og undervisning

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

  1. Læs beretningen om slutstensceremonien for Salt Lake-templet (s. 133-136). Hvis du har deltaget i indvielsen af et tempel, så tænk over, hvad du følte på det tidspunkt. Hvad udtrykker vi over for Herren, når vi deltager i et Hosianna-råb?

  2. Genlæs præsident Snows opfordring om at komme til templerne (s. 136). Tænk over, hvordan du kan tage imod denne opfordring, og hvordan du måske kan udrække denne invitation til din familie og venner.

  3. Når du læser det andet afsnit på side 137, så overvej hvilke velsignelser, der kan komme ved at modtage tempelordinancer og indgå tempelpagter. Hvordan har disse velsignelser påvirket dig og din familie?

  4. Læs det afsnit, der begynder nederst på side 137. På hvilke måder kan vi handle som frelsere for vores slægt og venner, når vi udfører dette arbejde? Hvilke hjælpekilder stiller Kirken til rådighed for os som hjælp til dette?

  5. Hvad kan vi gøre for at give tempeltjeneste og slægtsforskning den opmærksomhed, det fortjener? (Genlæs det afsnit, der begynder på side 140.)

  6. Hvilke personlige, åndelige velsignelser kan vi modtage, når vi deltager i tempeltjeneste? (Se eksempler på s. 140-141).

Skriftstedshenvisninger: L&P 97:15-17; 109:1-23; 128:15-18; 132:19; 138:57-59

Til underviseren:»Du kan hjælpe dem, som du underviser, til at føle sig mere tillidsfulde med hensyn til deres evne til at deltage i en samtale, hvis du svarer positivt på alle seriøse kommentarer. Du kan for eksempel sige: ›Tak for dit svar. Det var meget eftertænksomt‹ … eller: ›Det er et godt eksempel‹ eller: ›Jeg sætter pris på det, som I alle sammen har sagt i dag‹« (Undervisning, den største kaldelse, s. 64).

Noter

  1. Eliza R. Snow Smith, Biography and Family Record of Lorenzo Snow, 1884, s. 11.

  2. I Biography and Family Record of Lorenzo Snow, s. 11-12.

  3. Se J.H.A., Millennial Star, 2. maj 1892, s. 281.

  4. Millennial Star, 4. juli 1892, s. 418.

  5. Millennial Star, 2. maj 1892, s. 281-282.

  6. Millennial Star, 27. juni 1895, s. 403.

  7. Deseret News: Semi-Weekly, 30. mar. 1897, s. 1.

  8. Deseret News: Semi-Weekly, 30. mar. 1897, s. 1.

  9. »Funeral Services of Apostle Erastus Snow«, Millennial Star, 2. juli 1888, s. 418.

  10. Millennial Star, 27. juni 1895, s. 405.

  11. Millennial Star, 27. juni 1895, s. 403-404; se også Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2004, s. 177.

  12. Deseret News, 4. nov. 1893, s. 609.

  13. Millennial Star, 27. juni 1895, s. 404-405.

  14. Deseret News: Semi-Weekly, 30. mar. 1897, s. 1.

  15. Tilpasset fra en tale af præsident Snow i Deseret Weekly, 8. apr. 1893, s. 495.

Den 6. april 1892 samledes tusindvis af mennesker for at se slutstenen blive sat fast på templets højeste spir.

Forældre kan hjælpe deres børn med at forberede sig på opfordringen til at komme i templet.