Tiende, en lov til vores beskyttelse og fremgang

Tidligt i maj 1899 følte præsident Lorenzo Snow sig tilskyndet til at besøge byen St. George og andre bosættelser i det sydlige Utah. Han organiserede hurtigt en gruppe af mennesker, deriblandt generalautoriteter, til at foretage den lange tur med ham.

Da præsident Snow planlagde rejsen, fortalte han ingen, hvorfor de skulle foretage denne tur, for det vidste han ikke selv. »Da vi forlod Salt Lake,« fortalte han senere, »vidste vi ikke helt, hvorfor vi skulle besøge disse sydlige bosættelser.«¹ Men den 17. maj, lige efter de rejsende var ankommet i St. George, blev Herrens vilje »tydeligt åbenbaret« for hans profet.² Ved et møde, der blev afholdt den 18. maj, erklærede præsident Snow:

»Dette er Herrens ord til jer, mine brødre og søstre, at I skal tilpasse jer det, som er krævet af jer som et folk, der har disse herlige løfter om ophøjelse og herlighed foran jer. Hvad er det så? Det er noget, som I er blevet tudet ørerne fulde af fra tid til anden, indtil I måske er blevet trætte af at høre det … Herrens ord til jer er ikke noget nyt, det er ganske enkelt dette: TIDEN ER KOMMET FOR HVER ENESTE SIDSTE DAGES HELLIG, SOM REGNER MED AT VÆRE BEREDT TIL FREMTIDEN OG HOLDE SINE FØDDER SOLIDT PLANTET PÅ FAST GRUND, TIL AT GØRE HERRENS VILJE OG BETALE EN ÆRLIG TIENDE. Dette er Herrens ord til jer, og det vil være Herrens ord til hver eneste koloni i Zions land. Når jeg har forladt jer, og I begynder at tænke over det, så vil I selv se, at tiden er kommet, hvor enhver person skal betale en ærlig tiende. Herren har tidligere velsignet os og har haft barmhjertighed med os; men der kommer tider, hvor Herren kræver, at vi står fast og gør, hvad han har befalet, og ikke udskyder det længere. Det, jeg siger til jer i denne Zions stav, vil jeg sige til enhver af Zions stave, der er blevet organiseret. Der er ingen mand eller kvinde, der nu hører, hvad jeg siger, der vil føle sig tilfreds, hvis han eller hun ikke betaler en ærlig tiende.«³

I sine forudgående 50 år som apostel havde præsident Snow sjældent nævnt tiendeloven i sine taler. Dette ændrede sig i St. George i Utah på grund af den åbenbaring han modtog. »Jeg havde aldrig modtaget en mere fuldendt åbenbaring,« sagde han senere, »end den åbenbaring jeg modtog om tiende.«⁴ Fra St. George rejste han og hans rejsefæller videre fra by til by i det sydlige Utah, og på deres vej hjem holdt de 24 møder. Præsident Snow holdt 26 taler. Hver gang han talte, rådede han de hellige til at adlyde tiendeloven.

Gruppen vendte tilbage til Salt Lake City den 27. maj 1899. En journalist skrev i en avis: »Præsidenten ser stærkere og mere frisk ud i dag, end da han forlod Salt Lake.« Som respons på en kommentar om, at »turen havde gjort ham godt«, svarede den 85-årige profet: »Ja, det siger de allesammen … Denne tur har gjort mig godt. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg føler, at Herren holder mig oppe gennem svar på de helliges bønner.«⁵

Udover at kommentere sit eget velbefindende, fortalte han om, hvordan han havde oplevet de helliges tro og retskaffenhed i det sydlige Utah. Han sagde, at han og hans rejsefæller var blevet modtaget »med de varmeste udtryk for glæde og påskønnelse.«⁶ Han berettede, at da han rådede de hellige til at adlyde tiendeloven, »så faldt Herrens ånd på folket, og de frydede sig overmåde meget, og i deres hjerte vedtog de, at de ville iagttage dette princip til punkt og prikke og følge ånden i det.«⁷ Som svar på et spørgsmål om folkets generelle tilstand sagde han: »De bor i komfortable huse, de er velklædte og virker til at have rigeligt af jordens goder at spise og drikke. Men i St. George Stav lider folk af alvorlig tørke, den værste nogensinde, men de har tro på, at de snart vil få regn.«⁸

Den 29. og 30. maj holdt præsident Snow to taler om tiendeloven, den første til funktionærer i Unge Pigers GUF og den anden til funktionærerne i Unge Mænds GUF.⁹ Mod slutningen af det andet møde fremlagde ældste B.H. Roberts fra De Halvfjerds følgende resolution, som enstemmigt blev vedtaget af alle tilstedeværende: »Vedtaget: Vi accepterer læren om tiende, som præsident Snow har præsenteret den, som Herrens nuværende ord og vilje til os, og vi accepterer den af hele vort hjerte; vi vil iagttage læren og gøre alt i vores magt for at få de sidste dages hellige til at gøre ligeså.«¹⁰ Den 2. juli deltog alle generalautoriteter og repræsentanter fra alle stave og menigheder i Kirken i en højtidelig forsamling i templet i Salt Lake City, efter at have fastet og bedt som forberedelse til dette møde. De vedtog enstemmigt den samme resolution.¹¹ Præsident Snow var selv tro mod denne resolution og underviste i tiendeloven i mange stave og så til, at andre kirkeledere gjorde det samme.

I de måneder, der fulgte præsident Snows besøg i det sydlige Utah, modtog han nys om de sidste dages helliges fornyede hengivenhed over for at adlyde tiendeloven. Disse nyheder gav ham »den største glæde og tilfredshed«,¹² for han vidste, at ved fortsat lydighed mod denne lov »ville den Almægtiges velsignelser blive udøst over dette folk, og Kirken ville gå fremad med en styrke og hastighed, man aldrig tidligere havde oplevet.«¹³

Præsident Snow forsikrede gentagne gange de hellige om, at de ville blive velsignet individuelt både timeligt og åndeligt, når de adlød tiendeloven.¹⁴ Det løfte blev delvist opfyldt i august 1899, da folket i St. George kunne glæde sig over, at tørken blev afbrudt for en tid; deres tro blev belønnet med 7,44 cm regn, det var mere, end der i alt var faldet i de foregående 13 måneder.¹⁵ Præsident Snow havde også lovet, at lydighed mod tiendeloven ville velsigne Kirken som helhed. Han var forvisset om, at de trofastes tiende ville gøre Kirken i stand til at blive fri af den gæld, man havde samlet som resultat af forfølgelse.¹⁶ Dette løfte gik i opfyldelse i 1906, fem år efter at han var gået bort. Ved generalkonferencen i april 1907 bekendtgjorde præsident Joseph F. Smith:

»Jeg tror ikke, at der nogensinde i Kirkens historie har været et tidspunkt, hvor tiendeloven er blevet mere alment og oprigtigt overholdt af de sidste dages hellige end her på det sidste. Den indbetalte tiende i året 1906 har overgået tiendeindbetalingerne fra noget andet år. Dette er en god indikation på, at de sidste dages hellige gør deres pligt, at de har tro på evangeliet, at de er villige til at holde Guds befalinger, og at de arbejder sig op mod en større trofasthed end nogensinde tidligere. Jeg ønsker at sige yderligere en ting til jer, og det gør jeg ved at lykønske jer, fordi vi gennem Herrens velsignelse og de helliges trofasthed i tiendebetalingen har været i stand til at indfri vore gældsforpligtelser. I dag skylder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke én dollar, som den ikke straks kan betale. Vi befinder os endelig i en position, hvor vi kan være ajour med betalingerne. Vi behøver ikke mere at låne, og det vil vi ikke have nødigt, hvis de sidste dages hellige fortsætter med at efterleve deres religion og adlyde denne tiendelov«¹⁷ (se forslag 1 på s. 161).

Tænk over disse forslag, når du studerer kapitlet eller forbereder dig på at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

1. Læs præsident Snows beretning om at modtage åbenbaringen om tiende (s. 153-157). Tænk over hans villighed til at rejse til St. George og folkets beredvillighed til at adlyde tiendeloven. Hvad kan vi lære af denne beretning?

2. Hvorfor er tiende »ikke en svær lov«? (Se eksempler på s. 157-158). Hvorfor kan noget menneske synes, at tiendeloven er en svær lov af adlyde? Hvordan kan præsident Snows belæringer hjælpe nogle til at opnå et vidnesbyrd om tiende?

3. Studér det første afsnit, der begynder på s. 159. Hvilke velsignelser har du og dine kære modtaget i og gennem bygninger og programmer, der finansieres af tiende? Hvorfor er det et privilegium at betale tiende?

4. Præsident Snow vidnede om, at vi vil blive velsignede, når vi adlyder tiendeloven (s. 159-161). Hvilke velsignelser har tiendeloven afstedkommet i dit liv? Hvordan har det velsignet din familie og dine venner?

5. Overvej præsident Snows råd til forældre og lærere (s. 160). Hvorfor tror du, at det er vigtigt for børn at betale deres tiende, selvom beløbet er småt? Hvordan kan man lære børn at betale tiende og offerydelser?

Skriftstedshenvisninger: Mal 3:8-10; L&P 64:23; 119:1-7