Vær modig og stærk
Illustrationer: Michael S. Parker
»Lederen for præsidentens garde har bekendtgjort, at der bliver holdt en stor fest, fordi vores præstation var så god!« råbte en af garderne.
Jeg burde have været glad, men lige så snart jeg fik nyheden, begyndte jeg at bede. Jeg vidste, at festen ville blive til en drukfest. Jeg var åndeligt stærk nok til ikke at drikke. Men jeg ønskede ikke, at de andre skulle få problemer på grund af mig.
Militærtjeneste er obligatorisk for alle unge mænd i Sydkorea, og så snart jeg kom hjem fra min mission, kom jeg i hæren. Jeg blev sat i præsidentens garde. De andre i garden vidste, at jeg aldrig ville røre alkohol, fordi jeg var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Da festen blev bekendtgjort, begyndte de at blive nervøse, for de ville komme i vanskeligheder, hvis jeg ikke drak, når vores chef gav ordre til at drikke til festen.
Der var tradition for, at chefen ved festligheder stillede sig foran hver enkelt garder og fyldte garderens glas med spiritus. Garderen skulle så hæve glasset og sige: »Tak, hr.!« og drikke spiritussen med det samme.
Inden for militæret anses det for lydighedsnægtelse, når man ikke adlyder en overordnet. Det medfører ikke blot vanskeligheder for den enkelte, men for hele hans deling. I værste fald kan lydighedsnægtelse medføre fængselsstraf, og dette gjorde min deling nervøs.
Dagen for festen kom, og vi 10 gardere satte os rundt om bordet. Der stod et tomt glas foran os hver især. Jeg sad på den tredje plads. Vores chef kom ind og fyldte det første glas. Garderen hævede sit glas og sagde: »Tak, hr.!« Så drak han.
Vores chef gik hen til den næste garder og gjorde det samme. Så blev det min tur. Jeg var klar til at holde visdomsordet, og jeg var blevet ved med at bede i hjerte for min delings skyld. Da min chef fyldte mit glas, sagde jeg med høj røst: »Tak, hr.!« Så skulle jeg til at beklage, at jeg ikke kunne drikke det.
Lige i det øjeblik trådte hans sekretær ind og sagde: »Undskyld, hr., der er et opkald til Dem.« Vores chef vendte sig mod ham og sagde: »Jeg har travlt.«
Jeg holdt stadig glasset, da sekretæren tilføjede: »Hr., det er præsidenten.« Vores chef svarede: »Jamen, godt så,« og så gik han med det samme.
Pludselig byttede garderen før mig sit glas ud med mit og drak hurtig spiritussen. Kort efter vendte vores chef tilbage, så mit tomme glas og svarede: »Nå, du er allerede færdig!« Så gik han videre til den fjerde garde. Alle åndede lettede op.
35 år senere, længe efter min tjeneste i militæret, fik jeg et opkald fra en grenspræsident i Sydkorea. Han spurgte, om jeg kunne huske en hr. Park fra min tid i militæret.
»Selvfølgelig kan jeg det,« svarede jeg. Jeg havde tjent med hr. Park, og han havde respekteret min tro og havde ofte beskyttet mig i vanskelige situationer.
Grenspræsidenten gav mig nummeret til hr. Park, og jeg ringede straks til ham. Mens vi talte sammen, fortalte hr. Park mig, at han under vores tid sammen i præsidentens garde havde set et lys stråle fra mig, og han havde følt, at han skulle hjælpe mig. I tiden efter, når han havde haft det svært, fortalte han, at han havde tænkt på mig.
Hr. Park fortalte mig, at han havde to sønner, som han ønskede skulle blive som mig. Han havde endda taget sine sønner med til en sidste dages hellig kirke. En af dem var blevet døbt, selv om hr. Park ikke selv var blevet det. Den søn var dog nu mindre aktiv. Hr. Park ønskede min hjælp og et råd.
En uge senere besøgte jeg hr. Park. Vi havde en dejlig stund, og jeg begyndte kort tid efter at mødes med hans søn og opmuntre ham til at vende tilbage til Kirken. Han tog ydmygt imod mit råd, blev aktiv og tog på fuldtidsmission. Gennem de breve, han sendte hjem under sin mission, motiverede han sin far og hjalp ham til at forberede sig på dåb. En sommerdag året efter vores første besøg, døbte jeg hr. Park.
Sikke et mirakel! Deres liv er blevet ændret på grund af den tro, der blev udvist af en ung mand 35 år tidligere.
Undgå fælder og snarer
I Det Gamle Testamente underviste Josva israelitterne om de fælder og snarer, som de ville møde, mens de levede i en ugudelig verden:
»Da skal I vide, at Herren jeres Gud ikke længere vil drive disse folk bort foran jer. De vil blive en fælde og en snare for jer, en pisk over ryggen og en torn i øjet på jer, indtil I er udryddet fra denne gode jord, som Herren jeres Gud gav jer« (Jos 23:13).
For mit vedkommende var de mulige vanskeligheder, jeg kunne have voldt min deling, en fælde, der kunne have fristet mig til at drikke alkohol. Jeg valgte dog det rette og var klar til at adlyde visdomsordet uanset konsekvenserne.
Af min oplevelse i militæret lærte jeg, at Herren velsigner og beskytter sine børn, hvis vi er »modig[e] og stærk[e]« (Jos 1:6). Han beskyttede fx israelitterne, da de krydsede Jordanfloden. Men først udviste de præster, der bar pagtens ark, tro og mod ved at træde ned i den flod, der løb over sine bredder. Først da »standsede [Herren] vandet« og fik floden til at »stå som en vold« (se Jos 3:13-17).
For at være »modig[e] og stærk[e]«, må vi »holde fast ved Herren« (Jos 1:6; 23:8). Vi holder fast ved Herren, når vi studerer skriften personligt og som familie beder personlige bønner og familiebønner og holder familieaften. Vi holder også fast ved ham, når vi deltager i nadveren, højner vores kaldelse, kommer ofte i templet, adlyder befalingerne og omvender os, når vi begår fejl. Disse vaner lader Helligånden være med os og hjælper os til at se og undgå fælder og snarer.
»Det begynder, når vi er meget små, hvor de, der er ansvarlige for os, fastsætter retningslinjer og regler for at sikre vores sikkerhed,« har præsident Thomas S. Monson sagt. »Livet ville være langt enklere for os alle, hvis vi fuldt ud adlød sådanne regler …
Lydighed er kendetegnet på profeter; det har givet dem styrke og kundskab i alle tidsaldre. Det er afgørende for os at forstå, at vi også er berettiget til denne kilde til styrke og kundskab. Den er let tilgængelig for os alle i dag, når vi adlyder Guds befalinger.«1
Gå fremad i tro
Kort tid efter at præsident Boyd K. Packer, præsident for de Tolv Apostles Kvorum, var blevet kaldet som generalautoritet, gik han hen til ældste Harold B. Lee (1899-1973) for at søge vejledning. Præsident Packer mindedes:
»Han lyttede meget omhyggeligt til mit problem og foreslog, at jeg gik til præsident David O. McKay (1873-1970). Præsident McKay rådede mig i en bestemt retning. Jeg var meget villig til at være lydig, men jeg kunne ikke se nogen mulig måde, jeg kunne gøre det, han havde rådet mig til.
Jeg vendte tilbage til ældste Lee og fortalte ham, at jeg ikke kunne se nogen mulig måde, jeg kunne gøre det, jeg var blevet rådet til, på. Han svarede: ›Problemet med dig er, at du ønsker at se slutningen fra begyndelsen.‹ Jeg svarede, at jeg gerne ville kunne se mindst et skridt eller to ud i fremtiden. Så kom mit livs lektie: ›Du må lære at vandre ud til kanten af lyset og derpå tage nogle få skridt ud i mørket, så vil lyset komme og vise dig vejen, du skal gå.‹«2
Som børn af vor himmelske Fader ønsker vi sommetider at forstå detaljerne i de ting, som vi må acceptere eller opnå i tro. Vi behøver dog ikke forstå alle ting. Vi må blot tage et skridt fremad, som Herren har bedt os gøre, og som israelitternes præster gjorde, da de trådte ned i Jordanfloden, der gik over sine bredder. Selv om vi ikke kan se eller forstå alle ting, vil Herren hjælpe os til at gå på tør grund, hvis vi er »modig[e] og stærk[e]«.
Vi vil have styrken til at stå stærke, når vi efterlever hans ord – søger og følger hans vejledning i skrifterne og fra hans tjenere. Ja, vi lever i »fjendeland«,3 men fjenden kan ikke besejre Herren, vor Frelser, som blev sendt for at hjælpe os og frelse os.
Jeg ved, at vi kan være Jesu Kristi sande disciple ved at »[stå] lydigt og fast ved vor Guds lærdomme«.4 Når vi udøver mod til at gøre dette, står vi på hellige steder, uanset hvor vi er.