Et mirakel i lufthavnen

Billede

Illustration depicting two elder missionaries at an airport in Japan.

Illustrationer: David Malan

Som ny missionær i Japan havde jeg svært ved at forstå nogen, for slet ikke at tale om at lære dem at kende. Det var svært at lære at holde af mennesker, som jeg ikke engang kendte, især når jeg ikke kunne forstå, hvad de sagde. Men jeg gjorde en indsats for at vise dem min kærlighed, og jeg påskønnede deres indsats for at række ud til mig.

Hver uge fik min kammerat og jeg et hjemmebagt brød af en søster fra menigheden, der hed søster Senba. Hun viste sin kærlighed til missionærerne ved at bage hjemmebagt brød og skrive en lille, men dybtfølt besked.

Jeg var rørt over, at nogen holdt af mig. jeg følte mig tilskyndet til at vise min taknemlighed til hende på en enkel måde. Jeg skrev et lille brev til hende, hvor jeg fortalte hende, hvor taknemlig jeg var for hende og for de ofre, som hun og hendes familie ydede for at hjælpe missionærerne. Vi blev venner, og jeg begyndte at betragte hende som min »mor på missionen«.

Månederne gik. En tidlig onsdag morgen blev jeg ringet op af min missionspræsident, der forflyttede mig ned til Okinawa. Da jeg lagde på, blev jeg fyldt med den mest bittersøde følelse. Jeg gruede for at skulle sige farvel. Hvert eneste opkald til medlemmerne i menigheden med nyheden om min forflyttelse den næste dag, gjorde ondt på mig. Det var meget sværere, end jeg havde troet at skulle sige farvel til de mennesker, jeg var kommet til at holde så meget af.

Da jeg var ved at være færdig med at ringe rundt, opdagede jeg, at kun søster Senba havde ikke svaret sin telefon. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne sige farvel til et medlem, som lå mit hjerte så nær.

Den næste morgen tog jeg og to andre missionærer af sted til lufthavnen. Da vi nåede frem til billetskranken for at købe billetter, fik vi at vide, at vores kort var blevet afvist. Vi havde ikke penge til at købe billetter, og flyet lettede om 10 minutter! Vi gik alle tre i panik. Vi var ved at gå glip af vores fly og ville strande i lufthavnen resten af dagen.

Men al min panik vendte sig til trøst, da jeg vendte mig om og så søster Senba komme gående ind i lufthavnen. Jeg blev meget overrasket over at se hende her, for hun havde ikke fået at vide, hvad tid flyet afgik. Mens hun skyndte sig over til os, smilede hun og gav os alle brød, som vi kunne tage med i flyet.

Da vi forklarede hende, at vi ville gå glip af vores fly, blev hun ked af det. Ingen af os vidste, hvad vi skulle gøre. Så begyndte søster Senba at rode i sin håndtaske for at se efter noget, der kunne være os til hjælp. Hun hoppede glad i luften, da hun fandt en lille konvolut, som hun havde lagt i tasken for flere uger siden. I den lå der ¥50,000 – præcis det beløb, som vi stod og skulle bruge. Hun gav os pengene, og vi nåede at få billetterne i tide. Vi takkede hende med hvert eneste gran taknemlighed, vi rummede, sagde farvel og skyndte os på flyet.

Efter flyet var lettet, vendte min kammerat sig og sagde: »Er hun ikke fantastisk?! Det var et mirakel!«

Da indså jeg, hvor mirakuløst det egentligt var. Han spurgte så: »Hvad står der på din seddel?« Jeg så, at han læste en besked, der lå sammen med hans brød fra søster Senba. Jeg så, at jeg også havde en, tog sedlen frem og læste en personlig hilsen til mig, der straks gav mig tårer i øjnene. Der stod: »Jeg elsker dig! Glem mig nu ikke! Jeg vil aldrig glemme dig!«

I det øjeblik følte jeg Ånden stærkere, end jeg nogensinde før havde følt. Søster Senbas eksempel havde lært mig, hvor vigtigt det er at følge Åndens tilskyndelser – uanset, hvor lille eller hvor mærkelig tilskyndelsen synes at være. Det er gennem disse tilskyndelser, at vi har kraften til at ændre liv til det bedre. Jeg ved, at det ikke var tilfældigt, at hun kom ud i lufthavnen. Det var et mirakel.

Herren bruger virkelig små midler til at fremme sit værk. Vi er så velsignede som medlemmer af denne kirke ved, at vi har hans indflydelse i vores liv. Lad os alle forblive værdige til at modtage disse tilskyndelser og velsigne Guds børn.