Handl i dette land, som skulle I blive her i flere år
Forfatteren bor i Utah i USA.
Som strømmene i havet kan Guds guddommelige indflydelse lede os mod hans plan for vores liv.
Som mange børn drømte jeg også om, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. I mit tilfælde var jeg overbevist om, at jeg skulle være brandmand på månen. I mit femårige sind var der ingen anden måde, mit liv kunne udfolde sig på. Jeg formoder, at de fleste af os havde drømme som barn om, hvordan vores liv ville være, når vi blev voksne. Jeg formoder også, at de fleste af os på et eller andet tidspunkt har set tilbage på vores liv og udbrudt: »Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig, der skulle ske!«
Der er to skriftsteder, der hjælper os til at sætte livet i perspektiv. Det første skriftsted lyder:
»For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren;
for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer« (Es 55:8-9).
Og det andet skriftsted: »[Gud] gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden; for han elsker verden« (2 Ne 26:24).
Vi lærer af disse skriftsteder, at alt, som vor himmelske Fader gør, i sidste ende er til vores gavn, selv når vi ikke forstår hvorfor. Og eftersom Guds planer og veje er højere end vores, må vi højne vores liv for at kunne være mere i harmoni med hans plan for os.
Undren under vandren
Vi taler sommetider om israelitterne, der vandrede i ørkenen i 40 år, inden de fik lov at komme ind i det forjættede land. En sky eller en ildsøjle hvilede over boligen, når de skulle slå lejr, og den løftede sig, når lejren skulle bryde op og gå videre (se 4 Mos 9:15-18, 21-23). Jeg går ud fra, at de også brugte 40 år på at »undre« sig i ørkenen – undre sig over, hvornår de skulle vandre igen, hvornår og hvor de skulle gøre ophold, og hvornår de endelig ville nå frem til det forjættede land.
Denne beretning er rig på symbolik. Når vi hver især rejser igennem vores livs ørken, har vi et ønske om at nå »det forjættede land«, der består af at leve med Gud for evigt. Han har lovet at føre os dertil. Selv om hver eneste person må gå ad den samme vej – være lydig, omvende sig, modtage præstedømmets ordinancer og holde trofast ud – er hvert eneste menneskes liv unikt.
Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Herren har givet jer en strøm af guddommelig påvirkning i jeres liv, som vil lede jer i overensstemmelse med den plan, han har for jer, og som han ønsker, at I skal udføre her på jorden. Søg gennem Ånden at finde frem dertil og følg nøje den vejledning, som Herren giver i jeres liv. Bring jer i overensstemmelse hermed. Vælg med glæde at udøve jeres handlefrihed til at følge den.«1
Prøv at overveje, hvad der var sværest at udholde for Israels lejr: At være på et ubehageligt sted i et år eller forlade et dejligt sted efter kun to dage? Jeg tror, at begge scenarier prøvede deres tro.
Sådan er det også med os. Vi er måske ikke tilfredse med vore omstændigheder og bruger derfor tid på at undre os over, hvornår tingene mon ændrer sig. Eller vi oplever måske en uventet ændring af vores ellers behagelige rutine. Vores reaktion på disse oplevelser afgør i stor grad vores lykke. Og hvis vi bruger vores liv på at undre os på vores vandren, kan vi gå glip af vidunderlige muligheder for åndelig udvikling.
Gå ud og gør noget i dag
I foråret i 1831 begyndte de hellige at samles i Kirtland i Ohio. Et medlem ved navn Leman Copley indvilligede i at lade en gruppe fra Colesville i New York bo på sin gård i Thompson, som lå tæt på Kirtland. I maj 1831 åbenbarede Herren til profeten Joseph Smith:
»Jeg helliger dette land til dem for en kort tid, indtil jeg, Herren, vil sørge for dem på en anden måde og befale dem at drage herfra;
og timen og dagen er ikke givet dem, lad dem derfor handle i dette land, som skulle de blive her i flere år, og dette skal vende sig til gavn for dem« (L&P 51:16-17, fremhævelse tilføjet).
Meget lig israelitterne, der fulgte skyen i ødemarken, vidste disse hellige, at de ikke skulle blive permanent på Copleys gård. På et eller andet tidspunkt skulle de videre. Men uanset hvor længe de skulle blive der, skulle de handle, som skulle de blive der i flere år.
Hvorfor gav Herren dem så denne vejledning? Nogle kan have været blevet modløse af at skulle bo i en vogn eller i et telt på en mudret mark, når de så på andre, der boede under bedre forhold. Herrens vejledning ændrede sandsynligvis deres perspektiv fra modløshed til håb.
Når vi ser på andre, der har ting, som vi drømmer om – en dejlig familie, et dejligt hjem, et godt job og en klar retning i livet – kan vi på samme måde blive modløse. Hvis vi fx ved, at vi ikke skal være særlig længe i en menighed eller gren, kan vi tænke: »Hvorfor tage imod en kaldelse? Hvorfor lære de andre at kende?« Vi kommer måske stadig i kirke, men vi får ikke det fulde udbytte af oplevelsen. Hvis vi bruger hele livet på at fokusere på det, vi ikke har, fejler vi måske i at være oprigtigt taknemlige for det, som vi faktisk har.
Som vi synger i en af vore salmer, så er der »noget at gøre omkring os nu, kom, vær med i den gode sag. Lad ej tiden gå tabt, men vær stedse på vagt og gør noget godt i dag.«2
Når vi »handle[r] i dette land, som skulle [vi] blive her i flere år«, begynder vi at opdage muligheder, vi måske ikke har lagt mærke til før. Vi forstår måske også, at nogle af disse muligheder måske aldrig kommer igen. Så begynder vi at tænke: »Nu, hvor jeg er her, vil jeg involvere mig, så godt jeg kan, og vælge at være glad. Jeg vil fortsat have håb for fremtiden, men lad mig i mellemtiden gøre noget godt her.« Det er forskellen på at træde vande og svømme.
Det viste sig, at de hellige i Thompson ikke skulle blive særlig længe. Leman Copley brød sit løfte om at lade de hellige blive på hans gård. Herren endte med at sende disse hellige til Missouri. Men de gjorde deres bedste, mens de boede på bondens mark, og Herren velsignede dem for det.
Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Ofte forstås vore nuværende dybe dale kun ved at se tilbage på dem fra bjergene af vore erfaringer ude i fremtiden. Ofte kan vi ikke se Herrens hånd i vores liv, før længe efter prøvelserne er forbi. Ofte er de vanskeligste tider i vores tilværelse vigtige byggesten, der danner grundlaget for vores karakter og baner vejen for fremtidige muligheder, forståelse og lykke.«3
Lad ikke jeres sind falde tilbage
Sommetider render vi ind i problemer, når vi insisterer på at gøre tingene efter vores egen tidsplan, i stedet for at have tillid til Herrens.
Se på beretningen om Lehis rejse fra Jerusalem fra Laman og Lemuels perspektiv. Deres magelige liv blev pludselig afbrudt, da Lehi fortalte, at familien måtte flygte, fordi Jerusalem ville blive ødelagt. Ud i ørkenen gik de – blot for at vende hurtigt tilbage efter bronzepladerne fra Laban. Al den tid med at traske gennem ørkenen, for at Laban kunne stjæle deres kostbarheder og forsøge at slå dem ihjel? Jeg ville også være eddikesur!
Og ikke nok med det, men at se Jerusalem i samme stand bidrog nok kun til Laman og Lemuels vrede. Jeg ved ikke, om de forventede at se et rygende krater, da de kom tilbage, men jeg kan forestille mig deres tanker: »Var det ikke meningen, at Jerusalem skulle ødelægges? Hvorfor spilder vi vores tid i ørkenen, når alt ser ud til at være helt, som det plejer her?« Uanset hvad, så medførte alle disse ting, at Nefi og Sam blev pryglet (se 1 Ne 3:29).
Når tingene ikke altid går efter vores hoved; når vi synes, at ildsøjlen ikke bevæger sig hurtigt nok, eller når vi ser os omkring og kun ser en bondes mark, kan vi måske også blive så modløse, at vi prygler vores tro og lader vore frustrationer gå ud over Herren.
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Når vi er urimeligt utålmodige med vor alvidende Guds timing, antyder vi faktisk, at vi ved, hvad der er bedst. Hvor er det pudsigt – vi, der går med armbåndsure, vil give gode råd til ham, der styrer de kosmiske ure og kalendere.«4
Livet er selvfølgelig ikke altid let, og jeg kender ikke nogen – mig selv inklusive – der kan sige, at livet blev præcist, som de havde forestillet sig. Men jeg kender også mange mennesker, der ville sige, at de trods alt er glade for det liv, de har nu – selv om de ikke blev brandmænd på månen!
Det positive perspektiv kommer, når vi trofast og optimistisk følger Herren gennem vores egen ørken. Når vi gør det, vil vi en dag opdage, at vores oplevelse i ørkenen ikke var nær så dårlig, som vi troede. Vi vil måske indrømme, at den faktisk var det hele værd. Herren siger til os alle:
»Fortsæt derfor i tålmodighed, indtil I bliver gjort fuldkomne.
Lad ikke jeres sind falde tilbage; og når I er værdige, skal I, når jeg anser tiden for at være inde, se og erkende« (L&P 67:13-14).