Vi taler om Kristus
Løftet om vores fælles fremtid
Forfatteren bor i Utah i USA.
Da min mand fik at vide, at han havde kræft, følte jeg, at hele vores verden styrtede sammen. Med otte børn tænkte jeg på, hvordan jeg nogensinde skulle kunne klare det alene?
Det var en overskyet søndag morgen, og jeg stod og vaskede op efter morgenmaden. Mine to yngste børn sad i stuen ved siden af køkkenet og så en kirkevideo. Tankerne fløj af sted, og mine kinder var våde af tårer. Jeg kunne ikke abstrahere fra den kræft, der havde invaderet vores hjem. Min mand havde kæmpet med den i flere år, men nu havde den spredt sig. Min tro syntes at vakle. Mine tanker var fyldt med »hvad-nu-hvis?«
Pludselig blev mine tanker afbrudt af en blid stemme fra videoen: »Ti stille, hold inde! …
Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?« (Mark 4:39-40).
Jeg lagde viskestykket og vendte mig mod fjernsynet. Videofilmen handlede om Frelseren, der stilnede stormen. Det var som om, at ordene var blevet sagt til mig af Frelseren selv. En følelse af varme og fred kom over mig. Det var en påmindelse om at holde fast i den tro, som jeg havde lært så meget om i årene med kræften. Det var en tro, der blev underbygget af ordene i min patriarkalske velsignelse.
Jeg havde fået min patriarkalske velsignelse, da jeg var 15. En sætning, der dengang blot syntes at beskrive en del af mit tempelægteskab, indeholdt nu et stort løfte til mig. Den fortalte om den retskafne præstedømmebærer, som jeg ville blive gift med, og lød, at han »vil hjælpe dig og vejlede dig, ikke blot i din ungdom, men selv når du er langt oppe i årene.«
Når jeg læste og genlæste min patriarkalske velsignelse under denne årelange kamp mod kræften, gav denne sætning mig stort håb. Hver eneste gang fandt jeg fornyet tro i løftet om vores fremtid sammen. Jeg mindedes den store trøst, som Ånden havde givet mig, da min mand første gang fik diagnosen. Jeg lærte den sætning fra min patriarkalske velsignelse udenad, og da svarene på kræftprøverne kom tilbage med dårligt nyt, huskede jeg på det løfte.
Jeg lærte at lade Frelseren bære os. Jeg lærte, at jeg måtte have en konstant tro, og jeg lærte at kæmpe med tro mod en voksende frygt. Den morgen mindede videofilmen mig om at stole på Herren.
At have tro giver mig evnen til at lade Jesus Kristus bære min byrde. Ligesom Almas folk, der ikke følte byrden på deres ryg, da de var i fangenskab (se Mosi 24:14), således er det for vores familie i kampen mod kræften. Vores familie har kunnet møde kræften uden at føle den byrde, som den kunne have bragt med sig.
Min mand får stadig taget prøver for at spore kræftcellerne eller for at finde eventuelle tumorer. Vi har stadig lægeregninger og bivirkninger fra behandlingerne. Og jeg beder stadig dagligt om, at min mands kræft vil forsvinde. Jeg beder til, at vi begge må leve til vi bliver gamle. Jeg siger også til min himmelske Fader: »Din vilje ske.«
Jeg ved ikke, hvornår vi er »oppe i årene« som omtalt i min velsignelse. Jeg håber, at ordene fra velsignelsen betyder, at min mand og jeg vil kunne tage på mission, når vore børn er store. Jeg håber, at det betyder, at min mand kan føre hesten, når vore børnebørn skal have en ridetur, og at de vil kunne sidde på hans knæ. Men jeg ved, at når Gud tager ham fra denne jord, vil det være til hans tid.
Jeg bekymrer mig ikke længere om, hvornår »oppe i årene« er. Det betyder ikke noget. Jeg har tillid til, at Herren vil ære det løfte, jeg fik i min patriarkalske velsignelse. Han har passet på os i alle disse år, og han vil passe på os i fremtiden.