Job

»Jeg ved ikke noget, som Kirkens medlemmer har mere brug for end Jobs overbevisning og udholdenhed.«¹ – ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum

Billede

Job and his family depicted sitting and eating. A woman is standing beside Job and is handing Job bread from a basket.

Jeg var kendt som en gudfrygtig mand, der undgik alt ondt.² Herren velsignede mig med syv sønner og tre døtre. Han skænkede mig stor materiel rigdom, deriblandt »syv tusind får og tre tusind kameler, fem hundrede spand okser og fem hundrede æselhopper og en mængde trælle.«³

Satan troede, at jeg ikke længere ville være retskaffen og ville forbande Gud, hvis jeg ikke længere nød timelig fremgang. Herren tillod Satan at prøve mig, men han tillod ikke, at han voldte mig fysisk skade. Satan fik mit kvæg stjålet eller udryddet og sendte en stærk vind, der væltede mit hus og slog mine ti børn ihjel, der befandt sig indenfor. I stedet for at forbande Gud, »flængede [jeg min] kappe og klippede [mig] skaldet. Så kastede [jeg mig] til jorden fyldt med ærefrygt« og tilbad Herren.⁴

Da Satan så, at jeg ikke ville forbande Gud, gav han mig fysiske prøvelser. Det tillod Herren ham at gøre, men han tillod ikke, at han tog mit liv. Satan ramte mig med »ondartede bylder fra isse til fod«.⁵ Jeg forblev dog retskaffen og nægtede at forbande Herren. Mine venner sørgede med mig.

Mine venner sagde til mig, at mine lidelser skyldtes min egen ugudelighed, og at jeg måtte omvende mig. Men jeg vidste, at jeg var en retskaffen mand.⁶ Herren befalede senere mine venner at omvende sig. Det blev befalet dem at bringe et brændeoffer og lade mig gå i forbøn for dem.⁷

Da Herren havde set min trofasthed, lod han mine lidelser få en ende, og han velsignede mig med »dobbelt så meget, som [jeg] før havde haft«.⁸ Jeg fik »fjorten tusind får, seks tusind kameler, tusind spand okser og tusind æselhopper«, såvel som syv sønner og tre døtre.⁹ Herren velsignede mig rigt for min tro og tålmodighed.

Jeg har set Herrens hånd i mit liv, i både trængsler og fremgang. Jeg kan frimodigt sige: »Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud.«¹⁰