Til vi ses igen
Jeg erstattede min frygt med tro
Forfatteren bor i Utah i USA.
Hvad nu, hvis jeg aldrig fandt en anden at date og aldrig blev gift?
Da min bedste veninde så mig, vidste hun med det samme, at der var noget galt. »Vi har slået op,« fortalte jeg hende lavmælt. Jeg var lige kommet hjem fra en lang snak med den unge mand, som jeg var kommet sammen med. Selv om vi var kede af at skulle gøre det forbi, var vi begge enige om, at det var den rette beslutning for os begge to.
Men efterhånden som ugerne gik, begyndte jeg at føle tvivl om min beslutning. Hvad nu, hvis jeg aldrig fandt en anden at date og aldrig blev gift? Havde jeg lavet for stort et nummer ud af vore forskelligheder?
Jeg var så ensom og i tvivl, at jeg endda overvejede, om han var villig til at give os en chance til. Jeg var, som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum engang har sagt, »utilfreds med nuværende forhold og havde kun et dystert syn på fremtiden«.1
Et par uger efter at vi havde slået op, læste jeg en aften om Frelserens opstandelse. Lukasevangeliet fortæller, at på den tredje dag efter Frelseren var blevet lagt til hvile, kom trofaste tilhængere for at salve hans legeme med vellugtende salver. Men de så, at stenen var blevet væltet bort fra graven, og legemet var væk. To engle viste sig for dem og sagde: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået« (Luk 24:5-6).
Englenes spørgsmål ramte mig pludselig med stor kraft. Jeg havde aldrig tænkt på, hvordan de besøgende må have følt det, da de indså, at de søgte efter Frelseren på et forkert sted. Jeg havde aldrig tænkt på den udfordring, det må have været for dem at tro på, at Jesus havde efterladt gravens forfald og var opstået i herlighed.
Skriften gav en mild irettesættelse. Jeg indså, at jeg – som Frelserens venner – havde søgt trøst et forkert sted. At sørge over fortiden og »forgæves længes efter den«2 var mig ikke en trøst, ej heller motiverede det mig til konstruktive handlinger. Jeg indså, at jeg måtte stoppe med at se ind i fortidens grav. Jeg måtte erstatte min frygt med tro og have tillid til, at Frelseren kunne skabe liv ud af oplevelserne fra min fortid.
Jeg tænker ofte på det skriftsted, når jeg fortryder nogle af mine valg eller længes efter at vende tilbage til fortiden. Takket være Frelseren kan vi starte på en frisk. Takket være Frelseren kan vi »se tilbage og nyde gløderne, og ikke asken, fra strålende oplevelser,« og vide, at »fortiden skal vi lære af, men ikke leve i«.3 I stedet for at spilde tid på at fortryde, kan vi se fremtiden i møde med tro.