Hvad skulle jeg synge?
David M. Flitton, Utah, USA
Illustrationer: Bradley Clark
Under min mission for næsten 40 år siden i byen Levin i New Zealand, spillede jeg klaver for primarybørnene hver tirsdag. Jeg kan tydelig huske de vidunderlige følelser, jeg havde for disse børn, mens vi sammen sang primarysangene, der var fyldt med evangeliet.
I februar 2013 holdt jeg ferie i New Zealand. Da jeg holder meget af at vandre, bestilte jeg en firedags vandretur til det berømte Milford Track i Fiordland Nationalpark, der ligger på South Island.
Jeg kom i en gruppe bestående af tre amerikanere og 37 andre fra hele verden, heriblandt Australien, Brasilien, England, Finland, Tyskland, Israel og Uruguay. Under turen udvekslede vi tanker, oplevelser og meninger, så godt vi nu kunne på grund af sprogbarrieren. Det varede ikke længe, før vore kulturelle forskelligheder og forudindtagede meninger smeltede væk i takt med, at vi lærte hinanden bedre at kende.
Hen imod slutningen af turens tredje dag, ønskede en fra gruppen at bidrage til vores nyfundne venskab og sprang op og annoncerede, at vi skulle holde et talentshow. Han sagde, at han ville starte showet. Han valgte at dele sit talent som historiefortæller, som han havde øvet sig på på sit kontor i Cæsarea i Israel. Historien gik godt, så han bekendtgjorde, at han lige tog en mere. Men da han kom med et par grove bemærkninger, indså jeg, at aftenen hurtigt kunne blive mindre opløftende.
Under hans historie følte jeg en stærk tilskyndelse til at synge for gruppen. Men hvad skulle jeg synge for mine nye venner fra hele verden? Svaret kom meget stærkt til mig: »Jeg er Guds kære barn« (Salmer og sange, nr. 195).
Jeg var nervøs, men jeg trak på mine minder om og kærlighed til New Zealands primarybørn. Jeg rejste mig og forklarede, at jeg gerne ville synge en særlig sang, som jeg havde sunget for næsten 40 år siden med børn i New Zealand. Jeg forklarede, at jeg havde været missionær, havde undervist disse børn og havde fattet kærlighed til dem. Jeg bad en stille bøn om hjælp til at synge på en måde, der kunne velsigne gruppen.
Sangen gik godt, og bagefter kunne jeg føle Ånden. Mine nye venner smilede, og sangen syntes at åbne deres hjerte. Det varede ikke længe, før andre rejste sig og delte deres musikalske talenter. En gruppe på fire kvinder, der før havde været tilbageholdende med at deltage, gav nogle numre fra deres kirkekor. En anden fra gruppen lærte os en jødisk folkesang.
Ved slutningen af talentshowet sang en smuk ung kvinde fra Australien tre sange på maori, som var hendes modersmål. Vor himmelske Faders Ånd havde virkelig sænket sig over os og hjulpet os til at se, at vi er alle Guds børn og ikke bare »fremmede og udlændinge« (Ef 2:19) fra forskellige lande.
Jeg er taknemlig for de primarybørn i byen Levin, der var med til at plante sandheden i mig om, at vi alle er børn af vor himmelske Fader. Jeg er også glad for, at de minder gav mig mod til at bære det vidnesbyrd gennem sang.