En overflod af glade minder
Gina Sconiers, Utah, USA
Illustrationer: Bradley Clark
Mit barndomshjem havde gamle rør og et dårligt fundament. Så hver gang der kom stormregn, blev vores hjem oversvømmet. Eftersom stormene i Virginia kan vare i flere timer, så fik vi ofte vand ind i huset.
Vi boede i det hjem i det meste af min opvækst, så jeg troede, at oversvømmelse var noget helt normalt.
Efter adskillige storme forbedrede vi vores taktik over for stormen og lærte at samarbejde. Stormene slog ofte til midt om natten, derfor vækkede mine forældre os alle sammen og satte os på vore poster, mens vandet trængte ind i kælderen som tyktflydende lava. Min bror og far fyldte spande med vand fra trappeskakten, mens min søster og jeg hurtigt tørrede vandet op med håndklæder for at redde gulvtæppet.
Vi fniste, mens vi hoppede og dansede på håndklæderne og kunne mærke vandet sive op mellem vore tæer og gennem vores natbukser. Mor var hurtig til at vride de våde håndklæder, smide dem i tørretumbleren og hente nye håndklæder klar til trampningen. Når vi syntes, at huset var sikret godt nok, gik vi ind i køkkenet for at tørre os og få en kop varm kakao og småkager efter vores hårde slid. Hvis ikke det allerede var tid til at stå op, forsøgte vi alle at falde i søvn igen.
Disse oversvømmelser må have været til stor bekymring for mine forældre. Men jeg husker dem som nogle af mine gladeste barndomsminder, selv med den bragende torden og lynglimtene. Faktisk får lugten af vådt gulvtæppe mig til at blive helt nostalgisk efter tid sammen med familien.
Mine forældre kunne have bekæmpet oversvømmelserne alene, men jeg er så glad for, at de fik os alle til at hjælpe til med at forsvare vores hjem. Det var en glædelig begivenhed at bekæmpe vandet, fordi vi var sammen og alle spillede en rolle.
Nu, hvor jeg er voksen, tænker jeg på de dage og spekulerer over, hvordan jeg kan lære mine børn samme glæde ved at arbejde sammen. Selv om jeg er taknemlig for, at mit hjem ikke får vand ind, ved jeg, at der uden tvivl vil trænge sig noget uønsket ind i vores familie.
Uanset hvilken slags problemer vores familie får i fremtiden, håber jeg, at vi kan forblive sammen og arbejde sammen om at forsvare vore værdier, vores tro og hinanden. Så kan vi måske selv midt i modgangen grine, smile og være glade, mens vi arbejder side om side.