Præstedømmevelsignelser, der blev givet og gengældt
Julie Keyes, British Columbia, Canada
Illustrationer: Bradley Clark
For nogle år siden sad vi og spiste middag sammen med et andet par fra vores menighed, da vi fik et opkald fra skadestuen på det lokale hospital. Personalet spurgte min mand, der på det tidspunkt tjente som stavspræsident, om der var nogen fra vores kirke, der kunne komme og se til en 17-årig, der havde fået en alvorlig hovedlæsion.
Ved ankomsten fik min mand at vide, at den unge mand var faldet 9 meter ned fra en altan og landet på fortovet. Han var bevidstløs, og man forventede ikke, at han ville overleve.
Min mand og broderen, der havde været til middag hos os, gav den unge mand en velsignelse. Hans familie, der boede over 1.600 km væk, var blevet kontaktet og informeret om hans tilstand.
Efter et par dage på intensivafdelingen genvandt den unge mand på mirakuløs vis bevidstheden og begyndte at få det bedre. I fire uger besøgte hans forældre ham hver dag på hospitalet. Så fløj de ham hjem til Arizona, hvor han kunne fortsætte sin rekonvalescens.
Det var vidunderligt at være vidne til præstedømmets helbredende kraft, der gav denne unge mand endnu en chance for en sund fremtid. Og hvor var jeg taknemlig for en ægtemand og et andet medlem af menigheden, der var forberedt på at tjene i præstedømmet og handle med guddommelig myndighed.
Jeg følte med denne unge mands forældre, der var så langt fra deres søn under hans krise. Jeg var dog glad for, at de til dels følte sig trygge, da de fik at vide, at deres søn havde modtaget en præstedømmevelsignelse, og at Kirkens medlemmer var glade for at kunne hjælpe.
Min medfølelse over for de forældre voksede enormt, da jeg selv et par år senere modtog et opkald om, at min egen søn, der boede over 3.000 km væk, var blevet ramt af en bil, mens han cyklede til universitetet, hvor han arbejdede og læste. Selvom jeg følte mig magtesløs ved ikke at kunne hjælpe ham, var jeg taknemlig for og blev trøstet ved at vide, at fuldtidsmissionærerne var blevet kontaktet og havde givet ham en præstedømmevelsignelse, og at en menighed i St. Paul i Minnesota havde reageret på hans families behov. Menighedens medlemmer bragte mad hjem til familien og hjalp hans hustru, der dagen inden ulykken havde født, med at tage sig af deres tre andre børn.
Forestil jer, hvor stor min taknemlighed var, da jeg fandt ud af, at den missionær, der gav min søn en velsignelse, var den selvsamme unge mand, som min mand havde givet en velsignelse fem år tidligere. Jeg blev forundret over, at den tjeneste, der var blevet gjort, var blevet gengældt fuldt ud!
Min tro på min kærlige himmelske Fader og min tak til ham vokser fortsat, når jeg tænker på, at han kender os alle sammen og ved, hvad vi får brug for. Jeg tror på, at denne unge missionær var der, for at vi på en meget personlig måde kunne se Guds forudviden.