Jeg følte Helligånden

Jeg spurgte tit mine forældre om, hvad det betyder at »føle Helligånden«. Jeg havde hørt dem tale om det, men jeg var ikke sikker på, hvordan det føltes. Mor fortalte mig, at det var en meget god følelse, men jeg var stadig ikke sikker på, hvad det betød.

En morgen løb min lillebror på et år rundt og slog pludselig sit hoved på radiatoren. Han fik et stort sår i panden. Han græd og blødte. Jeg blev meget bange og bekymret. Min mor tog sig af såret og satte et plaster på. Så fulgte hun mig i skole.

Henne på skolen var jeg stadig bange og bekymret for min bror. Så kom jeg i tanke om, at jeg kunne bede en bøn. Jeg gik ud på toilettet og bad oprigtigt til vor himmelske Fader om at velsigne min bror. Efter bønnen var jeg ikke længere bange. Jeg følte en stor fred og gik tilbage til klasseværelset.

På vejen hjem den dag fortalte jeg min mor om det, der var sket. Hun fortalte mig glad, at den varme og fredfyldte følelse, som jeg havde følt, var Helligånden, der trøstede mig. Hun fortalte, at normalt taler Helligånden ikke til os, som når andre mennesker taler til os. I stedet giver han os en følelse af fred.

Efter det lagde jeg mærke til andre gange, hvor jeg følte Helligånden. Da min far gav min mor en velsignelse, lukkede jeg øjnene og prøvede at være meget ærbødig. Da følte jeg den varme følelse igen. Jeg ved, at vi må være ærbødige for lettere at kunne føle Helligånden.