Tonga Et gudhengivent land

Mens ældste Brigham Smoot og Alva Butler var på mission i Samoa, blev de sendt til Tongaøerne for at forkynde det gengivne evangelium. Da de ankom i 1891, var de i audiens hos kong George Tupou 1., der gav dem tilladelse til at forkynde Jesu Kristi evangelium. Med lovende udsigter blev flere missionærer kaldet til øerne og blev ivrigt engageret i udbredelsen af evangeliet. Desværre var Kirkens vækst ikke så stor på Tonga, som den var på de andre polynesiske øer Tahiti, Hawaii, New Zealand og Samoa. I 1897 blev missionærerne befalet at vende tilbage til Samoa, og de få nyomvendte på Tonga blev for en tid efterladt uden kirkelig ledelse.

»Ved I ikke, at jeg, Herren jeres Gud … husker dem, som er på øerne i havet?« (2 Ne 29:7).

Herren glemte ikke de hellige i øriget Tonga. I 1907 kom ældsterne Heber J. McKay og W.O. Facer til Neiafu på Vava‘u, hvor de oprettede en gren og en lille skole. Ikke længe efter begyndte missioneringen at få vind i sejlene, og Kirkens skoler blev grundlagt rundt om på alle øerne i løbet af de næste få år.

Som i andre dele af verden mødte Kirken i Tonga også modstand. Men denne gang var evangeliet kommet for at blive. Efterhånden som missioneringen blomstrede, blev kirkeledere kaldet blandt de lokale medlemmer, så da udlændingene blev evakueret, som det skete under 2. verdenskrig, oplevede Kirken fortsat fremgang.

I takt med at evangeliet blev udbredt på øerne, blev der grundlagt flere af Kirkens skoler. I 1947 lejede Kirken et stort stykke jord og begyndte at bygge en ny skole, Liahona College, der i dag kendes som Liahona High School.

Billede

The Liahona High School in Tonga

Den blev indviet i 1953 af ældste LeGrand Richards (1886-1983) fra De Tolv Apostles Kvorum. I indvielsen blev der sagt, at skolen ville blive et »vejledende lys« for alle, der kom for at gå der, og den ville forberede unge mennesker til at blive ledere og have en positiv indflydelse på andre. Dronning Salote Tupou 3. var også til stede ved indvielsen. Hun havde godkendt skolen som et redskab til at opbygge en »kristen civilisation«, der forener mennesker fra alle samfundslag. Siden skolens grundlæggelse har tusinder af Liahona High School-dimittender tjent som missionærer, kirkeledere og prominente samfundsledere.

I dag er der to kirkesponsorerede high school på Tonga: Liahona High School på hovedøen Tongatapu og Saineha High School, der ligger på øen Vava‘u. Der er også fem kirkesponsorerede folkeskoler: Tre på Tongatapu, en på ’Eua og en på Ha’apai.

Da præsident David O. McKay (1873-1970) og hans hustru Emma Ray besøgte Tonga i 1955, gav de hellige dem en kongelig behandling. Det var første gang, at Kirkens præsident besøgte øerne. Under deres korte besøg på Tongatapu og Vava’u afholdt de møder med medlemmerne og mærkede deres kærlighed og hengivenhed, mens tonganere optrådte med musik og dans og holdt taler og arrangerede festmåltider. Under præsident McKays besøg hos medlemmerne på Vava‘u blev han inspireret til at afsløre, at han havde set et syn med »et tempel på en af disse øer, hvor Kirkens medlemmer kan komme og modtage velsignelserne ved Guds tempel«. Et medlem nedfældede tonganernes reaktion: »Hele forsamlingen brød ud i tårer.«¹

Næsten 30 år senere i august 1983 blev templet i Nuku’alofa i Tonga indviet af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), der på det tidspunkt var rådgiver i Det Første Præsidentskab. Jeg kan som teenager huske, hvordan sidste dages hellige fra de fjernere øer og tonganere i udlandet kom til denne lykkelige begivenhed. Jeg var så privilegeret at kunne tage del i en af indvielsessessionerne og være en del af koret. Jeg kan huske den varme følelse, jeg havde, da jeg hørte præsident Hinckley tale. Da vidste jeg, at han var kaldet af Gud. Da vi sang Hosianna-hymnen, forstod jeg også, hvor højt Herren elsker sine børn.

Frelseren har altid husket folket på øerne i havet, og den dag blev præsident McKays profeti opfyldt.

På grund af det stigende antal medlemmer på Tonga blev templet lukket i cirka to år på grund af renovering. Blandt andet blev værelserne gjort større, der blev tilføjet et beseglingsværelse, og væggene og lofterne blev pyntet med polynesiske motiver.

I begyndelsen af 2007 blev min mand og jeg kaldet til at stå for den kulturelle festlighed ved genindvielsen af templet. Festligheden skulle holdes den 3. november, dagen før genindvielsessessionerne.

Det var vores mål at få så mange unge som muligt fra stavene i Tongatapu involveret og få lavet en præsentation, der ville forberede de hellige åndeligt til tempelindvielsen den følgende dag. Begivenheden skulle transmitteres direkte til de fjernere øer såvel som til tonganske stave rundt om i verden, så det var en stor opgave.

Titlen på præsentationen var »En varig skat«. Den bestod af kulturelle danse fra Tonga, Hawaii, Tahiti, New Zealand, Fiji og Samoa. Præsentationen handlede om et ægtepar, der havde mistet deres lille barn, og som søgte på de mange polynesiske øer efter en skat, der kunne mildne deres tab. Selv om de fandt skatte på hver ø, kunne ingen af dem dulme deres smerte. Da de vendte tilbage til Tonga, blev de præsenteret for evangeliet af missionærer og lærte om »den varige skat« – evige familier og velsignelsen ved en dag at blive genforenet med deres barn.

Under ugen for genindvielsen regnede det kraftigt. På vores generalprøve den 2. november var det overskyet. Jeg bad de unge om at tage hjem og bede om godt vejr, så de kunne optræde for Tonga og for dem, der ville se med via satellit, og især profeten. Den nat styrtregnede det, og den næste morgen tegnede det ikke til at blive godt vejr.

Lørdag aften samledes 3.000 unge mennesker på Teufaiva Stadion for at høre ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum, der var blevet bedt om at genindvie templet på grund af præsident Hinckleys skrøbelige helbred. Jeg vil aldrig glemme den optræden. Alt gik som det skulle. Vejret var perfekt, lydanlægget, der tidligere havde svigtet, virkede strålende, og de unge mænd og kvinder dansede det bedste, de havde lært.

Vi havde oplevet et mirakel. Vor himmelske Fader havde hørt sine børns bønner og havde holdt regnen på afstand. Samtidig var vi i stand til at slå tonen an for tempelindvielsen den følgende dag ved at minde medlemmerne om, at evige familier er den varige skat, og at templer opføres for at sådanne velsignelser kan ske fyldest.

I dag vokser Kirken stadig på Tonga, og lederstillinger indehaves af lokale medlemmer. Kirkebygninger findes overalt på øerne, og det stigende antal af missionærer fremskynder værket. Kirkens skoler er etableret og forbereder fortsat tapre missionærer, fremtidige ledere og værdige mødre og fædre.

De hellige skal ikke længere tage den lange bådtur over til hovedøen for at tage del i generalkonferencen. I stedet har teknologien gjort det muligt for medlemmerne at blive indenfor staven og se generalkonferencen og områdekonferencer, der transmitteres fra New Zealand.

Trods alle de forandringer, der har fundet sted på Tongas kyster, bevarer de hellige deres arv af tro. Det er et folk, der hengav sig til Gud for 175 år siden. Det er et folk, der fortsat den dag i dag vier deres liv og alt, hvad de ejer, til Herren.