2014
Vor himmelske Fader sagde nej og ja
August 2014


Vor himmelske Fader sagde nej og ja

Forfatteren bor nu i Californien i USA.

Jeg troede, at vor himmelske Fader sagde nej, men i virkeligheden sagde han ja til en større plan for mig.

Billede
Portrait of a young family (parents and two young boys).

I mit sidste år på gymnasiet i Sverige, besluttede jeg mig for at søge ind på Brigham Young University i Utah. Der var kun et problem; lige meget hvor indtrængende jeg bad til Gud om at bekræfte min beslutning, føltes det aldrig rigtigt. Jeg tænkte: »Svaret kan da umuligt være et nej, eller kan det? På så mange måder virker BYU til at være den rigtige beslutning, især fordi jeg gerne vil giftes i templet, og mine chancer er meget bedre på BYU end i Sverige.« Bortset fra at det ikke var det rigtige. Ikke for mig. Ikke på det tidspunkt.

Jeg opgav skuffet planen om at tage på BYU og søgte i stedet ind på et universitet i Sverige. På det tidspunkt, hvor jeg skulle have været taget af sted på mit BYU-eventyr, blev jeg forelsket i Jonas – en nylig hjemvendt missionær. Selv om vi må have været til adskillige ungdomsaktiviteter sammen inden hans mission, havde jeg aldrig rigtig lagt mærke til Jonas. Det er mig et mysterium, hvordan hans karisma og smittende latter kan have undgået min opmærksomhed!

Tidligt i vores forhold fortalte Jonas mig, at han havde søgt ind på BYU og håbede på at kunne begynde til næste semester. Efter hans første semester i Provo blev vi gift i templet og begyndte at gå på BYU sammen. Vi dimitterede begge på den samme dag.

Nu kan jeg se tilbage og se, hvorfor vor himmelske Fader først sagde nej – eller faktisk »ikke endnu« – til min indtrængende bøn om at gå på BYU. Selv om han sagde nej til mit ønske på det bestemte tidspunkt, sagde han i virkeligheden ja til et langt vigtigere ønske. Som ung pige bad jeg ofte om, at min fremtidige mand og jeg ville finde hinanden på det rette tidspunkt. Vi kunne måske have mødtes på BYU, men jeg er overbevist om, at Jonas og jeg som led i en større plan skulle finde hinanden i Sverige. Måske er mange af vor himmelske Faders nej-svar på vore bønner sammenhængende med hans ja-svar i en større plan for os hver især.

Din vilje ske

I Getsemane bad Jesus Kristus indtrængende: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.« Så tilføjede han: »Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:39). Jesus Kristus valgte at drikke af det bitre bæger, fordi han vidste, at det var del af Guds større plan at sørge for en Frelser, der ville sone for menneskehedens synder (se 3 Ne 11:11).

På samme måde ved vi, at vor himmelske Fader har en plan for os. Selv om vi ikke kender detaljerne i Guds plan for os, kan vi have tillid til vor himmelske Faders svar på vore bønner og sige: »Din vilje ske.«

Kristus afstemte sin vilje med Guds, og den store plan, der indebar Frelserens forsoning for hele menneskeheden, udspillede sig. Når vi afstemmer vores vilje med Guds, kan vor himmelske Fader på samme måde åbenbare en større plan for os. Efterhånden som livet udvikler sig, kan vi modtage de velsignelser, som Jesus Kristus tryglede om i sin forbøn til Faderen: »At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være [ét] i os« (Joh 17:21).

Hvor er jeg taknemlig for, at vor himmelske Fader kærligt hvisker nej til nogle bønner, så han kan give et rungende ja til andre bønner.