Vores hjem og familie
Vi ved, hvor han er
Forfatteren bor i Colombia.
Som evig familie vil vores fokus altid være centreret om Gud.
Illustration: Michael T. Malm
Da ansigterne på to unge mænd kunne ses gennem dørens øvre del i vores hjem i Colombia, troede vi, at de stod på noget for at kunne se gennem døren. Det gjorde de ikke. De var bare rigtig høje! Vores treårige søn, Pablo Ezequiel, så forundret op på dem. I løbet af nogle få dage var de hans bedste venner.
Vores familie – min hustru Lucy, Erika, Yesica og lille Ezequiel – søgte efter Herren. Vi efterlevede allerede nogle evangeliske principper: Vi bad bordbøn, vi bad sammen som familie, og vi lavede ting sammen som familie. Vores liv var baseret på vores familieenhed. Mødet med disse to »store engle«, som Ezequiel kaldte ældsterne, bekræftede vores skik med at styrke familien og være fokuseret på Gud.
Ældste Fa og Fields brugte skrifterne, da de underviste os om vejen. Vi havde spurgt Herren om, hvilken kirke vi skulle komme i. Mormons Bog og det gengivne evangelium gav svar på hvert eneste spørgsmål, som vi havde haft i vore samtaler som familie i årenes løb. Svarene passede perfekt, og vi blev hurtigt medlemmer af Kirken. Et år senere indgik vi pagter og blev beseglet til hinanden som en evig familie i templet i Bogotá i Colombia.
Vi følte en stor glæde ved at vide, at vi havde sat vore børn på evangeliets sti. Ånden var til stede i vores liv og vores hjem, og Ezequiel, der på det tidspunkt var fire, bad en bøn, vi aldrig vil glemme. Han bad: »Kære himmelske Fader, vi takker dig for den dejlige dreng, jeg er. Amen.« Vi sagde alle amen og gav smilende hinanden et kram. Den lille dreng var vores glæde.
De følgende år gjorde vi det til en vane at komme i templet regelmæssigt og vi kunne komme to eller tre gange om året. Vi boede 420 km fra templet, men det virkede aldrig som en stor afstand for os. Vi syntes altid, at det var sjovt at forberede sig på at tage til templet. Vore børn sætter slægtsforskning højt, og de holdt meget af at gøre dåb for de døde. Der var altid en ærbødig forberedelse og dernæst en celestial oplevelse i Herrens hus.
Ezequiel voksede i ånd og tro. Hans mor var hans kæreste eje. Han havde altid en særlig kompliment til hende. En dag sagde han til sin mor: »Mor, jeg elsker dig højere end dinosaurknogler!« Vi grinte alle sammen, for det, han allerbedst kunne lide, var at kigge efter dinosaurknogler.
Vores dyrebare søn Ezequiel var 14 år sammen med os i det evangelium, der forenede os. Han var altid hurtig til at adlyde. Hans kærlighed oplyste vores hjem. Hans søstre og de hellige i skrifterne var hans rollemodeller. Han var altid fuld af liv og energi. Han gik aldrig glip af sine seminarklasser. Han fyldte vores hjem med glæde. Han var ærbødig, når han omdelte nadveren. Men vores liv sammen forandrede sig, da Ezequiel blev kaldt hjem til vor himmelske Fader. Vi savner ham mere end ord kan beskrive.
En sjælden infektion tog ham fra os. Trods den dybe smerte ved at han forlod os, er vi sikre på, at vi igen skal være sammen med ham. Vi har det løfte, vi fik ved vores tempelbesegling. Det tomrum, der kom, da han gik bort, bliver fyldt med viden om, at han blev kaldet af Herren til at tjene på en mission et andet sted. Ezequiels begravelse var noget helt specielt, så speciel, at mange følte sig tilskyndet til at undersøge Kirken. Jeg havde altid håbet på, at han ville tjene på en mission, og det gør han nu. Takket være frelsesplanen ved vi, hvor Ezequiel er nu, og hvem han er sammen med.
Vi har stadig fokus på vores familie og på Gud. Det er vores vidnesbyrd, at Gud lever og har en plan for vores liv. Vi må fortsætte i tro. Fraværet af en kær minder os om den guddommelige plan.
Nogle af de mest trøstende ord, vi har fundet, kommer fra profeten Joseph Smith. I vore hjerter føler vi sandheden af disse ord: »Herren tager mange væk, selv i den spæde alder, så de må slippe for menneskets misundelse og den nuværende verdens sorger og onder. De var for rene, for prægtige til at leve på jorden. Hvis vi betragter det i det rette lys, har vi derfor grund til at glæde os i stedet for at sørge, da de er udfriet fra det onde, og vi vil snart få dem igen« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 174).
Håbet om at se Ezequiel igen ved opstandelsens morgen giver sjælen mod og hjælper os til at udholde de mørke dage.