Ældste Dale G. Renlund: En lydig tjener

Dale Gunnar Renlund blev født i Salt Lake City i Utah den 3. november 1952. Han og hans syv søskende voksede op med at tale svensk. Deres mor, Mariana Andersson, kom fra Sverige, og deres far, Mats Åke Renlund, kom fra en svensktalende by i det vestlige Finland. De emigrerede fra Sverige til Utah i 1950.

Dales forældre mødte hinanden i kirken i Stockholm. Da de havde bestemt sig for at gifte sig, var de fast besluttede på kun at gøre det i et tempel. Eftersom der på det tidspunkt ikke var nogen templer i Europa (templet i Bern i Schweiz blev indviet i 1955), rejste parret til Utah, så de kunne blive beseglet i templet i Salt Lake City.

Ældste Renlunds søster Linda C. Maurer, der er syv år yngre, udtaler, at efterhånden som alle fire børn er blevet ældre, »indser de, hvor bemærkelsesværdige og trofaste deres forældre var ved at rykke op med rode fra deres land uden nogen engelskkundskaber og kun lidt støtte for at få evangeliets velsignelser og et tempelægteskab«.

Billede

renlund-family

Da Dale var 11, blev hans far, der var en dygtig tømrer og håndværker, kaldet til at tjene som byggemissionær i Sverige i tre år. Familien opholdt sig i Helsinki i Finland og i Göteborg i Sverige. De gik i kirke i en lille gren, og børnene gik i svensk folkeskole. Dales søster Anita M. Renlund, der er et år yngre end sin bror, husker en af vanskelighederne ved flytningen: »Til at begynde med var det et chok for os, for selv om vi talte svensk hjemme, kendte vi ikke noget til grammatik eller stavning.

Som dreng fik Dale en oplevelse efter at have læst Mormons Bog, der styrkede hans vidnesbyrd. Missionspræsidenten i Sverige havde opfordret de unge mænd i Det Aronske Præstedømme til at læse Mormons Bog, så Dales storebror, Gary, der på det tidspunkt var 12 år, tog imod udfordringen. Den 11-årige Dale tog også imod udfordringen. Efter at have læst Mormons Bog bad han og spurgte, om den var sand. Ældste Renlund mindes: »Jeg fik et tydeligt indtryk: ›Jeg har undervejs i hele dit studium fortalt dig, at den er sand.‹ Og det var en forbløffende oplevelse.«

Dale og hans søskende, Gary, Anita og Linda, husker, at da familien flyttede tilbage til USA, fortsatte de med at tale og bede på svensk. De husker også, at deres forældre lagde yderst stor vægt på at kende skriften. De sagde: »Den bedste måde at overbevise vore forældre på var ved at bruge skrifterne.« Anita siger spøgende: »Kendskab til skrifterne var i vores familie et krav for overlevelse. Det var ikke et valg.«

Ret usædvanligt blev både Gary og Dale kaldet til at tjene i Den Svenske Mission samtidigt. De blev aldrig makkere, men de kunne begge bruge deres svenske færdigheder til at tjene Herren som missionærer i over to år. Ældste Renlund beskriver sin mission som en masse arbejde, men en vidunderlig oplevelse: »Det ændrede mit liv med hensyn til at forpligte mig og beslutte mig for at yde mit bedste som Kristi discipel.«

Efter endt mission i 1974 gik Dale på University of Utah. Han var en dygtig studerende og fik en bachelorgrad i kemi. Hans søskende og nære venner husker alle hans evne, fokus, hårde arbejde og forpligtelse i alt, hvad han foretager sig, karaktertræk han fortsat viser. Gary siger: »Han er den mest hårdtarbejdende, jeg nogensinde har set.«

I sin menighed mødte Dale en ung kvinde ved navn Ruth. Hun var datter af en i stavspræsidentskabet, Merlin R. Lybbert, der senere virkede som halvfjerdser. Dale mindes, at han samlede al sit mod og inviterede Ruth ud på en date, men hun sagde nej. Da han prøvede igen et par måneder senere, sagde hun ja. Ruths version er en smule anderledes. Hun husker, at da han talte ved et nadvermøde om sin mission, blev hun imponeret. De lærte hinanden bedre at kende, og hun blev begejstret, da han inviterede hende ud på en date, men hun stod for en fest, hvorfor hun var nødt til at afslå. Hun sagde ja med glæde, da han spurgte hende igen.

Billede

relund-wedding-photo

Til venstre: Foto: Kristen Murphy, Deseret News; bryllupsfoto © Newman Photography

Dale og Ruth blev viet i 1977 i templet i Salt Lake City, mens han læste til læge på University of Utah, og hun underviste på South High School, også i Salt Lake City. »Udover beslutningen om at være aktiv i Kirken,« siger ældste Renlund utvetydigt, »har mit ægteskab med Ruth været det mest forunderlige i mit liv.« Deres datter, Ashley, blev født en uge efter, at ældste Renlund færdiggjorde lægestudiet i 1980.

Ældste Renlund blev derefter glad for at blive optaget på Johns Hopkins Hospital, hans førstevalg til fortsættelse af sine lægestudier. Familien flyttede til Baltimore i Maryland, hvor han blev en del af hospitalets lægegruppe.

I oktober 1981 fik søster Renlund diagnosen kræft i æggestokkene. Hun gennemgik to operationer og ni måneders kemoterapi. Ældste Renlund husker, mens han kæmpede med at tage sig af Ruth og deres datter: »Jeg havde ondt i min sjæl, og det føltes, som om mine bønner ikke nåede himlen.«

Da han fik Ruth hjem fra hospitalet, var hun svag, men de ønskede at bede sammen. Han spurgte søster Renlund, om hun ville bede. »Hendes første ord var: ›Vor Fader i himlen, vi takker dig for præstedømmets kraft, som gør, at vi, uanset hvad der sker, kan være sammen for evigt.‹«

I det øjeblik følte han en særlig nærhed til sin hustru og til Gud. »Det, jeg førhen forstod i min forstand om evige familier, forstod jeg nu i mit hjerte,« siger ældste Renlund. »Ruths sygdom ændrede vores kurs i livet.«

For at fjerne tankerne fra sygdommen besluttede søster Renlund at søge ind på jurastudiet. »Jeg tænkte bare: ›Det her ender med blot at blive en dårlig oplevelse, medmindre vi får noget godt ud af den,« siger søster Renlund. »Vi havde ikke planlagt, at jeg skulle få kræft som ung og kun få et barn. Og det var tvivlsomt, om jeg overlevede. Men vi følte, at jurastudiet var et rigtigt valg.«

Hun fortsatte med studierne, selv om hun stadig fik behandlinger for sin sygdom, og hendes mand fortsatte som reservelæge.

Billede

elder-and-sister-renlund

Da ældste Renlund gik fra de tre år i lægegruppen til den treårige specialisering som hjertelæge, blev han interviewet og kaldet til at være biskop i Baltimore Menighed. Brent Petty, der på det tidspunkt var førsterådgiver i Baltimore Maryland Stav, husker det interview. Både han og stavspræsidenten, Stephen P. Shipley, følte Helligånden stærkt, da de interviewede ham.

Bror Petty mindes, at »han fremtrådte som en fortrinlig biskop«, selv med de faglige og familiemæssige udfordringer, han stod i. Da ældste Renlund modtog sin kaldelse til De Tolv Apostles Kvorum sidste år, bemærker bror Petty, at medlemmerne i Baltimores Menighed såvel som ældste Renlunds lægekolleger, hvoraf de fleste ikke er sidste dages hellige, var glade. De udtrykte deres kærlighed til ham og deres beundring for hans tjeneste og usædvanlige moralske karakter.

Efter søster Renlund i 1986 færdiggjorde sit jurastudium på University of Maryland School of Law, og ældste Renlund havde afsluttet sine tre år som reservelæge i intern medicin og den treårige specialisering som hjertelæge, vendte de tilbage til Utah. Søster Renlund begyndte at arbejde med jura hos staten Utahs juridiske direktør, og ældste Renlund underviste på medicinstudiet på University of Utah. I 18 år var han medicinsk direktør for hjertetransplantationprogrammet for tilknyttede hospitaler i Utah.

I 2000 blev han også direktør for et program for forebyggelse og behandling af hjertestop på Intermountain Health Center i Salt Lake City. Programmet omfattede implanterbare hjertepumper og et helt kunstigt hjerte. Dr. Donald B. Doty, en internationalt anerkendt hjertekirurg, var dr. Renlunds kollega og ven på LDS Hospital. Dr. Doty siger: »Hans bemærkelsesværdige oplæring, intense fokus, dygtige administration og medfølelse var usædvanlig.«

Billede

doctor-renlund

Dr. A.G. Kfoury, en trofast katolik der i mange år arbejdede tæt sammen med dr. Renlund, udtaler, at dr. Renlund var regionens førende kirurg inden for hjertetransplantation, »uovertruffen i sin karakter, retskaffenhed, ydmyghed og medfølelse«. Han siger, at dr. Renlund »fik det bedste frem i folk. Han gjorde det i det stille. Han lyttede meget og udviste omsorg, og han var yderst interesseret i succes hos de mennesker, han arbejdede sammen med.« Dr. Renlund ledte i det stille ved eksemplets magt og havde altid omsorg for sine kollegers familie.

Dr. Kfoury lagde især mærke til dr. Renlunds medfølelse for sine patienter. Hvis en patient fx ikke havde råd til transport, kørte dr. Renlund et betydeligt stykke vej til patientens hjem, løftede ham eller hende ind i sin bil og kørte derpå patienten tilbage til hospitalet. Dr. Kfoury sagde, at det var noget udover det sædvanlige.

Efter at have virket som stavspræsident i fem år i Salt Lake University Første Stav blev ældste Renlund i år 2000 kaldet til at tjene som områdehalvfjerdser i Utah-området. Derefter blev han i april 2009 kaldet til at være generalautoritet og halvfjerdser. Hans første opgave var at virke i områdepræsidentskabet i det sydøstlige Afrika, et område der har kirkeenheder i 25 forskellige lande.

Søster Renlund udtrykker deres reaktion på kaldelsen således: »Det var naturligvis en overraskelse. Og folk har sagt: ›I forlader jeres job på højdepunktet af jeres karriere.‹ Og det er nok sandt. Men hvis Herren har brug for os på højdepunktet i vores karriere, og det er dér, hvor vi kan være til nytte, så er det tid til at tage af sted.«

Ældste Renlund omtaler sin hustru som en helt og siger: »Hun ydede det største offer.« Søster Renlund forlod sit job som direktør i et advokatfirma og frasagde sig positioner i adskillige fremtrædende bestyrelser for at tjene sammen med sin mand. »Vi blev sendt til Afrika og lærte af de hellige, hvad der virkelig betyder noget,« siger ældste Renlund.

En søndag i det centrale Congo spurgte han medlemmerne, hvilke udfordringer de havde, men de kunne ikke komme i tanker om nogen. Han spurgte dem igen. Til sidst rejste en ældre mand sig bagest i lokalet og sagde: »Ældste Renlund, hvordan kan vi have nogen udfordringer? Vi har Jesu Kristi evangelium.« Efter at have grundet over den oplevelse forklarer ældste Renlund: »Jeg vil gerne være som disse congolesiske hellige, der beder om mad hver dag, er taknemlige for mad hver dag og er taknemlige for deres familie. De har intet, men de har alt.«

Billede

renlunds-with-african-saints

Mens ældste Renlund tjente i fem år i områdepræsidentskabet, rejste han tusinder af kilometer rundt i det enorme område i det sydøstlige Afrika og besøgte medlemmer og missionærer. Han læste fransk, fordi det tales i adskillige af disse lande.

Ældste Jeffrey R. Holland, som var det medlem af De Tolv, der på det tidspunkt havde fået til opgave at arbejde med områdepræsidentskabet i det sydøstlige Afrika, siger om ældste Renlund: »Ingen kunne have investeret mere af sig selv i det område og dets folk og deres behov, end ældste Renlund gjorde. Han arbejdede uophørligt for at lære folket at kende, elske deres kulturer og være med til at flytte de hellige tættere på forløsningens lys.«

Den 29. september 2015 modtog han et uventet opkald fra Det Første Præsidentskabs kontor. Ved Kirkens administrationsbygning »bød præsident Thomas S. Monson og hans to rådgivere mig varmt velkommen. Da vi havde sat os, kiggede præsident Monson på mig, og så sagde han: ›Bror Renlund, vi vil gerne kalde dig til at tjene som medlem af De Tolv Apostles Kvorum.‹«

Ældste Renlund var målløs. Han tog ydmygt imod kaldelsen og mindes: »Jeg tror, at præsident Monson fornemmede, at mine knogler var gået i opløsning, så han kiggede på mig og sagde: ›Gud har kaldet dig. Herren tilkendegav det for mig.‹«

Ældste Renlund vendte tilbage til sit kontor, lukkede døren og faldt på knæ i bøn. Efter at have fået samling på sig selv ringede han til sin hustru. »Hendes reaktion var forbløffelse,« siger han, »men med fuldstændig forpligtelse over for Herren, hans kirke og mig.«

Deres datter, Ashley, samtykker: »Min far har været fremragende dygtig på grund af himlens velsignelser og er blevet beredt til denne kaldelse gennem et liv med tjeneste. Han har et stort hjerte. Det er fyldt med kærlighed.«

På samme måde siger ældste Renlunds bror, Gary, at ældste Renlund »siden starten er blevet beredt til den kaldelse, han har fået, både gennem udfordringer og tjeneste. Det er en del af en større plan, der er faldet på plads, og det er let for mig at opretholde ham.«

Billede

elder-renlund-with-painting-of-Christ

Til venstre: Fotograferet på et kontor af Tom Smart, Deseret News; foto af kvinde af Joy Basso

Efter at have funderet over storheden af kaldelsen siger ældste Renlund: »Jeg føler mig ikke kvalificeret, bortset fra at jeg virkelig ved, at Jesus Kristus er verdens Frelser. Jeg kan bære vidnesbyrd om, at han virkelig findes, at han er min Frelser og jeres Frelser. Jeg ved, at det er sandt.«