Som for enken i Sarepta: Det mirakuløse ved fasteofre
Forfatterne bor i Utah i USA.
Da vi tænkte over at give et mere gavmildt fasteoffer, kom vi i tanke om, at »et menneske kan ikke give Herren en krumme uden at modtage et brød til gengæld.
Illustration: Rose Datoc Dall
Der er mange familier verden over, der kæmper økonomisk, særligt i tider med økonomisk krise.1 Virkningen af en sådan krise blev meget tydelig i vores lokale menighed for adskillige år siden, da vi så adskillige familier stå i behov for hjælp. I begyndelsen af det år fremsatte vores biskop en opfordring fra vores stavspræsident til at give et gavmildt fasteoffer til de betrængte.
Selvom vore ledere bad os om at kigge på vores personlige situation og overveje, om vi var i stand til at være mere gavmilde med vores fasteoffer, så sagde de ikke specifikt, hvad vi burde give. Men Ånden mindede os om et råd, som præsident Marion G. Romney (1897-1988) fra Det Første Præsidentskab kom med engang. Han sagde: »Jeg tror fuldt og fast på, at man ikke kan give til Kirken og opbygningen af Guds rige og blive fattigere rent økonomisk … Et menneske kan ikke give Herren en krumme uden at modtage et brød til gengæld. Det er min erfaring. Hvis medlemmerne af Kirken ville fordoble deres bidrag til fasteoffer, ville åndeligheden i Kirken også blive fordoblet. Det har vi brug for at huske på og være rundhåndede med vore bidrag.«2
Vi vidste, at det ville blive et offer for vores familie at øge vores fasteofferbidrag, men vi tænkte nøje over præsident Romneys belæring og løfte. Som familie var vi blevet overordentligt rigt velsignet, og vi nærede et stærkt ønske om at give mere i fasteoffer.
Desuden ønskede vi, at vores familie overvandt tendensen til at være selviske. Eftersom vi lever i et samfund, der er så fokuseret på at skaffe sig ting og opfylde vore egne ønsker, var vi bekymrede for, at vore børn ville vokse op og blive selviske. Men vi satte vores lid til præsident Spencer W. Kimballs ord: »Ved at overholde fasteloven finder man et personligt kildevæld af kraft til at overvinde nydelsessyge og egoisme.«3
Allerede inden for de første tre måneder, hvor vi gav et mere gavmildt fasteoffer, begyndte vi at se mange velsignelser. Vi blev i stand til at bruge mindre på indkøb, og bilen skulle ikke tankes så ofte mere. Vore børn bad om færre ting, og selviskheden i vores hjem forsvandt næsten helt.
Da vi for eksempel bidrog til en lokal indsamling, begyndte vore børn at opfordre os til at give mere. Da vi lavede vores årlige status over vores forråd, opdagede vi, at vi rent faktisk havde forråd til to år. Og hvor vi tidligere spiste os igennem en stor pose ris med 22 kilo på en måned, rakte den samme pose ris nu til to måneder. Det virkede som om, at vores forråd bare blev større.
Vi blev mindet om beretningen om enken i Sarepta. I en tid med svær hungersnød bad profeten Elias en enke, som intet havde, om at give ham vand og brød. Hun svarede: »Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø« (1 Kong 17:12).
Profeten lovede hende, at »krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie …
Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid« (1 Kong 17:14-15). Hendes krukke, som lige rummede nok til et sidste måltid til hendes familie, blev fyldt og hendes familie og andre blev i stand til at spise i mange dage. Den samme type mirakel fandt sted i vores familie som følge at det, vi ofrede.
Under økonomiske kriser kan det at give et gavmildt fasteoffer og hjælpe den nødlidende være svært, især når man – som vi og enken fra Sarepta – selv er blandt de betrængte. At give et gavmildt fasteoffer kræver uanset størrelsen tro på Herren og hans løfte om at sørge for os. Men Herren holder sine løfter, og vores families erfaring lærte os, at jo mere vi er villige til at dele, jo mere velsignede bliver vi.
Som præsident Romney sagde: »Lad være med kun at give for at gavne de fattige, men giv også af hensyn til jeres egen velfærd. Giv tilstrækkeligt, således at I kan hengive jer til Guds rige gennem indvielsen af jeres midler og jeres tid.«4 At give et gavmildt fasteoffer hjalp vores familie til at finde glæde ved at sørge for den fattige og styrkede vores egen åndelige trivsel.
Brød og fisk, af Rose Datoc Dall
Vores villighed til at give en krumme har til gengæld givet os mange brød. Vores villighed til at give et gavmildt fasteoffer mere end fordoblede vores forråd. Ja, Herrens kraft til at velsigne fem brød og to fisk og få dem til at række til at bespise 5000 mænd foruden kvinder og børn, med nok til at fylde 12 kurve af det, som var tilovers (se Matt 14:16-21), er den samme kraft, som fyldte krukken for enken i Sarepta, og som fordoblede vores forråd af mad. Og dog er vores største gave ikke kommet i form af mangedoblingen af mad, men i formindskelsen af selviskhed og den øgede åndelighed i vores hjem.
Det er vores vidnesbyrd, at når vi bidrager gavmildt til fasteofferfonden i Kirken, selv når vore midler er begrænsede, så vil Herren højne vores indsats og velsigne os ud over enhver forstand.