2016
Elsk også dem med andre værdier
July 2016


Vi taler om Kristus

Elsk også dem med andre værdier

Jeg prøvede på at opdrage mine børn til at have høje moralske værdier. Men da en af deres rollemodeller traf et forkert valg, spekulerede jeg på, om alt det, jeg havde lært dem, ville falde til jorden.

Billede
mother-with-daughters

Min svigerinde, Janey (navnet er opdigtet) var opvokset med evangeliet og var et meget engageret medlem af Kirken. Efter hendes tilsyneladende lykkelige tempelægteskab blev opløst, begyndte folk i hendes lille lokalsamfund at sprede rygter om hende og fordømme hende. Hun distancerede sig fra mange af sine venner og med tiden fra Kirken.

Hun begyndte at date en ung mand, Andy, som snart flyttede ind hos hende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle fortælle mine børn. Mine tre døtre elskede deres faster Janey. Ikke alene var vores familie tæt sammenknyttet, men hun var også deres danselærer, så de så hende flere gange om ugen.

De havde længe tænkt, at Andy tit var på besøg, men til sidst fortalte jeg dem, at Janey og Andy boede sammen. Jeg forklarede, at det valg, de havde truffet, var en alvorlig synd. Mine døtre syntes at forstå det, og vi havde en god snak om vigtigheden af at efterleve evangeliets principper.

Så faldt bomben. Janey meddelte glad familien, at hun og Andy skulle have et barn. Atter engang bekymrede jeg mig for, hvordan det ville påvirke mine børn. Vidste de godt, at det ikke er sådan, at vor himmelske Fader ønsker, vi bringer børn til denne jord? Ville de tænke, at den situation var acceptabel eller normal?

Jeg bekymrede mig over det i ugevis og havde ikke lyst til at fortælle mine børn om den nyeste udvikling. En måned senere annoncerede Janey og Andy, at de skulle giftes. Hvorfor havde de ikke ventet med at fortælle om graviditeten til efter, de var blevet gift?

Jeg kogte af harme indeni. Hvordan skulle jeg kunne elske Janey, men ikke det hun havde gjort? Hvordan skulle jeg lære mine børn, at de fortsat skulle elske deres faster, men ikke de valg hun havde truffet?

En dag fortalte min søster mig om en ung kvinde i hendes menighed, der var blevet gravid. Denne unge kvinde fortsatte med at komme i kirke og virkede glad og forventningsfuld omkring den kommende begivenhed. De andre unge kvinder var forvirrede over det, som de opfattede som en tilsyneladende ligegyldig indstilling til hele situationen.

Men min søster, der var besøgslærer for moderen til den unge kvinde, kendte til de talløse nætter, hvor denne unge kvinde havde grædt sig selv i søvn i sorg over de valg, hun havde truffet, der havde ført til denne redelighed. Efter mange ugers pine og plage besluttede denne unge kvinde sig for, at hun enten kunne fortsætte med at sørge over sine handlinger eller gå fremad og være glad. På grund af Kristi forsoning var hun i stand til at acceptere konsekvenserne af sine valg og igen blive ren igennem omvendelse.

Jeg tænkte på, om Janey var gået noget lignende igennem. Havde hun fortrudt sine valg, men valgt at gå fremad, fordi hun alligevel ikke kunne ændre ved konsekvenserne?

Jeg skammede mig over min hårde fordømmelse og min manglende evne til at elske, som Kristus forventer det af os. Da jeg tænkte over Frelserens liv, kom jeg i tanke om, at han altid udsøgte synderen og underviste dem gennem sit ord og eksempel, og han elskede dem. Det var denne kærlighed, der blødgjorde hjerter og ændrede mennesker.

Jeg indså, at jeg alt for ofte elskede mennesker, så længe de opførte sig på den måde, som jeg syntes, at de skulle, men så snart de lavede en fejl, fordømte jeg dem i hjertet. Hvor var jeg dog en hykler! Jeg indså, at jeg måtte omvende mig. Jeg havde brug for at lære at elske synderen uden at billige synden. Endelig blev jeg i stand til at slippe den vrede, jeg havde næret mod Janey og virkelig elske hende igen.

Jeg tog en anden god snak med mine børn. Jeg understregede vigtigheden af, at man bliver gift, inden man får børn. Vi begyndte at glæde os til der kom en ny baby i familien. Vi ville alle gerne støtte Janey og dele forventningens glæde med hende. Mine børn ved godt, at faster Janey gjorde noget forkert, men de elsker stadig hende og onkel Andy, og de håber, at deres smukke familie en dag beslutter sig for at vende tilbage til vor Frelser, Jesus Kristus, som venter med åbne arme.