2016
Ær Gud ved at ære vore pagter
July 2016


Ær Gud ved at ære vore pagter

De største velsignelser ved vores tro på Gud findes ved at ære ham ved at holde vore pagter.

Billede
woman-taking-the-sacrament

I 1985 mødte søster Sitati og jeg en mand ved navn Roger Howard i Nairobi i Kenya. Han og hans hustru, Eileen, var på mission som missionærægtepar. De inviterede os til at møde den lille menighed, der afholdt møder i deres hjem. Det var første gang, at vi overværede et møde for medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi mærkede Ånden ved det første møde, og siden har vi gået i kirke hver søndag.

Nogle få måneder efter døbte Roger os sammen med vores 9-årige søn. Kort tid efter vendte Roger og Eileen hjem, da deres mission var forbi. Vi blev ved med at høre fra dem med nogle få års mellemrum.

I begyndelsen af 2010 så søster Sitati og jeg endelig Roger igen. Han var nu næsten 90 år gammel. Nedslidt af alder og dårligt helbred lænede han sig tungt over sin rollator. Da vi stod over for hinanden efter så mange år, følte vi en fælles glæde, der ikke kan beskrives. Tårerne flød frit, mens vi ømt omfavnede hinanden. Vi følte stor taknemlighed for hinanden og for evangeliets herlige gave. Vi var forenet i troen som medborgere i Guds rige.

Når jeg mindes det øjeblik, tænker jeg på et skriftsted: »Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne …

Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!« (L&P 18:10, 15).

Nogle af Guds største velsignelser er lovet dem, der bringer sjæle til hans rige. Frelseren betroede os dette: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn« (Joh 15:16).

Roger døde senere det år. Det var mit klare indtryk, at han var en mand, der havde fred med Gud. Han havde virkelig påvirket vores liv ved at fortælle os om evangeliet. Hans eksempel på hengivent at tjene sine medmennesker ligesom den store hær af unge og ældre missionærer, der tjener i Kirken, viser, hvordan vi kan ære Gud.

Vores pagtsforhold med Gud

Takket være vores medlemskab i Jesu Kristi genoprettede kirke har vi alle et bindende og personligt forhold til vor himmelske Fader gennem pagter. Hver pagt bliver bekræftet ved en ordinance, hvorved vi villigt accepterer og forpligter os til at holde pagten. Jesus Kristus gør os igennem sin forsoning i stand til at opfylde vore pagter, når vi udøver tro på ham.

Vi ærer vor himmelske Fader, når vi gør vores forhold til ham dybere ved at indgå og holde alle de frelsende pagter og ordinancer. Han velsigner dem, der holder deres pagter, med hans Ånd til at vejlede og styrke dem. Følgende er de vigtigste pagtsforhold, som vi kan indgå i med vor himmelske Fader.

Dåbspagten

Dåben fører os ind i det første pagtsforhold med Gud. Vi gør os egnede til ordinancen, når vi »ydmyger [os] over for Gud … træder frem med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd og vidner for kirken, at [vi] oprigtigt har omvendt [os] fra alle [vore] synder … og … ved [vore] gerninger virkelig viser, at [vi] har modtaget af Kristi Ånd til [vore] synders forladelse« (L&P 20:37).

Når vi ved vore gerninger viser, at vi vil »påtage [os] Jesu Kristi navn, idet [vi] er fast besluttede på at tjene ham til enden« (L&P 20:37), »bære hinandens byrder, så de bliver lette … sørge med dem, der sørger … trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os], ja, indtil døden« (Mosi 18:8-9), så holder vi pagten.

Til gengæld ærer Gud os med Helligåndsgaven, hvorved vi modtager Helligåndens stadige ledsagelse. Han vejleder os i alle vore forhold og fører os til evigt liv (se Mosi 18:9-10).

Jeg oplevede en følelse af stor glæde og at være fyldt med Ånden efter min dåb, og det oplever jeg fortsat, når jeg føler mig særlig tæt på Gud.

Præstedømmets ed og pagt

Mænd, der holder dåbspagten, er rede til at indtræde i præstedømmets ed og pagt. Vi modtager præstedømmet ved en ordinance ved håndspålæggelse. Præstedømmets pagt er en pagt om at tjene for at frelse Guds børn. Vi ærer Gud, når vi højner vore kaldelser (se L&P 84:33) og »tjener ham at hele [vores] hjerte, kraft, sind og styrke« (L&P 4:2) og gør det med »tro, håb, næstekærlighed og kærlighed, med intet andet end Guds ære for øje« (L&P 4:5).

Herrens velsignelser, der kommer til trofaste præstedømmebærere, omfatter helliggørelse »ved Ånden, således at deres legeme bliver fornyet« (L&P 84:33). De bliver arvinger til Moses’ og Abrahams velsignelser (se L&P 84:34). Profeter og apostle i de sidste dage er gode eksempler på personer, der højner deres præstedømme. Deres liv er et vidnesbyrd om, at Herren ærer dem.

Tempelordinancer og -pagter

Mænd, der værdigt bærer det højere præstedømme, og værdige kvinder kan modtage hellige ordinancer og indgå hellige pagter i templet. Vi lærer gennem tempelordinancer og -pagter at forstå formålet med dette liv og at blive klar til evigt liv. Vi modtager ordinancen og indgår den evige ægteskabspagt og beseglingen til vores familie. Vi lover at indvie vores liv til Gud og til arbejdet med frelse for alle hans børn. Trofast overholdelse af disse pagter berettiger os til at modtage åndelig vejledning og kraft til at overvinde prøvelser i livet på jorden og til at opnå ophøjelse, den største velsignelse, som Gud kan give sine børn (se L&P 14:7). Ophøjelse eller evigt liv er at nyde den form for liv som familie, som vor himmelske Fader har.

Nadveren

Billede
Jesus-in-Gethsemane

Den største af alle af Del Parson

Det er afgørende for medlemmer af Kirken at tage nadveren værdigt hver sabbat. Vi bekræfter ved denne ordinance vores fortsatte villighed til at påtage os Jesu Kristi navn og til at forny vores løfte om at holde alle de pagter, vi har indgået. Vi trækker på kraften i Jesu Kristi forsoning til at hjælpe os med at holde ud til enden i retskaffenhed. Når vi gør det, bliver vi værdige til at modtage alle de indgåede pagters velsignelser.

Retfærdige ønsker

Det sårer Gud, når vi bryder en pagt, og det nulstiller de lovede velsignelser (se L&P 82:10).

I 1 Samuelsbog 2:12-17, 22-34 læser vi om det onde, som præsten Elis sønner gjorde. De udnyttede deres fars stilling til at bryde præstedømmets pagt. De forsøgte at opfylde deres begærlige ønsker, idet de kastede sig ud i umoralsk omgang med kvindelige tempelbesøgende, og de tog lovstridigt for sig af Israels børns offerkød. Herren udtalte en streng dom over Elis sønner og mod Eli for ikke at forsøge at hindre dem.

Sådanne kødelige lyster kan overvindes ved en fast beslutning om at holde vore pagter med Gud, som Josef fra Egypten viste, da han blev konfronteret af en lysten ikketroende (se 1 Mos 39:9, 12). Gud ærede Josef og hjalp ham til at overvinde alle onde anslag mod ham. Han blev den næstmægtigste mand i Egypten og et redskab i Herrens hånd til at bevare Israels familie (se 1 Mos 45:7-8).

Hvis vi falder for fristelse, så vil ønsket om at genskabe vores forhold til vor himmelske Fader føre os til oprigtig omvendelse. Vor Frelser Jesu Kristi forsoning hjælper os så til at atter at blive værdige.

Følg profeterne

Da Jesus Kristus oprettede sin kirke, valgte han apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere, »så Kristi legeme bygges op,

indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde« (Ef 4:12-13).

Vore levende profeter og apostle underviser i, at »lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme. Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved principper som tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129).

Vores hjem og vores familie udgør fundamentet for at opbygge et stærkt pagtsbaseret forhold til Gud. Når vi følger vore levende profeters inspirerede lærdomme, hjælper det os til at få en stærk familie, giver os styrke til at holde vore pagter, og det sikrer os vores tros største velsignelser.