Gruppepres og Pisto

Billede

girl at party

Da jeg var 12 år, inviterede nogle af pigerne i min nye klasse mig til fødselsdagsfest. Det var den første fest med skolekammerater, som jeg var blevet inviteret med til. Da jeg spurgte mine forældre om lov til at tage med, sagde de nej, fordi den begyndte for sent.

Kort tid efter modtog jeg en ny invitation. Igen spurgte jeg mine forældre om lov, men de sagde nej, og jeg blev sur. Måtte jeg slet ikke have det sjovt?

Så planlagde en af mine nærmeste veninder en fest. Jeg var en af de første, hun inviterede. Den fest begyndte tidligere end de andre. Den blev holdt privat og i nærheden af mit hjem. Jeg spurgte mine forældre om lov, og de sagde ja! Jeg blev rigtig glad.

Dagen for festen kom. Da mine forældre kørte mig derhen, sagde de, at de ville hente mig kl. 22. Da jeg kom ind, fandt jeg mine veninder. Tyve minutter senere havde jeg stadig ikke fået øje på fødselsdagsbarnet.

Få minutter efter kom en ung mand hen til os og spurgte: »Har I taget penge med til pisto?« Han lavede et tegn, der lod mig vide, at pisto var øl. Mine veninder gav ham penge. Jeg havde ingen penge med mig, så jeg valgte at gå væk med nogle andre veninder, mens de ordnede deres forretninger.

Endelig ankom fødselsdagsbarnet – en time forsinket. Jeg ønskede hende tillykke, og mens vi snakkede, kom der en stor bil. Fem mand stod ud af bilen og lastede to kasser øl af. Alle stimlede om dem og begyndte at dele øl ud. Mine veninder gik derhen, og jeg stod alene og så på, at disse unge sloges om at drikke øl.

Mine veninder kom over og tilbød mig noget. »Ellers tak,« sagde jeg. De insisterede. Jeg gentog mit nej. Mit hjerte begyndte at hamre, og jeg havde det mærkeligt, som om jeg havde hovedrollen i en spændingsfilm og var fanget uden for lands lov og ret. Så hørte jeg en bil dytte – det var mine forældre! Jeg sagde knapt farvel og løb ud til bilen.

Jeg satte mig stakåndet ind, og begyndte at tænke over, hvor utrygt det føltes at være derinde. Min mor spurgte mig, om jeg var okay. »Ja,« svarede jeg, »men jeg blev noget overrasket.«

»Over hvad?« spurgte min far.

»Alle mine venner drak, og der stod jeg forskrækket og ventede på, at der skete noget godt. Jeg håbede på, at I kom, og nu er jeg jer.« Jeg så på uret i bilen, og klokken var ikke 22 endnu.

Min mor sagde: »Sådan er fester i verden. Det er derfor, vi ikke lod dig gå til de andre fester.«

Da jeg bad den aften, takkede jeg min himmelske Fader for, at mine forældre var kommet i god tid.

Vi medlemmer af Kirken er i verden, men vi er ikke af verden. Jeg har lært, at var jeg blevet ved med at komme til de fester, så kunne jeg have brudt visdomsordet og måske kyskhedsloven. Mange af mine bekendte er faldet i, de fleste af dem er ikke i Kirken, men selv medlemmer af Kirken kan komme til et punkt, hvor de ikke kan stå fast.

Jeg var så glad for, at jeg valgte ikke at drikke. Jeg troede, at jeg ville blive drillet bagefter, men mine venner fik mere respekt for mig, fordi de kendte mine standarder. Efter det har jeg ikke været bange for at sige nej til det, jeg ved er dårligt for mig.