Det var svært at komme tidligt hjem
Forfatteren bor i Utah i USA.
At vende tidligt hjem fra mission, selv på grund af helbredsproblemer, kan være en rystende oplevelse. Det var det for mig. Men man kan bruge det til at gå frem og ikke tilbage.
Fotoillustration: Colin Ligertwood
Min far var væk på forretningsrejse, så den eneste, der ventede, da jeg humpede af flyet fra min mission, var min mor. Hun holdt om mig, og vi græd.
Jeg blev undersøgt på enhver tænkelig måde, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. At tage mit missionærskilt af ni måneder før tiden var det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Det føltes som et nederlag, at jeg ikke havde gjort min mission færdig.
Ville virkelig gerne være missionær
Det havde altid været en del af mine planer at være missionær. Da min storebror tog af sted på mission, troppede jeg op med et hjemmelavet navneskilt for at sige farvel til ham. Da ændringerne i missionsalderen blev bekendtgjort i 2012, var jeg lige blevet 19 og vidste, at bekendtgørelsen var et svar på mine bønner. Jeg dansede omkring i rummet, udfyldte mine papirer samme dag og bestilte tid til de lægelige undersøgelser og fik sendt mine papirer ind inden for en uge. Jeg blev kaldet til Anaheim-missionen i Californien to uger senere og var på missionærskole to måneder senere.
Jeg kom ud på missionsmarken fuld af iver og havde ikke lyst til at sætte tempoet ned. Min træner og jeg løb bogstavelig talt til nogle lektioner, fordi vi var så ivrige efter at undervise. For mig var det det mest naturlige i verden at være fuldtidsmissionær. Jeg følte mig akavet og kæmpede til tider, men der var ikke noget bedre for mig end at være missionær.
Omkring otte måneder inde i min mission fik min makker og jeg cykler, fordi der manglede biler. Jeg havde ikke cyklet i lang tid, og var ikke vant til at cykle i nederdel og kjole, men jeg syntes alligevel, det var sjovt. Efter nogle uger begyndte jeg dog at mærke en smerte i den ene side, som kom og gik. Jeg ignorerede den og fortsatte med at arbejde.
Smerten blev hyppigere og mere intens, indtil min makker en nat var nødt til at tage mig på skadestuen. Jeg blev grundigt undersøgt, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvor smerten kom fra.
I de følgende uger bad jeg til vor himmelske Fader om, at smerterne måtte forsvinde, og jeg fik adskillige præstedømmevelsignelser, men det blev bare værre. Alle stillinger gjorde ondt, og smerten var konstant. Men det besluttede jeg mig for at vænne mig til og fortsatte med arbejdet.
En dag faldt jeg om på vejen og var ude af stand til at flytte mig. Jeg blev kørt på hospitalet, hvor de tog nogle prøver, igen uden at finde noget. Jeg prøvede at tage det roligt og satte mig på bænkene ved busstoppestederne med min makker og underviste folk, mens de ventede på bussen. Jeg sad og bed mig i læben af smerte, når vi underviste. Til sidst havde jeg presset mig selv for meget og havnede igen på hospitalet. Jeg indså, at jeg kunne gøre varig skade på mig selv, hvis jeg blev på min mission. Efter en masse bønner, fik jeg det svar, at jeg skulle tage hjem og få styr på mit helbred.
Et skridt fremad
Da jeg indså, at jeg var kommet hjem for at blive, blev jeg sønderknust. Men jeg gjorde mit bedste for at vedligeholde min tro og studere skriften. Min familie tog det fint, men andre mennesker omkring mig var ikke sikre på, hvordan de skulle reagere. De blev ved med at stille spørgsmål, og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Der var dog én mand, der uventet ringede til mig og fortalte, at hans søn også var kommet tidligt hjem fra sin mission for lang tid siden. Han fortalte, at denne prøvelse havde potentiale til at forpurre min tro og glæde, og at det ofte skete for missionærer, der var vendt tidligt hjem. »Det, du må huske,« sagde han, »er, at så længe, at du gør alt, du kan, for at leve retfærdigt, så er det altid et skridt fremad, uanset hvad der sker, som du ikke har kontrol over.«
Det blev mit motto, og det satte jeg min fulde lid til det næste år. I otte måneder kunne jeg knap nok gå, men folk dømte mig stadig, når de fandt ud af, at jeg var kommet tidligt hjem. De sagde, at der var folk med værre helbredsmæssige udfordringer, der havde gjort deres mission færdig. De forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne blive tiden ud, selv med helbredsproblemer. Det var en pine at høre, når jeg havde elsket min mission så højt, men jeg havde tillid til, at vor himmelske Fader havde et mål med min prøvelse, og at det kunne blive et skridt fremad.
Jeg begyndte i skole igen og at date igen. Jeg kunne se, at jeg gjorde fremskridt, men jeg følte, at jeg altid ville se på min mission med en vis bitterhed. Så mindede en ven mig om, at Frelserens forsoning kan hele al smerte og bitterhed. Med hans hjælp kunne jeg være glad, når jeg tænkte på min mission.
Jeg knælede og bad til vor himmelske Fader. Jeg fortalte ham om min smerte og mine bestræbelser for at blive helbredt og trøstet. Jeg bad om, at han ville tage den bitterhed, jeg følte, væk. Da jeg havde bedt, åbnede Herren mine øjne og lod mig se min mission fra hans perspektiv. Både min tjeneste og min tidlige hjemkomst var en del af Herrens plan for at gøre mig til den, han ønskede, jeg skulle være. Jeg kunne se de mirakler, han havde udvirket for mig, siden jeg kom hjem. Det har været svært, men nu kan jeg se tilbage på min tidlige hjemkomst med fred i sindet, idet jeg ved, at Gud ønsker det bedste for mig.